Erstatningssag mod kommunen - mental lidelse som følge af langsommelig sagsbehandling.

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 14/3 - 2005

Dette er en noget speciel sag, der skyldtes, at en person (herefter benævnt P) fik et kronisk belastningssyndrom på grund af, at hans kommune var meget lang tid om at lovliggøre en vindmølleopstilling på hans ejendom.

Sagens nærmere omstændigheder er, at P i maj 1987 af Sæby Kommune fik tilladelse til at opstille en vindmølle på sin ejendom. Efter at den var blevet opstillet, klagede en nabo over møllens placering, og det viste sig, at møllen blandt andet efter en anvisning fra amtet var blevet opstillet et andet sted på grunden end det, der oprindelig var blevet ansøgt om. Derved var møllen blevet opstillet i strid med bygningsreglementet, fordi den var kommet for tæt på skellet til naboejendommen. Boligministeriet og amtet besluttede på baggrund deraf i henholdsvis marts og juni måned 1988 at henvise sagen til kommunen til fornyet behandling.

Først i år 2001 – 13 år efter – blev møllen lovliggjort ved dispensation, blandt andet som følge af samtykke fra en ny ejer af naboejendommen.

P anlagde sag mod kommunen og fik erstatning for et rentetab i anledning af sagens langvarige behandling i kommunen.

Bagefter anlagde P en ny sag mod kommunen med påstand om erstatning for mén og erhvervsevnetab, der ifølge en indhentet erklæring fra Arbejdsskadestyrelsen, opnået efter et længere undersøgelsesforløb, skyldtes et kronisk belastningssyndrom. Méngraden blev af Arbejdsskadestyrelsen vurderet til 15% og erhvervsevnetabet til 50%.

P henviste til, at det var kommunens langvarige sagsbehandling, der havde været årsag til dette belastningssyndrom.

Landsretten måtte herefter vurdere sagen. Landsretten statuerede, at kommunen ikke havde behandlet byggesagen indenfor rimelig tid. Man lagde endvidere til grund, at P i 1988 fik aktindsigt i byggesagen, og at hans advokat i de følgende år adskillige gange anmodede Sæby Kommune om yderligere aktindsigt i byggesagen, men at anmodningen først blev imødekommet, da ejeren personligt mødte frem på kommunekontoret på et tidspunkt i 1996. Kommunen fandtes dermed at have forhindret P fra i årene 1988 – 1996 at gøre sig bekendt med de dokumenter og eventuelle andre oplysninger, der indgik i kommunens sag, og som dannede grundlag for kommunens afgørelse.

Landsretten fandt, at kommunens manglende imødekommelse af disse igennem lang tid fremsatte anmodninger om aktindsigt, var en klar og alvorlig tilsidesættelse af forvaltningslovens bestemmelser om aktindsigt. Denne sagsbehandling fandtes retsstridig.

Herefter gik landsretten over til at overveje, hvilke følger behandlingen måtte have fået. Retten lagde en psykiatrisk speciallægeerklæring til grund og konstaterede, at P var kommet til at lide af et kronisk belastningssyndrom.

I en overlægeerklæring var det ydermere anført, at P´s nuværende psykiske mén klart var forårsaget af vindmøllesagen og også Arbejdsskadestyrelsen havde i en udtalelse fra 14. marts 2000 lagt til grund, at det var vindmøllesagen, der havde forårsaget personlighedsændringen.

Sæby Kommune havde forsøgt under retssagen at pege på en række andre psykisk belastende forhold, som P havde været udsat for i de mange år, som byggesagen forløb, men landsretten fandt ikke sikkert grundlag for at antage, at disse øvrige forhold havde haft indflydelse på udviklingen af syndromet.

Også spørgsmålet om årsagssammenhæng fandt landsretten således var opfyldt, idet landsretten konkluderede, at det var kommunens sagsbehandling i forbindelse med vindmøllesagen, der var årsag til lidelsen.

Herefter gik landsretten over til at betragte den næste betingelse for at få erstatning i dansk ret, nemlig påregneligheden. Her sprang elastikken, idet landsretten ikke fandt det godtgjort, at det var påregneligt for kommunen, at P som følge af den langsommelige sagsbehandling ville blive påført den nævnte personskade.

Derfor måtte man afvise P´s krav om godtgørelse for varigt mén og erstatning for tab af erhvervsevne.

Der var et andet krav i sagen om godtgørelse for tort, og det fandtes der heller ikke at være belæg for. Derimod fandtes de klare ansvarspådragende fejl at berettige til erstatning af advokatomkostningerne undervejs i sagen på 200.000 kr.

P ankede til Højesteret, som var enig med landsretten og i øvrigt bestemte, at sagsomkostningerne for Højesteret udgjorde 90.000 kr., som P skulle betale til Sæby Kommune.

(Højesterets dom af 5. november 2004, sag 427/2001 UfR2005.523H)

Kommentar: Der var stævnet for 15 ménprocent á 3.120 kr. og 50% erhvervsevnetab, beregnet til 1.638.000 kr., foruden advokat- og revisoromkostninger på 400.000 kr., i alt 2.084.800

P har næppe været imponeret over at komme af sted fra sagen med et nettoprovenu på 110.000 kr. fradraget egne advokatomkostninger for Højesteret, men dommen er et glimrende bevis på, hvorledes de enkelte betingelser i dansk erstatningsret skal være opfyldt for at man kan få erstatning:

Der skal foreligge en form for fejl eller anden ansvarspådragende adfærd, som kan tilregnes den pågældende som uagtsom eller forsætlig, og der skal være lidt et tab som følge heraf eller en personskade, der kan sandsynliggøres. Skaden skal være en følge af den ansvarspådragende adfærd/fejl, og det skal have været påregneligt for skadevolderen, at hans handlinger eller undladelser kunne afstedkomme skaden.

Endelig er der en række tillægskrav så som, at der ikke må forelægge accept af risiko hos skadelidte ligesom egen skyld kan nedsætte erstatningen eller få den til at bortfalde.

Som jeg har redegjort for det andre steder, er der i dansk ret som i svensk ret formentlig en tendens til, at kravene til at bevise for årsagssammenhæng og påregnelighed slækkes, når der er tale om meget grove handlinger eller undladelser, men dette var ikke noget, som Højesteret i denne sag fik lejlighed til at be- eller afkræfte, idet meget tyder på, at det formentlig for Højesteretsdommerne har forekommet relativt klart, at skadelidte ikke ville kunne bevise, at det har været påregneligt for sagsbehandlerne i kommunen, at deres sagsbehandling kunne påføre ham psykiske lidelser.