Kommuners erstatningsansvar -faldskade på sjov motionssti

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 13/6 - 2005

Sager der udløses af personskader indtruffet under brugen af actionøvelser, militærbaner og lignende ses i stigende omfang i takt med at brugen af disse tager til i forbindelse med især teambuildingoperationer. Denne sag er lidt anderledes, idet den godt nok angår en skade sket på en bane opsat i naturen til udfordring af blandt andet balanceevnen, men der var ikke tale om en aktivitet, der var målrettet en bestemt virksomhed eller gruppe af personer med en instruktør tilstede. Stien var der bare og kunne anvendes. Sagen indikerer niveauet for, om en kommune kan blive erstatningsansvarlig for at have opsat en sådan sti, og derefter overladt borgerne den til eget brug.

Thisted Kommune havde anlagt stien bestående af 237 elementer, hvoraf ca. seks kunne vippe i længderetningen, mens to kunne vippe sidelæns. Stien fremtræder som følge af sin konstruktion med planker og forhindringer med forskellige udformninger og i forskellige højder, som en sti hvis anvendelse kræver en skærpet opmærksomhed. Stien tager sit udgangspunkt i en parkeringsplads, og på parkeringspladsen havde kommunen opsat et opslag, der lød som følger:

”Pas På! Her gælder det ikke om at være hurtigst, men om at få sig rørt på en anderledes og sjov måde. Du skulle nødig komme til skade”.

Et par personer blev under en gåtur tilfældigt opmærksom på stien og besluttede sig for at benytte den. Desværre faldt den ene af personerne, da hun trådte på et af de elementer, der kunne vippe sidelæns, og hun beskadigede sin skulder. Herpå anlagde hun sag mod kommunen.

Vestre Landsrets flertal på to dommere lagde vægt på, at de planker der var skyld i ulykken, befandt sig i ganske lav højde over almindelig skovbund. Landsretten fandt antagelig, at dette ikke umiddelbart virkede så galt, at der var en formodning for, at det var retsstridigt. Det var som altid i almindelige erstatningssager (men ikke f.eks. færdselssager hvor der gælder særlige regler) op til skadelidte at påvise en retsstridighed, en uagtsomhed og en sammenhæng med skaden. I den konkrete sag skulle skadelidte således påvise, at denne indretning stred mod særlige normer eller retningslinjer. Det fandt landsretten ikke, at skadelidte havde gjort.

På den baggrund fandt landsrettens flertal ikke, at kommunen havde udvist et sådan forhold, at der kunne pålægges den erstatningsansvar. Det forhold, at der ikke særskilt var advaret om selve vippefunktionen fandtes ikke at kunne ændre herpå.

Den tredje dommer i Vestre Landsret, som altså var i mindretal, lagde til grund, at man ikke, på den planke som skadelidte kom til skade på, kunne se, at den ville reagere på den måde, at den ville vippe til siden. Det var meningen med konstruktionen, at den skulle indeholde et overraskelsesmoment. Denne dommer fandt, at når der ikke var en advarsel om, at elementerne kunne reagere på en overraskende måde, burde kommunen have orienteret om faren ved skiltning. Dette gjaldt særligt, fordi stien tydeligvis ikke var tiltænkt for mennesker med særlig fysisk styrke eller andre særlige fysiske forudsætninger, men for den brede offentlighed.

På baggrund af flertallets mening blev kommunen frifundet.

(Vestre Landsrets dom af 4. januar 2005 i anke, 9. afd. B-0186-04 – UfR2005.1359V)