Pengeinstitutansvar - tvangsrealisering af pantsatte værdipapirer

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 27/1 - 2005

Når pengeinstituttet yder kredit til investering i værdipapirer, aftaler parterne tit en stop loss klausul, hvorefter pengeinstituttet uden forudgående varsel til kunden kan sælge værdipapirerne, hvis det skønnes nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab. Denne sag eksemplificerer problemerne der kan opstå, hvis pengeinstituttet udnytter klausulen.

Et pengeinstitut havde ydet en kredit på kr. 50 millioner til investering i værdipapirer. Til sikkerhed for kreditten havde kunden indskudt kr. 12,5 millioner på en pantsat sikringskonto. Herefter blev de erhvervede værdipapirer henlagt i sikkerhedsdepot i banken som håndpant med aftale om, at pengeinstituttet uden forudgående varsel kunne sælge de håndpantsatte værdipapirer, hvis omgående salg var nødvendigt for at undgå eller begrænse et tab.

Den 17. april 2000 blev det aftalt, at der den følgende morgen skulle afholdes et møde mellem pengeinstituttet og kunden, hvor det skulle drøftes hvorledes en afvikling af engagementet skulle gennemføres.

Den 17. april 2000 sidst på eftermiddagen valgte pengeinstituttet imidlertid uden varsel at sælge værdipapirerne efter at kurserne var faldet og pengeinstituttets sikkerhed i forhold til kreditten var reduceret voldsomt. I dagene efter tvangssalget steg kurserne imidlertid.

Kunden mente, at pengeinstituttet havde handlet i strid med parternes aftale ved at sælge værdipapirerne og han mente ydermere, at han var blevet pådraget et tab som følge af salget, fordi værdipapirerne var solgt på et tidspunkt, hvor kurserne var lavere end i dagene efter.

Højesteret fandt, at kunden med føje kunne gå ud fra, at værdipapirerne ikke ville blive solgt forud for mødet, der den 17. april blev aftalt til at skulle afholdes den 18. april, og derfor fandt Højesteret, at pengeinstituttet havde handlet i strid med parternes aftale ved egenhændigt at realisere værdipapirerne den 17. april.

Hvad angår tabets størrelse, må domstolene i sådan situation finde ud af hvad alternativet til den retsstridige disposition ville have været. Med andre ord, ville værdipapirerne have været blevet beholdt eller solgt den 18. april eller senere. Her fandt Højesteret at måtte lægge til grund, at pengeinstituttet på mødet den 18. april 2000 ville have kunnet vælge at kræve værdipapirerne solgt og derfor fandt Højesteret, at det var kurserne den 18. april 2000 der dannede udgangspunkt for tabet. På den baggrund blev tabet fastsat til kr. 1.250.000,00.

(Højesterets dom af 16. december 2004 i sag 497/2002 (2.afd.)UfR Nyhedsservice 2005/2)