Ny Højesteretsdom præciserer kravene til beskrivelse af arbejdstid i henhold til ansættelsesbevisloven

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 17/3 - 2009

Denne sag illustrerer hvad der skal og ikke skal indgå i et ansættelsesbevis. Sagens nærmere omstændigheder var følgende:

Den ansatte (A) blev i marts 2006 ansat som butiksassistent ved en tankstation i henhold til et stillingsopslag, hvor man søgte en medarbejder til 5-9 vagter pr. måned. I ansættelsesbeviset var under ”arbejdstid” bl.a. anført, at antallet af arbejdstimer pr. uge varierede efter vagtplan og at arbejdstidsplacering skulle aftales individuelt. Af ansættelsesbeviset fremgik endvidere, at der var aftalt flekstid i henhold til en nærmere angivet overenskomst og at overenskomstens aftale om ferie var gældende.

I maj 2006 blev A opsagt inden prøvetidens ophør, hvorefter hendes faglige organisation anlagde sag mod arbejdsgiveren, T, med påstand om en godtgørelse på kr. 15.000,00 for overtrædelse af ansættelsesbevisloven som følge af mangelfuld beskrivelse af arbejdstid og ferievilkår.

Ved Sø- og Handelsretten fik A medhold i, at ansættelsesbevisloven var overtrådt og fik tilkendt en godtgørelse på kr. 10.000,00.

Højesteret fandt imidlertid – med 3 stemmer mod 2 – at ansættelsesbevisloven ikke var overtrådt.

Nærmere bestemt mente Højesteret, at oplysningen om det forventede antal vagter ikke kunne anses som et ansættelsesvilkår, ligesom retten ikke mente, at det efter lovens § 2, stk. 2, nr. 9 kunne kræves, at det forventede, omtrentlige antal vagter blev oplyst i ansættelsesbeviset. En oplysning om, at der var aftalt flekstid, skyldtes en misforståelse hos arbejdsgiveren, men kunne – selvom oplysningen var ukorrekt – ikke indebære, at oplysningspligten efter § 2, stk. 2, nr. 9 dermed var tilsidesat. Oplysningspligten med hensyn til angivelse af arbejdstid var derfor i det hele ikke tilsidesat. Pligten til at give oplysning om ferierettigheder efter lovens § 2, stk. 2, nr. 6 ansås for opfyldt med henvisningen til den kollektive overenskomst og da det ikke kunne anses for et krav, at overenskomsten skulle udleveres til den ansatte, var T’s oplysningspligt med hensyn til oplysning om ferie heller ikke tilsidesat.

Kommentarer:

Det fremgår af dommen, at arbejdstiden varierede efter en vagtplan, der blev udarbejdet individuelt en gang om måneden i overensstemmelse med de ønsker, den ansatte have tilkendegivet ved at markere på en kalender, hvornår hun ikke ønskede at arbejde. Der var ikke aftalt et maksimum eller et minimum på antallet af månedlige vagter. Højesterets flertal fandt – efter min opfattelse særdeles fornuftigt – at når der, som her, ikke gælder hverken et maksimum eller minimum for antallet af månedlige vagter, er det pr. definition ikke muligt at oplyse nogen arbejdstid, og det er derfor tilstrækkeligt at oplyse, at antallet af vagter er varierende.

Mindretallet fandt i modsætning hertil, at beskrivelsen af arbejdstiden kunne være angivet med væsentligt større præcision, herunder i form af oplysning om, at hvorvidt der var tale om en fuldtids- eller deltidsstilling, henholdsvis oplysning om, hvorledes den månedlige vagtplan blev fastlagt.

(Højesterets dom af 11. december 2008 U.2009.724H)