Kro erstatningsansvarlig for salmonellaforgiftning

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 7/10 - 2005

Sammen med en medarbejder besøgte en gæst en kro den 18. august 1997. Begge fik de pariserbøf med rå æggeblomme, og dagen efter blev gæsten syg med først diarre og senere med hævelser og kraftige smerter i leddene.

Den 6. september 1997 havde han høj feber og kraftige tegn på for-giftning og blev akut indlagt på sygehus. Dagen efter måltidet var hans medarbejder også blevet syg med diarre. Denne tilstand varede i to dage, men derefter kom han sig.

Det konstateredes på sygehuset, at gæsten havde pådraget sig en salmonellainfektion, der havde medført udvikling af reaktiv ledbetændelse, hvilket var en lidelse som gæsten med sin vævstype var meget disponeret for at udvikle efter en salmonellainfektion. Kroens forsikringsselskab benægtede, at det måltid sagsøgeren havde indtaget hos dem var salmonellainficeret, og at der skulle være årsagsforbindelse mellem indtagelse af måltidet og sagsøgerens følgeskader. Man sagde, at det var usandsynligt, at sagsøgeren ikke indenfor inkubationstiden på op til en uge skulle have været udsat for andre smittekilder, idet man lagde til grund, at der ikke var udtaget prøver umiddelbart efter måltidet. Endvidere sagde man, at pariserbøfferne altid var gennemstegte, og at salmonellabakterierne derfor ville være døde.

Omvendt mente sagsøger, at hændelsesforløbet - og det forhold at også hans medarbejder blev syg efter samme ret - beviste, at der foreslå en salmonellainfektion fra det pågældende måltid, og at der var årsagsforbindelse imellem dette, og de sagsøgeren pådragne følgeskader. Sagsøger baserede sagsøgtes erstatningspligt på produktansvarsloven, idet han gjorde gældende, at der var tale om servering af et forarbejdet produkt, som var defekt, hvis det indeholdt salmonella. Med denne argumentation gjorde han gældende, at der var objektivt ansvar for kroen.

Byretten og senere landsretten fandt på baggrund blandt andet af lægelige erklæringer, at sygdomsforløbet gjorde det ubetænkeligt at lægge til grund, at sagsøgerens sygdom kunne henføres til indtagelsen af måltidet sammenholdt med, at sagsøgerens familie efter det oplyste ikke var blevet ramt af salmonellainfektion, således at det ville være usandsynligt, at det var indtagelse af et måltid i familiehjemmet, som havde afstedkommet salmonellainfektionen.

Yderligere fandt domstolene, at det var bevist, at mennesker med den vævstype som sagsøgeren har, har en kraftig øget risiko for at udvikle reaktiv ledbetændelse efter en salmonellainfektion, og at vævstypen også disponerer for sværere og mere langvarige forløb heraf. Derfor fandt retten også, at der var årsagsforbindelse mellem defekten i maden og skaden.

Således blev kroen erstatningspligtig.

(Vestre Landsrets dom af 8. december 2003 i anke, 10. afdeling B-2003-01)

Kommentar: Dommen er et godt eksempel på den praktiske anvendelse af produktansvarsloven, som ikke ses med samme hyppighed som erstatningssager, der er baseret på de almindelige erstatningsretlige regler. Dommen er et eksempel på anvendelsen af produktansvarslovens bestemmelser om objektivt ansvar, defekter og bevisbyrder. Dommen viser også, at skadevolder ikke får mildnet bedømmelsen af erstatningspligten efter produktansvarsloven, fordi der foreligger en disponering hos skadelidte for den skade som indtræffer. Med andre ord, må skadevolderen som udgangspunkt tage skadelidte ”som han er” med de disponeringer han har og derefter acceptere de følgeskader, der indtræffer. Indenfor erstatningsretten uden for kontrakt skal skadevolder føre bevis for, at den forudbestående lidelse i sig selv og uden skaden ville have medført en del af den nu konstaterede personskade, f.eks. et nu konstateret erhvervsevnetab, for, at erstatningen kan blive nedsat. Ellers opfattes skadevolderen, der har katalyseret den bestående lidelse, som ellers ikke ville være blevet udløst, som fuldt erstatningspligtig.

Dette princip kendes også fra britisk ret, hvor man taler om ”the eggshell-skull rule”. I Smith vs. Leech Brain fra 1962, var skadelidte blevet brændt på læben af et stykke smeltet metal som følge af skadevolderens skødesløshed. Skadelidte led i forvejen af en særlig
lidelse der gjorde, at forbrændingen udløste cancer, som dræbte ham. Denne forudbestående lidelse måtte skadevolderen acceptere, selvom det var ”umuligt” at forudse skadens omfang, idet en person uden denne lidelse ikke ville have fået cancer som følge af forbrændingen. Med baggrund i denne gamle dom har det siden været sådan, at så snart man kan forudse en personskade som følge af noget man som udgangspunkt er erstatningspligtig for, må man betale erstatning for den skade der opstår, hvad enten skaden er ”normal” eller større, som følge af en forudbestående lidelse hos ofret.

Restaurationer, kantiner m.v. der serverer mad for offentligheden såvel som deres forsikringsselskaber risikerer således meget større omkostninger, end man måske ville forestille sig, hvis deres mad er inficeret eller på anden måde defekt i produktansvarslovens forstand.