Bestyrelsesansvar - familiebestyrelsesmedlem

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 7/3 - 2005

Et aktieselskab var ejet af to ægtefæller. Bestyrelsen bestod af de to ægtefæller og faderen til den ene af dem. Den ene af ægtefællerne var direktør.

På et tidspunkt, hvor selskabet var i økonomiske vanskeligheder solgte selskabet en ejendom, som man selv havde opført tidligere. Ejendommen udgjorde en væsentlig del af selskabets aktivmasse.

Salget skete til et anpartsselskab, som ligeledes ejedes af ægtefællerne. Købesummen lå langt under værdien af ejendommen.

Aktieselskabet gik konkurs og konkursboet anlagde sag mod de 3 bestyrelsesmedlemmer med påstand om betaling af erstatning for et tab som boet pådrog sig som følge af det passerede.

For så vidt angår de to ægtefæller anerkendtes der, under landsretssagen, ansvar. For så vidt angår faderen skulle Højesteret tage stilling eftersom man ønskede prøvet om det forhold, at han tilsyneladende ikke havde nogen særlig indsigt i driften, ville være ansvarsfritagende.

Det fremgik af aktieselskabets årsregnskab for den periode hvori salget var sket, at overdragelsen var særdeles indgribende for selskabet. Dette var nok til også at dømme faderen – Højesteret udtalte at han burde have været opmærksom på dette og ikke burde have underskrevet regnskabet.

Erstatningsbeløbet blev nedsat for hans vedkommende fra en påstand på ca. kr. 1 million til kr. 300.000,-, idet han hverken fra selskabets revisor eller fra dets advokat, havde modtaget oplysning om dispositionens særlige karakter og de muligt kritisable momenter og fordi kravet for størstedelens vedkommende reelt ville ramme den efterlevende ægtefælle, da faderen var gået bort ved døden under retssagens forløb (Højesterets dom af 30. januar 2001, UfR’s NyhedsService 2001/20).

Kommentar: En af de lidt sjældnere familiebestyrelsesdomme. Retspraksis har tidligere fastslået, at det er ethvert bestyrelsesmedlems pligt at være fagligt klædt på til at varetage sit hverv. Familiebestyrelsesmedlemmers ansvar bedømmes efter den almindelige målestok for bestyrelsesmedlemmers ansvar. I U1977.246SH statueredes det, at familiemedlemmerne havde pligt til nøje at følge selskabets ledelse, herunder påse, at der aflægges årsregnskab. Dommen lægger til grund, at familiemedlemmerne må være i stand til at vurdere et selskabs økonomi. I den dom var der ikke aflagt regnskab, men det udtaltes, at hvis det var sket ville bestyrelsesmedlemmerne kunne se, at økonomien var så dårlig, at de skulle have indgivet konkursbegæring. I U1979.777V pålagdes ansvar for et ulovligt lån til bestyrelsesformanden som medlemmerne kunne have set i regnskaberne og som de burde have standset.

Familiebestyrelsesmedlemmer kan dog blive fri for ansvar hvis ansvar påtænkes pålagt for noget som man ved en intern arbejdsdeling er blevet frigjort for pligter i relation til. Der er formentlig en række grundlæggende forpligtelser, som man ikke kan fordele sig ud af, men bortset derfra kan man naturligvis aftale, at visse medlemmer arbejder på visse ting og andre på andre. Familiebestyrelsesdomme, der efter min opfattelse reelt er afgjort efter arbejdsdelingsbetragtninger er U1961.515H og U1966.732H. I begge domme var familiemedlemmerne indsat for at skabe selskabsbasis (der skulle være mindst 3 bestyrelsesmedlemmer) og det blev lagt til grund, at skadelidte ikke havde kunnet forvente at tilsyn fra familiebestyrelsesmedlemmerne var nogen bastion mod den arbejdende leders dispositioner. I U1961.515H bestod bestyrelsen af direktørens gamle skoleven, hustruen til direktøren samt dennes mor, og endelig en koncertsangerinde, og direktøren kørte sit eget løb. I U1966.732H havde familiemedlemmet aldrig været indkaldt til møder og havde ikke kendskab til direktørens dispositioner.

Også U1982.595H kommer ind på problemstillingen ved at konstatere, at familiebestyrelsesmedlemmet ikke fandtes at have behøvet at gennemgå regnskabets poster for at se, om de var lovmedholdelige. I denne sag fandtes familiebestyrelsesmedlemmet at have handlet i tillid til revisors regnskabsgodkendelse, selvom hun herved ikke opdagede en a conto avance der var indført med et for stort beløb og gjorde regnskabet misvisende og ulovligt. Forskellen fra U 1977.246 SH og U 1979.777V er, hvor tydeligt det gale forhold ville springe frem af teksten i årsregnskabet.