Misbrug af erhvervshemmeligheder efter endt ansættelse

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 25/4 - 2006

Arbejdstageren A havde siden 1981 været tilknyttet virksomheden D’s projekt vedrørende udvikling af damptørringsanlæg, som D opnåede patent på i 1984. I 1990 blev det første anlæg solgt, og D overdrog sine aktiviteter vedrørende udviklingsprojektet til virksomheden N. Frem til 1995 blev der afsat yderligere 12 anlæg. Fra 1984 og frem skete der en fortløbende udvikling af anlægget – både med hensyn til forbedring og udvidelse af anlæggets anvendelsesområde. I juni 1997 blev A afskediget og fritstillet med den begrundelse, at man ønskede at indskrænke damptørreaktiviteterne, samt at man skrinlagde udviklingsaktiviteterne. Efter sin afskedigelse påbegyndte A en konsulentvirksomhed, hvor han rådgav N’s kunder omkring deres damptørreanlæg. Han deltog endvidere i talrige konferencer. Med tiden udførte han tillige ombygnings- og optimeringsopgaver på N’s anlæg, og i starten af 1998 indgav han patentansøgning på en nyudviklet damptørrer. A blev umiddelbart inden indgivelse af patentansøgningen kontaktet af en amerikansk sukkerfabrikant S, der ønskede hans bistand i forbindelse med køb af damptørreanlæg hos N. S og A drøftede på et senere tidspunkt mulighederne for at købe det af N udviklede anlæg, og S formidlede i den forbindelse kontakt til maskinfabrikanten M, der ville kunne producere anlæggene. Under et besøg hos M i april 1998 blev A informeret om, at S havde indgået aftale med N om køb af damptørreanlæg.

Der blev anlagt sag ved Sø- og Handelsretten, hvor N nedlagde påstand om betaling af en erstatning på kr. 6.000.000.

Til støtte for denne påstand gjorde N blandt andet gældende, at den specialiserede viden, som A opnåede gennem udviklingsarbejdet i 80’erne og 90’erne var erhvervshemmeligheder, hvoraf kun en mindre del var offentliggjort gennem artikler og foredrag, hvorfor A’s anvendelse af denne know how var en overtrædelse af Markedsføringsloven. Endvidere gjorde man gældende, at udviklingen af en ny damptørrer ikke var muligt på baggrund af almindelige faglig viden, men forudsatte viden, der kun var mulig at opnå gennem eksperimenter og detailerfaring opnået gennem praktisk brug. Endelig gjorde man gældende at man i forbindelse med tilbudet til S var nødt til at give et afslag i prisen på $ 1.200.000, som følge af A’s retsstridige virksomhed.

A anførte til støtte for sin frifindelsespåstand, at hans konsulentvirksomhed ikke var en krænkelse af N, idet man aldrig fra N’s side havde tilbudt en sådan rådgivning. Endvidere gjorde han gældende, at de udførte optimerings- og udviklingsarbejder blev udført på baggrund af viden der var opnået ved forsøg og tekniske beregninger foretaget efter opsigelsen.

For så vidt angår forholdet til S, var der ikke fra A’s side afgivet et tilbud på levering af anlæggene, idet der, inden dette var muligt, var indgået aftale med N, hvorfor N’s prisnedsættelse ikke var en følge af A’s adfærd, og A’s udvikling af et nyt damptørreanlæg kunne ikke anses for en krænkelse af N, da N i forbindelse med A’s opsigelse gav udtryk for, at det ikke længere ville foretage udviklingsarbejde indenfor damptørrere.

For så vidt angik A’s konsulentvirksomhed, fandt Sø- og Handelsretten, at A ikke havde krænket N’s erhvervshemmeligheder, idet N var informeret om A’s konsulentvirksomhed, og idet N aldrig havde drevet en sådan virksomhed. Angående forholdet til S fandt Sø- og Handelsretten, at A havde handlet ansvarspådragende ved at arbejde for sin egen position som leverandør af de pågældende anlæg. A blev herefter dømt til at betale erstatning til N med kr. 750.000.

Sagen blev anket til Højesteret, hvor der blev afsagt dom den 26. januar 2006. Retten fandt, ligesom Sø- og Handelsretten, at A’s konsulent- og optimeringsvirksomhed blev indledt i forståelse med N, og blev præsenteret på en konference, uden at N gjorde indsigelse, hvorfor denne virksomhed ikke var en overtrædelse af Markedsføringsloven. Endvidere fandt retten, at N ikke havde bevist, at den foretagne prisreduktion i N’s tilbud til S skete som følge af A’s kontakt til S og M, hvorfor han også blev frifundet på dette punkt.

(Højesterets dom af 26. januar 2006, sag 344/2004)