Godtgørelse efter Deltidsloven og Ansættelsesbevisloven

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 1/6 - 2006

En privatpraktiserende læge ønskede, som følge af en nedgang i arbejdsmængden, at hendes sekretær overgik fra at være fuldtidsansat til at være deltidsansat med 20 timer om ugen. Hun blev herefter opsagt fra sin hidtidige stilling, og tilbudt ansættelse på deltid. Efter at have fået udleveret en stillingsbeskrivelse, takkede sekretæren nej til at gå ned i arbejdstid, hvorefter hun blev afskediget. Sagen blev indbragt for retten, med påstand om betaling af godtgørelse i forbindelse med afskedigelsen.

Højesteret fandt, at arbejdstidsnedsættelsen var sagligt begrundet både for så vidt angik den konkrete arbejdssituation, og for så vidt angik valget af medarbejder, idet sekretæren var den eneste sekretær i lægepraksisen. Sekretæren havde således ikke krav på godtgørelse som følge af, at hun var blevet afskediget.

Den pågældende læge var tidligere blevet pålagt at betale godtgørelse til sekretæren som følge af, at der ikke var udarbejdet et ansættelsesbevis, der overholdt reglerne i Ansættelsesbevisloven og havde betalt det krævede godtgørelsesbeløb på kr. 5.000,00. Efter sekretærens afskedigelse rejste HK på sekretærens vegne på ny krav om godtgørelse for manglende ansættelsesbevis, idet dette endnu ikke var udarbejdet.

Højesteret fandt i denne forbindelse, at der rent principielt ikke er noget til hinder for, at der tilkendes arbejdstageren godtgørelse flere gange, idet pligten til at give fyldestgørende oplysninger ikke ophører fordi der er betalt godtgørelse. En fortsat tilsidesættelse af oplysningspligten kan derfor udmærket udløse krav om en ny godtgørelse. I den konkrete sag havde arbejdstageren imidlertid ikke rykket for et ansættelsesbevis, hvorfor der ikke var grundlag for at tilkende arbejdstageren yderligere godtgørelse.

Højesteret tog samtidig principielt stilling til størrelsen af den godtgørelse, der kan udmåles og som i sager uden for det fagretlige system (altså sager, hvor der ikke er overenskomst) siden september 2004 har været udmålt i henhold til en bekendtgørelse fra beskæftigelsesministeren. Den pågældende bekendtgørelse – som fastsætter minimumsniveauet for de tilfælde, hvor der overhovedet skal ydes godtgørelse til kr. 1.500,- - havde i henhold til et høringssvar fra beskæftigelsesministeren haft til formål at nedsætte godtgørelsesniveauet, som ellers i henhold til en højesteretsdom fra 1997 generelt har ligget på kr. 10.000 i sager, hvor der har manglet et ansættelsesbevis. Bekendtgørelsen skulle i øvrigt efter sit indhold finde anvendelse på alle sager om godtgørelse – herunder også sager, hvor kravet var rejst forud for bekendtgørelsens ikrafttræden.

Højesteret fandt, at både bestemmelsen om nedsættelse af godtgørelsen og det forhold, at nedsættelsen reguleredes med tilbagevirkende kraft for alle rejste, men ikke afgjorte, krav, var en overtrædelse af ministerens bemyndigelse og de pågældende bestemmelser var derfor ugyldige.

(Højesterets dom af 16. maj 2006, sag 390/2004)

Kommentar:

Afgørelsen betyder – desværre set med arbejdsgiverøjne – at vi nu må formodes at vende tilbage til retstilstanden fra før den nævnte bekendtgørelse, hvor fagforeningerne helt rutinemæssigt rejste krav om godtgørelsesbeløb i størrelsesordenen kr. 5 – 10.000 selv i sager, hvor der kun var tale om helt banale og undskyldelige fejl, som ikke havde haft reel betydning for ansættelsesforholdet.