Direktøransvar; ikke erstatningspligt for betalingsdispositioner

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 30/1 - 2005

A og B havde i 1989 erhvervet et underskudsselskab og indskød godt kr. 940.000 for selskabets overlevelse. Aktierne blev kort efter overdraget til et Panama-selskab for ca. samme pris. Ejerkredsen bag køber var A og B.

Senere på året købtes en erhvervsejendom for kr. 37 mio., der en måned efter blev videresolgt med en nettoavance på godt kr. 5 mio.

Af en kvalitetsvurdering fremgik, at der skulle udføres udbedringer af mangler på ejendommen for skønsmæssigt kr. 300.000, som selskabet blev dømt til at betale i 1993. Selskabet blev erklæret konkurs umiddelbart derefter.

Konkursboet anlagde sag mod direktøren med påstand om, at han skulle betale omkostningerne ved konkursens indtræden og hæfte for anmeldte og godkendte kreditorkrav, dog maksimalt med ca. kr. 2.5 mio. Kravet baserede sig på, at direktøren i januar 1991 i henhold til A og B’s anvisninger, havde overført et beløb på ca. kr. 2.4 mio. til dem.

Højesteret lagde imidlertid til grund, at de beløb, der figurerede i selskabet var blevet fremskaffet ved overførsler fra A og B og at de kr. 2.4 mio. ikke var blevet tilstillet dem som lån. Derfor var der ikke grundlag for at anse udbetalingerne for omfattet af aktieselskabslovens § 115, stk. 1 om ulovlige aktionærlån og boet fik derfor ikke medhold i at direktøren hæftede for beløbets tilbageførsel.

Højesteret nåede ydermere frem til, at det ikke kunne bebrejdes direktøren, at han i januar 1991 var gået ud fra, at der ville være tilstrækkelige midler i selskabet til at dække krav fra alle kreditorer, herunder skattevæsenet.

Direktøren var derfor ikke erstatningsansvarlig.

(Højesterets dom af 27. december 2002 i sag 117/2001, 2. afd., UfR 2003/4, p. 10 (Nyhedsservice)).

Kommentar: Dommen fokuserer på, at man kan blive ansvarlig som direktionsmedlem, hvis man foretager uberettigede udbetalinger. Dommen fokuserer endvidere på reglen om hæftelse i aktieselskabslovens § 115, stk. 5, som finder anvendelse, hvis et ledelsesmedlem medvirker til udbetaling af et ulovligt aktionærlån. Hæftelsen er subsidiær og finder kun sted, hvis tilbagebetaling ikke kan finde sted direkte.

Endelig er dommen et eksempel på anvendelse af reglen om, at man kun bliver erstatningspligtig, hvis der er noget at bebrejde én – i bred juridisk forstand – idet der i dansk ret fordres et erstatningsgrundlag, bortset fra de ganske få tilfælde, hvor der er objektivt ansvar. Der skal være plads, og er plads i dansk ret, såvel som i angelsaksisk ret, til et forretningsmæssigt fejlskøn – fejlskøn er således legitime, så længe de ikke går ud over det rimelige – eklatante fejlskøn skal derimod ikke bare accepteres.

Der er utallige domme om disse elementer i tidligere Lovorienteringer og jeg skal opfordre til en søgning på www.lovorientering.dk hvis man ønsker domshenvisninger og uddybninger og står i øvrigt til rådighed for personlig uddybning af den konkrete dom såvel som retsområdet.