Ikke revisoransvar, rådgivning om timandsselskaber.

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 4/10 - 2004

En registeret revisor, Lennart Gutfelt, ringede til bekendte, som kunne være interesseret i et timandsinteressentskab. Interessentskabet skulle købe jernbanevogne, som skulle leases af et administrationsselskab. Projektet skulle være risikofrit og incitamentet for at indgå i arrangementet skulle være at opnå skattefradrag.

Interessenterne stiftede herefter interessentskabet i sommeren 1992.

I forbindelse med skattemyndighedernes overvejelser i foråret 1993 om skærpelser overfor afskrivningsarrangementer vedrørende leasingaktiver besluttedes det blandt andet, at Told & Skattestyrelsen skulle fokusere på det reelle ejerskab til leasingaktiverne – et forhold der ikke indtil da havde været berørt af skattemyndighederne. Fra 1993 begyndte fradrag for underskud i en række anpartsprojekter, navnlig i de såkaldte timandsprojekter, herefter at blive nægtet. Også interessenterne i denne sag fik nægtet fradragsret.

Revisor Gutfelt blev derefter sagsøgt med påstand om, at han skulle være ansvarlig for det tab, som interessenterne havde lidt i form af deres kontante indskud i interessentskabet som følge af, at
skattemyndighederne ikke anerkendte den fradragsret, som de havde fået stillet i udsigt.

Revisor Gutfelt havde henholdt sig til, at Statsautoriseret revisor Allan Lucas fra Ernst & Young havde udarbejdet et notat om problemstillingen, der anbefalede arrangementet og inddrog derfor Ernst & Young A/S i sagen.

Ernst & Young gjorde gældende, at Lucas´notat på grundlag af gældende dansk skatteret og skattepraksis på redegørelsestidspunktet den 3. juli 1992 var rigtig.

Højesteret lagde til grund, at revisor Gutfelt ikke rådgav om projektet som et led i en normal revisionsfaglig rådgivning, og at han ikke fik honorar for sin anbefaling.

Højesteret lagde også til grund, at rådgivningen i betydelig grad var baseret på redegørelsen fra Ernst & Young, og at revisor Gutfelt ikke i sommeren 1992 havde haft særlig anledning til at påpege, at
skattemyndighederne ville kunne nægte investorer fradragsret. På denne baggrund afviste Højesteret at gøre revisor Gutfelt erstatningspligtig for at anbefale investorerne at deltage i projektet.

Højesteret fandt heller ikke, at Ernst & Young ved at afgive erklæring, som sket den 3. juli 1992, havde pådraget sig erstatningspligt. Erklæringen kunne med Højesterets ord ikke efter sin ordlyd eller af andre grunde anses for at indeholde en indestående for, at deltagerne i interessentskabet ville få en bestemt skatteretlig stilling. Ernst & Young fandtes at have tilkendegivet i notatet, at redegørelsen var udarbejdet på grundlag af de på tidspunktet for afgivelsen gældende skatteregler, og sagsøgerne har ikke haft grundlag for at antage, at Ernst & Young garanterede for, at den skattemæssige bedømmelse af arrangementet ikke kunne ændres. Selvom Ernst & Young ikke direkte i erklæringen havde taget et generelt forbehold om, at skattereglerne kunne
ændres, fandtes dette at fremgå indirekte af notatets tekst og formuleringer.

(Højesterets dom af den 1. september 2004 i sag 397/2002 og 398/2002(1.afd.) UfR NyhedsService 2004 p. 93)

Kommentar: Det var ikke nødvendigt for Højesteret i denne situation, som i tidligere situationer, at gå ind i, hvor grænsen går for rådgivers ansvar i skattemæssigt motiverede dispositioner, se umiddelbart nedenfor. Denne vurdering var slet ikke nødvendig her, hvor Højesteret nåede frem til, at det kunne konstateres, at hverken Ernst & Young eller revisor Gutfelts rådgivning var i strid med gældende lovgivning i 1992, og hvor revisor Gutfelt i øvrigt ikke fandtes at have modtaget instruks om at rådgive omkring at opnå skattefrihed i sådan et projekt.

Problemstillingen omkring skattemæssigt begrundede transaktioner er bundet op på Højesterets dom af den 10. april 1997, hvor Højesteret statuerede, at der ”bør udvises tilbageholdenhed med at pålægge rådgiveransvar i tilfælde, hvor de dispositioner, hvorom der er rådgivet, ikke har karakter af normale forretningsmæssige dispositioner, men må antages med klientens indforståelse at være gennemført med henblik på nedbringelse af skattebetalinger.”

Sidenhen har Højesteret fulgt denne linje og der henvises i denne forbindelse til de domme, der er registreret i PapirLovorientering 3/1997, 4/1998 og 3/2001.

Generelt har Højesteret ikke udvist megen sympati overfor skatteydere med kreative skattearrangementer der går galt og for deres forsøg på efterfølgende at overvælte deres tab på deres rådgiver.