Voldgiftklausuler kan give problemer ved inddrivelse af fordringer

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 4/5 - 2009

Er indgåelse af voldgiftsklausuler jf. AB 92 § 47 altid en god idé - specielt ved inddrivelse af fordringer i forbrugerforhold?

AB 92’ regler er velkendte for de fleste håndværkere, hvorfor mange, mere eller mindre, bevidstløst med deres kunder aftaler, at AB 92 skal finde anvendelse – om ikke andet fordi at dette fremgår af de enkelte entreprenørers standardkontrakter m.v.

Af samme årsag indgås der efter nærværende forfatters opfattelse alt for mange unødvendige aftaler om, at AB 92 skal finde anvendelse i byggesager, hvor såvel bygherre som entreprenøren havde været bedst tjent med, at regelsættet ikke fandt anvendelse. Dette er en erfaring, jeg har gjort mig som advokat for såvel bygherre som entreprenør, og hvor jeg gang på gang er blevet overrasket over, at til trods for, at begge parter har insisteret på anvendelsen af AB 92, og at begge parter har være professionelle indenfor byggebranchen, er mange af regelsættets bestemmelser kommet bag på dem.

Formålet med denne artikel er ikke at gennemgå de talrige eksempler, der kan gives herpå, men er begrænset til den situation, hvor håndværkeren efter (vel)udført arbejde ønsker (rest)entreprisesummen betalt.

Når arbejdet er udført, ønsker håndværkeren selvfølgelig betaling for sit arbejde, hvilket desværre nogle gange ikke sker. Han ønsker derfor fordringen taget til inkasso, og hvis ikke dette medfører betaling – foretagelse af udlæg m.v.

Det er i den situation en udbredt opfattelse, at det – afhængig af fordringens størrelse – sker ved blot at indgive et betalingspåkrav efter den forenklede inkassoproces, og ellers ved udtagelse af stævning ved de almindelige domstole med henblik på opnåelse af et fundament hurtigst muligt med henblik på at hive bygherren i fogedretten.

Mange håndværkere har gennem pressen hørt om den forenklede inkassoproces, småsagsprocessen og (den nye) domstolsreform, hvorfor de er af den opfattelse, at når de henvender sig til en advokat med ”inkassosagen”, vil denne kunne være afsluttet indenfor meget kort tid via de almindelige domstole.

Af AB 92 § 47, stk. 1 fremgår imidlertid, at ”tvister mellem parterne afgøres af Voldgiftsretten for bygge- og anlægsvirksomhed, København, hvis afgørelser er endelige.”.

Bestemmelsen forudsætter, at der er en tvist mellem parterne, hvorfor der efter bestemmelsen som udgangspunkt ikke er noget til hinder for, at ”almindelige inkassosager” behandles på sædvanlig vis ved de almindelige domstole.

En inkassosag er imidlertid kun ”almindelig”, hvis baggrunden for, at entreprisesummen ikke bliver betalt, er, at bygherre ikke har nogen penge. Der må med andre ord ikke foreligge nogen indsigelser i form af mangler, manglende udførelse af arbejde, dagbodskrav m.v.

Gør der dette, kan sagen ikke behandles ved de almindelige domstole, men skal derimod behandles ved voldgiftsretten, medmindre det kan aftales med skyldner/bygherre, at sagen kan behandles af de almindelige domstole.

Situationen vil imidlertid mange gange være den, at bygherre er fremkommet med diverse (og ofte grundløse) indsigelser som undskyldning for ikke at betale den skyldige fordring/entreprisesummen. Herudover ser mange skyldnere en fordel i at trække tiden mest muligt, hvis de er kommet i betalingsproblemer, ligesom det ikke er et ukendt fænomen, at mange prøver på at presse håndværkeren, hvis de er bekendt med, at han eventuelt måtte have økonomiske problemer. Endelig ses mange at spekulere i, når det gælder fordringer af ringe størrelse, at kreditor ikke forfølger disse som følge af omkostningerne forbundet med at inddrive fordringerne.

Uanset hvad bygherres/debitors bevæggrund end måtte være for ikke at betale fordringen/entreprisesummen, er forholdet imidlertid det, at håndværkeren, når der foreligger en indsigelse, er nødt til at opnå et fundament via voldgiftsretten, forinden der kan foretages udlæg for fordringen.

Dette kommer som en overraskelse for mange håndværkere, der i andre sammenhænge er vant til uden de store vanskeligheder at kunne få et fundament ved de almindelige domstole, om ikke andet via en udeblivelsesdom. Dette skyldes, at situationen ved de almindelige domstole typisk er den, at hvis ikke sagsøgte (debitor) afgiver svarskrift indenfor den af retten fastsatte frist (typisk 14 dage fra forkyndelsestidspunktet), bliver der automatisk afsagt en udeblivelsesdom, som håndværkeren herefter kan indbringe for fogedretten med henblik på at få foretaget udlæg.

Denne smidighed/hurtighed foreligger desværre ikke i det voldgiftsretlige system, hvor voldgiftsnævnet typisk vil give den indklagede (debitor) flere chancer for at svare for sig. Sker dette ikke, vil voldgiftsnævnet typisk sammensætte en voldgiftsret, der består af 3 voldgiftsmænd, hvor udgiften hertil qua indklagedes manglende svar i første omgang skal afholdes af håndværkeren.

Først herefter vil sagen kunne indbringes for fogedretten. Det er ikke urealistisk, at sagsforløbet tager mellem 6 – 12 måneder.

Dette er forløbet, hvis begge parter er ”professionelle”.

Foreligger der imidlertid et forbrugerforhold, er situationen værre endnu, eftersom det af voldgiftslovens § 7, stk. 2 fremgår, at en voldgiftsaftale indgået før tvistens opståen, ikke er bindende for forbrugeren.

Foreligger der således et forbrugerforhold, er det endog overordentlig tvivlsomt, om det overhovedet er muligt at opnå en voldgiftskendelse, der kan benyttes som fundament i fogedretten, hvis ikke forbrugeren gider besvare voldgiftsnævnets skrivelser.

I det omfang voldgiftsretten bliver sat, vil den, hvis ikke det kan dokumenteres, at forbrugeren efter tvistens opståen har godkendt voldgiftsklausulen, afvise sagen.

En anden ting er så, at det i forbrugerforhold efter min opfattelse ikke er nødvendigt at forfølge sagen hele vejen i det voldgiftsretlige system, indtil der foreligger en kendelse. Det er således min opfattelse, at når det kan konstateres, at forbrugeren ikke besvarer voldgiftsnævnets henvendelser, om, hvorvidt sagen kan/skal behandles af voldgiftsretten, kan den manglende besvarelse anses for en misligholdelse af voldgiftsklausulen med den følge, at håndværkeren på dette tidspunkt i sagsforløbet kan indbringe sagen for de almindelige domstole, uden forudgående at have været nødsaget til at afholde omkostningerne til gennemførelse af en egentlig voldgiftssag.

Det ændrer dog ikke ved, at der har skullet anvendes omkostninger og tid på først at indbringe sagen for voldgiftsnævnet. Disse omkostninger kan i øvrigt være betydelige, hvorved bemærkes, at det ikke er usædvanligt, at disse udgør i nabolaget kr. 20.000,00 alene til voldgiftsnævnet, selvom voldgiftsretten aldrig har været sat i sagen.

Disse omkostninger, som i første omgang skal afholdes af entreprenøren, der eventuelt ikke får dem betalt af debitor, hvis det efterfølgende måtte vise sig, at debitor ikke er i stand til at honorere disse, kunne have været undgået, hvis AB 92 § 47 ikke havde været aftalt. Hertil kommer det tidsmæssige aspekt i sagen.

Dermed ikke sagt, at det altid er en ulempe at have aftalt AB 92 § 47, men som indledningsvist anført, er det noget som jeg mener man skal vurdere fra entreprise til entreprise, eftersom det ligeledes kan være forbundet med ulemper som beskrevet ovenfor.