Mindshipfonden - direktøransvar, men ikke bestyrelsesansvar

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 20/10 - 2005

Mindship Fonden blev stiftet i 1995, og fonden var fra sit hjemsted i lejede bygninger på Holmen i København ramme om en række kulturaktiviteter i Kulturbyåret 1996, ligesom fonden åbnede restaurationen Mindship Canteena.

Fonden anmeldte betalingsstandsning den 11. november 1996 og blev erklæret konkurs den følgende dag med aktiver på ca. 4 mio. kr. og passiver på ca. 20 mio. kr.

Konkursboet anlagde sag mod fondens direktør og bestyrelse, idet det blev gjort gældende, at ledelsen havde pådraget sig erstatningsansvar for boets udækkede gæld ved ikke tidligere at have indstillet fondens udgiftskrævende aktiviteter.

Direktøren havde trods fondens dårlige økonomi uden bestyrelsens samtykke relativt sent i forhold til konkurstidspunktet accepteret opsætningen af et ventilationsanlæg til kr. 250.000,00 og betydelige merudgifter til etablering af en restaurant og et udvendigt køkken.

På baggrund heraf fandtes direktøren i landsretten erstatningsansvarlig for tabet på kr. 1,5 mill., som han derefter skulle indbetale til konkursboet.

Bestyrelsesmedlemmerne fandtes på baggrund af bevisførelsen i landsretten til gengæld ikke at have foretaget undladelser eller dispositioner, der kunne pådrage dem erstatningsansvar, og de blev således frifundet for det overfor dem fremsatte erstatningskrav (Østre Landsrets dom af 25. juni 2003).

Den 19. oktober 2005 omgjorde Højesteret landsrettens dom for så vidt angår den advokat, der sad i bestyrelsen.

Højesteret fastslog, at advokaten som bestyrelsesmedlem var erstatningsansvarlig overfor konkursboet for de betalinger af gammel gæld, der uberettiget fandt sted efter den 23. september 1996, og for stiftelse af ny gæld efter dette tidspunkt. Konkursboets påstand om betaling af 3.600.000 kr. blev derfor taget til følge.

Højesteret lagde vægt på, at det i hvert fald den 23. september 1996 kun var forsvarligt for bestyrelsen at beslutte at fortsætte driften, hvis det skete på en måde, der sikrede, at der ikke stiftedes yderligere gæld, at eksisterende gæld ikke blev nedbragt, og at varekøb fremover skete mod kontant betaling. Dette burde have stået advokaten klart. Det måtte derfor tilregnes ham som en ansvarspådragende fejl, at han ikke tog skridt til, at bestyrelsen drøftede og besluttede, at driften fremover iagttog disse retningslinier, men tværtimod som den øvrige bestyrelse accepterede delvis betaling af gammel leverandørgæld og stiftelse af ny gæld.

Kommentar: Der er mange gode eksempler på bestyrelsesansvar som følge af, at man ikke har indstillet organisationens aktiviteter på et tidligere tidspunkt end sket. En af de ledende er Havemann-dommen om Varehuset Havemann, hvor det blev statueret, at bestyrelsen var berettiget til at fortsætte aktieselskabets virksomhed, så længe der stadig var forretningsmæssig begrundet håb om virksomhedens overlevelse.

Med andre ord er det ikke ethvert fejltrin fra bestyrelsen der vil være erstatningspådragende – fejltrin må accepteres i forbindelse med styringen af en driftig virksomhed. Derfor findes det dynamiske begreb om det forretningsmæssige fejlskøn, der fritager for ansvar. Det er altid en konkret bedømmelse om en undladelse eller disposition går ud over grænserne for, hvad der er et tilladeligt forretningsmæssigt fejlskøn og i stedet lander i tilfældegruppen af erstatningspådragende pligttilsidesættelse.