Pengeinstitutansvar - timandsprojekt

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 15/2 - 2005

En privat person var, gennem sin bank, blevet opfordret til, at deltage i et timandsprojekt, som blev tabgivende og deltageren sagsøgte pengeinstituttet, for at få dækket sit tab.

Spørgsmålet ved vurdering af pengeinstituttets ansvar var, om pengeinstituttet havde været rådgiver i forhold til kunden og dermed havde pådraget sig rådgiveransvar.

Direktøren i pengeinstituttet havde henvendt sig telefonisk til investor, som var selvstændig erhvervsdrivende og ikke i forvejen var kunde i pengeinstituttet. Direktøren havde forelagt projektet for investoren og fik sendt udbudsmateriale ud til ham. Pengeinstituttet kunne ikke anses som udbyder eller medudbyder af prospektet, men henvendelserne til investor, der blev fulgt op af pengeinstituttets medfinansiering af projektet måtte anses som en anbefaling at, at investor deltog i det. Pengeinstituttet blev dermed rådgiver i forhold til investor.

Efter at investeringen havde vist sig at være tabgivende, blandt andet på grund af mangelfuldt prospekt og urigtige oplysninger om ejendommens handelsværdi, opsagde pengeinstituttet et lån de havde ydet til timandsprojektet og krævede ca. kr. 2 mio. hjem hos investor.

Højesteret udtalte, at pengeinstituttet ikke som rådgiver burde have anbefalet investeringen uden enten at have foretaget en selvstændig undersøgelse af projektet, eller at oplyse investor om, at en sådan undersøgelse ikke var foretaget. Pengeinstituttet var derfor erstatningsansvarlig overfor investor.

Da investor på den anden side burde have undersøgt ejendommens værdi, eller have sikret sig, at pengeinstituttet havde vurderet grundlaget for prospektet, blev pengeinstituttets krav på investor nedsat med 1/3. Interessentskabet bestod af 10 investorer og havde som formål at investere i en fast ejendom i Tyskland.

(Højesterets dom af 27. november 2001 i sag II 521/1999, UfR’s nyhedsservice 2001/50 p. 145).

Tidligere pengeinstitutsansvarssager har været blandt andet været nævnt i Lovorientering 3/2000, og Lovorientering 4/1998. I førstnævnte refereredes to pengeinstitutdomme, der for den enes vedkommende gik på at banken havde bekræftet, at en mængde værdipapirer lå i depot, uden at have sikret sig, at dette var tilfældet, idet der var tale om et depot hos en udenlandsk forretningsforbindelse, der ikke var valgt af banken og for den andens vedkommende var der tale om udsendelse af en åbenbart urigtig børsmeddelelse, udsendt i bankens egen interesse. Den konkrete dom er i modsætning til disse domme en rådgiveransvarsdom, der nærmere kan lignes med den i den nævnte tidligere udgave af Lovorientering refererede dom om et pengeinstituts indgåelse af rammeaftaler for indgåelse af valutaforretninger med to personer. Disse investorer havde, efter at have lidt store tab, forsøgt at gøre pengeinstituttet erstatningspligtig fordi rammerne stod i misforhold til deres økonomiske formåen og fordi de mente at have modtaget ukvalificeret rådgivning i pengeinstituttet. I dommen fra Lovorientering 4/1998, blev pengeinstituttet frifundet, idet man ikke fandt at pengeinstituttet havde begået fejl.

For pengeinstitutter er det interessant at vide, hvorfor den ene sag faldt ud til frifindelse og den anden til domfældelse og det har formentlig haft betydning, at i frifindelsessagen forelå der ingen konkrete anbefalinger fra pengeinstituttet og initiativerne til det passerede var kommet fra pengeinstitutkunden, hvorimod den domfældende afgørelse faldt efter at pengeinstituttet havde rettet henvendelse og ydermere fremkomme med en anbefaling. Endelig, og helt centralt, var anbefalingen i den domfældende afgørelse afgivet uden passende, forudgående undersøgelser og forsigtighed, hvorimod der ikke var dokumenteret sådan uforsigtighed i forbindelse med pengeinstituttets investeringer indenfor de aftalte rammer i den frifindende dom.