Godtgørelse efter funktionærlovens § 2b.

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 22/1 - 2005

Som omtalt i medierne har TDC A/S netop ved Højesteret tabt en sag om bortvisning af en ansat, der angiveligt havde slået en anden ansat i maven…

A blev ansat hos TDC A/S (tidligere P&T og Tele Danmark A/S) i 1980. Som følge af en episode mellem A og en kollega, hvor kollegaen fortalte ledelsen, at han var blevet slået og truet, blev A i januar 2000 bortvist fra arbejdspladsen. A fik ikke mulighed for at udtale sig om grundlaget for opsigelsen og bortvisningen inden ledelsen traf beslutningen herom.

A anlagde sag mod TDC med påstand om betaling af løn i opsigelsesperioden og om godtgørelse for uberettiget opsigelse. A anførte til støtte for sin påstand bl.a., at TDC hverken havde været berettiget til at bortvise eller opsige ham fra arbejdspladsen, og at han alene havde grebet kollegaen om armene og skubbet ham væk, da kollegaen blandede sig utidigt i hans arbejde. TDC havde endvidere ikke undersøgt den pågældende episode ordentligt før beslutningen om bortvisning. TDC nedlagde påstand om frifindelse. Både byretten og landsretten nåede frem til, at det ikke havde været berettiget at bortvise A fra arbejdspladsen, men at en opsigelse var rimeligt begrundet i A’s uacceptable opførsel. Da sagen blev indbragt for Højesteret drejede den sig udelukkende om, hvorvidt TDC havde været berettiget til at opsige A, dvs. om A havde krav på godtgørelse for uberettiget opsigelse.

Højesteret fandt det ikke bevist, at A havde slået sin kollega, men alene at A havde taget hårdt fat i ham og skubbet ham bagud, og at baggrunden for dette var, at kollegaen havde blandet sig i A’s arbejde, selv om A gentagne gange havde frabedt sig dette. Da det endvidere måtte tillægges vægt, at A havde været ansat på stedet i over 19 år, og at han ikke forud for episoden havde modtaget nogen udtrykkelig advarsel, var en opsigelse ikke rimeligt begrundet, idet en advarsel, eventuelt kombineret med omplacering, ville have været en mere passende og tilstrækkelig reaktion. Højesteret lagde også vægt på, at TDC ikke havde udvist tilstrækkelig omhu i forbindelse med beslutningen om at bortvise A. A havde derfor krav på godtgørelse efter funktionærlovens § 2b svarende til ca. 4 måneders løn.

(Dom afsagt i Højesteret den 9. november 2004)

Kommentar: Som det fremgår af ovenstående referat var samtlige retsinstanser enige om, at den konkrete episode i hvert fald ikke kunne begrunde en bortvisning – og Højesteret nåede så ydermere frem til, at end ikke en opsigelse kunne anses for sagligt begrundet.

Dommen kan forekomme særpræget men er også meget konkret begrundet, dels med den opsagte medarbejders høje anciennitet, dels med den kendsgerning at arbejdsgiveren efter det foreliggende overhovedet ikke foretog nogen form for partshøring inden bortvisningen blev besluttet. Ydermere har det givetvis spillet ind, at TDC A/S, på grund af virksomhedens størrelse, havde mulighed for at foretage omplacering.

Til trods for disse meget konkrete omstændigheder må det ikke desto mindre konstateres, at dommens resultat forekommer betænkeligt – og at det derfor måske havde været nok så hensigtsmæssigt, hvis signalet havde været, at en hver form for voldelig adfærd på arbejdspladsen er uacceptabelt. Kravet om en forudgående advarsel bør således være reserveret til situationer, hvor den ansatte kan have en vis rimelig tvivl om, hvorvidt en given fremfærd er acceptabel.