Erstatningsansvar for direktør

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 28/10 - 2002

En direktør var samtidig hovedanpartshaver i et selskab indenfor vikarbureau branchen. Selskabet havde standset sin virksomhed i juni 1993 og var blevet erklæret konkurs.

Af selskabets regnskab for 1. maj 1991 til 30. april 1992, der forelå i oktober 1992 fremgik blandt andet, at selskabet havde haft et underskud på ca. kr. 4.2 mio., at egenkapitalen var negativ med ca. kr. 500.000, at selskabet budgetterede med et underskud på ca. kr. 2 mio. i det følgende regnskabsår og at fortsættelse af driften ifølge en revisorerklæring forudsatte en positiv indtjening og/eller finansiel støtte.

Direktøren indeholdt A-skatter, men indbetalte dem ikke til skattemyndighederne.

Som begrundelse herfor anførte direktøren, at han i april 1992 og marts 1993 havde afgivet erklæring om, at et krav på tilbagebetaling af AMBI blev modregnet i den skyldige A-skat. Disse modregningserklæringer blev imidlertid afvist af Told- og Skattestyrelsen med henvisning til, at de beløb som selskabet havde sparet i arbejdsgiverafgifter m.v. i forbindelse med indførelsen af AMBI’en væsentligt oversteg den betalte AMBI. Højesteret fastslog, at der ikke var grundlag for at antage, at anpartsselskabet havde et krav på tilbagebetaling af AMBI. Højesteret fastslog endvidere, at direktøren burde have indset dette allerede i april 1992.

Herefter og med henvisning til, at de nævnte regnskabsoplysninger og forskellige andre omstændigheder forelå klar allerede på det tidspunkt, burde direktøren allerede fra april 1992 have indset, at det ikke var muligt at videreføre selskabet og at manglende afregning af indeholdte A-skatter ville påføre skattevæsenet tab. Han blev derfor anset erstatningspligtig for de ikke indeholdte A-skatter.

(Højesterets dom af 28. juni 2002 i sag I-205/2001, UfR Nyhedsservice 2002/32, p.84)

Kommentar: Ledelsesmedlemmers pligt til at standse selskabet, når man bør indse, at det er umuligt at videreføre selskabet har været konstateret i mange sager, som tidligere har været gennemgået i Lovorientering. Der kan henvises for eksempel til Lovorientering 4/1999 omkring Østre Landsrets dom af 3. marts 1999, 7. afdeling og min kommentar hertil, netop omkring, hvornår driften skal indstilles. Den sag faldt omvendt ud, idet man fandt, at bestyrelsesmedlemmerne fortsat i en periode havde været berettigede til at tro på, at selskabets drift kunne videreføres. Den banebrydende dom der stipulerede, at ledelsen er berettiget til at kæmpe for selskabets overlevelse, så længe der føres seriøse forhandlinger, var Havemann-dommen, U1977.274H.