Ansvar for udlægning af plastgranulat på ridebane - forældelse?

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 28/11 - 2005

Selvom det kan forekomme urimeligt, kan venlighed blive erstatningspådragende. Endda også for modtageren af venligheden. Denne afgørelse drejer sig om udlægning af et plastikgranulat, der var miljømæssigt utilladelig, og som afstedkom deponeringsudgifter.

En jern- og metalvirksomhed havde modtaget kabelskrot, hvis plastik efter udtagning af kobberet blev omdannet til granulat. Granulatet, der var et affaldsprodukt, blev normalt anvendt til fremstilling af blandt andet skiltefødder og gulvbelægning.

I 1992 og 1993 blev noget af granulatet imidlertid efter aftale med ejeren af en ridebane vederlagsfrit udlagt på ridebanen. Ridebanen anvendes hovedsagligt erhvervsmæssigt.

Udlægningen skete imidlertid uden, at nogen af parterne tænkte på at indhente myndighedernes tilladelse, og da myndighederne opdagede det, krævede de granulatet deponeret i kommunen og udgifterne dækket af ridebaneejeren.

Ridebaneejeren krævede udgifterne dækket af jern- og metalvirksomheden.

Byretten havde givet ridebaneejeren medhold, men landsretten frifandt jern- og metalvirksomheden.

Sagen gik videre for Højesteret, der fandt, at både den ene og den anden havde handlet uforsvarligt ved uden tilladelse og uden nærmere undersøgelse af de miljømæssige konsekvenser at have udlagt plastikgranulat på ridebanen. Højesteret fandt derfor, at begge parter måtte deltage i betalingen af udgifterne ved deponeringen, og fordelte udgifterne ligeligt mellem dem.

Der skulle herefter behandles et forældelsesspørgsmål, idet spørgsmålet var, om ridebaneejerens refusionskrav mod jern- og metalvirksomheden var omfattet af lov om produktansvar, idet hans krav i så fald ville være forældet. Højesteret fandt imidlertid, at kravet ikke kunne anses som omfattet af hverken lovbestemt eller ulovbestemte produktansvarsregler, og at forældelsesspørgsmålet derfor måtte afgøres efter den femårige forældelsesregel i DL-1908-Loven. Da ridebaneejeren havde reageret indenfor fem år efter, at han måtte blive klar over, at der ville blive udstedt et påbud til ham, måtte forældelsesfristen regnes fra denne dato, og derfor var sagen ikke forældet på tidspunktet for stævningens udtagelse.

(Højesterets som af 30. juni 2005 i sag 178/2004, 2. afd., UfR2005.2949H)

Kommentar:
Højesteret lagde vægt på, at granulatet blev udlagt på ridebanearealet i begge parters interesse. Højesteret lagde tillige vægt på, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at det af miljømæssige årsager blev nødvendigt at fjerne granulatet. På denne baggrund var Højesteret nødt til at nå frem til at begge parter havde handlet uforsvarligt.

Det der derefter er interessant er, hvorledes man fordeler ansvaret, og her slår Højesteret fast, at udgangspunktet er, at udgifterne skal deles ligeligt mellem flere skadevoldere, hvis ikke der foreligger omstændigheder, der kan begrunde en anden fordeling.