Pengeinstitutansvar - professionel rådgivning

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 22/4 - 2005

Der forelå en aftale imellem et pengeinstitut og et investeringsforetagende om at pengeinstituttet ville finansiere investorernes deltagelse deri efter en sædvanlig kreditvurdering.

Pengeinstituttet ydede lån til investorerne på sædvanlige forretningsmæssige vilkår og pengeinstituttets interesse i projekterne var dels at opnå en betydelig indtjening på långivningen og dels at komme i kontakt med nye kunder.

Der findes en lov om prospekter, der skal sikre, at investorer får en række oplysninger og dermed får et forsvarligt grundlag at træffe beslutning på i forbindelse med investering i værdipapirer.

En privatperson, der havde opnået lån i pengeinstituttet og havde lidt tab i forbindelse med, at et investeringsprojekt blev indstillet, krævede pengeinstituttet erstatningsansvarligt, som følge af at man ikke havde ydet hende nogen rådgivning omkring risikoen på projektet.

Privatpersonen gjorde gældende, at prospektet var mangelfuldt, vildledende og urealistisk og ikke udbudt i overensstemmelse med propektloven.

Højesteret lagde til grund, at pengeinstituttet, da man ydede lån til sagsøger, måtte have været, eller i det mindste burde have været, opmærksom på, at selskabet ikke overholdt prospektloven.

Højesteret lagde endvidere til grund, at sagsøger, før hun underskrev lånedokumentet, af en medarbejder i pengeinstituttet havde fået at vide, at hun ’roligt kunne skrive under’ og at hun ikke fik at vide, at prospektet ikke opfyldte prospektlovens betingelser.

Højesteret fandt det ubetænkeligt at lægge til grund, at sagsøger ville have afstået fra investeringen, hvis hun havde fået at vide, at prospektloven ikke var overholdt.

På denne baggrund fandt Højesteret pengeinstituttet erstatningspligtigt.

På grund af egen skyld blev erstatningen dog nedsat fra godt kr. 40.000 til kr. 20.000.

(Højesterets dom af 15. oktober 2001, UfR 2002.65H).

Kommentar: Dommen kan sammenholdes med dommen fra Lovorientering 1/2002 om pengeinstitutrådgivning i forbindelse med 10-mandsprojekter. Her fastslog Højesteret, at pengeinstituttet ikke som rådgiver burde have anbefalet investeringen uden enten at have foretaget en selvstændig undersøgelse af projektet eller at oplyse investor om, at en sådan undersøgelse ikke var foretaget. Derfor blev pengeinstituttet ansvarligt. Investor burde på den anden side set have sikret sig, at pengeinstituttet havde vurderet grundlaget for prospektet eller selv have undersøgt ejendommens værdi og derfor blev pengeinstituttets krav på investor nedsat. Flere henvisninger findes i kommentaren til den pågældende dom.

Der er således ingen tvivl om, at pengeinstitutter og deres medarbejdere har en forpligtelse til at advare deres kunder om følgerne af projekter, som en professionel rådgiver må indse er risikable.

Dommen er også en illustration af, at man naturligvis ikke skal have erstatning, hvis man også ville have lidt tab, såfremt den skadeforvoldende handling ikke var indtruffet (den såkaldte alternativ-situation) – det accentuerer dommen ved at Højesteret udtaler, at kunden ville have afstået fra prospektet, hvis hun havde fået de oplysninger, som man klandrer banken for ikke at have givet hende.

Forskelligt herfra er spørgsmålet om egen skyld. Dommen henviser til U.2000.577H, hvor Højesteret udtalte, at investorer, der ikke selv kan bedømme risikoen ved at deltage i et investeringsprojekt skal søge professionel rådgivning eller ved henvendelse til pengeinstituttet sikre sig, at dette har vurderet prospektet. Da pengeinstitut-kunden ikke havde gjort dette, havde hun selv medvirket til sit tab, som i dommen fra Lovorientering 1/2002. I en sådan situation kan Højesteret ikke gøre andet end at fordele byrden skønsmæssigt.