Godtgørelse for manglende ansættelsesbevis selvom ansættelsesforholdet varede under 1 måned. Ansættelsesbevislovens § 1, stk. 1, 1. punkt og § 2, stk. 1, 2. punkt

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 28/1 - 2005

Sagen vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en medarbejder, der var blevet ansat i et løbende ansættelsesforhold, men som fratrådte efter mindre end 1 måned, havde krav på godtgørelse i medfør af ansættelsesbevisloven for manglende ansættelsesbevis.

På baggrund af det underliggende direktiv fandt Højesteret, at ansættelsesbevisloven måtte forstås således, at loven omfatter alle ansættelsesforhold, hvis varighed ikke ved deres etablering er begrænset til 1 måned eller derunder.

Højesteret fandt endvidere, at ansættelsesbevisloven ikke angiver, at pligten til at give oplysningerne senest 1 måned efter ansættelsesforholdet er påbegyndt, forudsætter, at ansættelsesforholdet fortsat består. Da det underliggende direktiv angiver, at pligten til at give oplysningerne inden en vis frist efter ansættelsesforholdets påbegyndelse ikke bortfalder, selvom ansættelsesforholdet ophører inden udløbet af denne frist, fandt Højesteret, at ansættelsesbevisloven måtte forstås i overensstemmelse hermed.

Højesteret fandt intet grundlag for at antage, at arbejdsgiverens oplysningspligt er betinget af en anmodning fra lønmodtageren om et ansættelsesbevis.

Herefter var virksomheden forpligtet til at opfylde oplysningsforpligtigelsen i ansættelsesbevislovens § 2, uanset at ansættelsesforholdet var blevet bragt til ophør inden for 1 måned. Da den manglende opfyldelse af oplysningspligten havde haft konkret betydning for lønudbetalingen, fastsatte Højesteret godtgørelsen til kr. 10.000,-. (HD af 11. november 2003 i sag 496/202.)