Feriegodtgørelse oven i erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter ulykke?

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 17/1 - 2007

Arbejdstager havde krav på erstatning for feriepengegodtgørelse for en periode, der allerede var økonomisk kompenseret med en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.

Arbejdstager (AT) kom ud for en arbejdsulykke 23. oktober 2002. Seks dage senere, den 29. oktober 2002, lod han sig sygemelde indtil den 1. maj 2004, hvor han som følge af ulykken fik tilkendt førtidspension. AT fik herefter, i overensstemmelse med normal praksis, udbetalt erstatning for tabt arbejdsfortjeneste af sit forsikringsselskab. Udbetalingen dækkede hele sygeperioden, d.v.s. uden fradrag af feriefritid. Herved erindres, at har man ikke ret til løn under ferie, sammensættes en årsindtægt normalt af 47 ugers lønindtægt og 5 ugers feriegodtgørelse.

AT fremsatte efterfølgende overfor AG krav om erstatning for den sædvanlige feriegodtgørelse, med den allerede kompenserede periode som beregningsgrundlag for udmåling af erstatningen, beregnet som 12,5 % af erstatningsbeløbet.

Til støtte for sin påstand om frifindelse gjorde arbejdsgiver (AG) gældende, at AT derved ville få en uberettiget økonomisk berigelse på AG’s bekostning, da ”...AT havde modtaget tabt arbejdsfortjeneste for 52 uger i 2003. Ved tillæg af erstatning for feriegodtgørelsen får han en uberettiget berigelse, da feriegodtgørelsen beregnes af 52 uger, og ikke 47 uger som normalt”.

I overensstemmelse med hidtidig praksis, var parterne under sagen enige om, at krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste generelt gælder hele sygeperioden, herunder også perioder hvor AT må antages at ville have holdt ferie, såfremt han ikke havde været syg.

Landsretten var enig med AT i, at Erstatningsansvarsloven ikke giver mulighed for, at feriegodtgørelse kan kræves fradraget i en erstatning for tabt arbejdsfortjeneste. For så vidt angår spørgsmålet om overkompensation, udtalte retten, at Højesteret i tidligere praksis har gjort op med det spørgsmål ved at fastslå, at en skadelidt også har krav på tabt arbejdsfortjeneste i de uger, hvor han ville have holdt ferie, hvis han ikke havde været syg.

(Østre Landsrets afgørelse af 19. oktober 2006)

Kommentar:

Spørgsmålet er, om erstatningen skal beregnes af 47 uger og altså med fradrag af den periode hvor arbejdstageren ville have holdt ferie, eller af 52. Ved den første mulighed, vil den samlede erstatning udgøre 52 uger. Den anden mulighed, med 52 uger som beregningsgrundlag, vil resultere i erstatning svarende til samlet 57 ugers tabt arbejdsfortjeneste for en periode på kun 52 uger. Herved opnår arbejdstageren en økonomisk berigelse, som han ikke ville have fået, hvis ulykken ikke var sket. Udgangspunktet i dansk erstatningsret er, at man ikke kan opnå en kompensation, der overstiger det økonomiske tab man konkret har lidt.

Dommen illustrerer, at ovennævnte berigelsessynspunkt ikke tillægges nogen særlig vægt i denne sagstype. Det gør området til et af de ganske få områder inden for erstatningsretten, hvor erstatningen således opgøres delvist uafhængigt af skadelidtes faktiske tab.

Sagsøgers anbringende om, at han slet ikke havde opnået en berigelse, da han ikke havde kunnet afholde ferie i perioden, berøres ikke direkte i dommernes begrundelse. På et mere generelt plan kan det anføres, at arbejdstageren ikke har pligt til at afholde ferie under en tilskadekomst, og at arbejdsgiveren generelt bærer risikoen for lønmodtagerens sygdom eller tilskadekomst indtil starten på 1. feriedag, hvorefter risikoen er arbejdstagerens egen.

Sagen berører også perifert spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for arbejdstagerens tilskadekomst, i forhold til spørgsmålet om optjening af feriegodtgørelse. Er der tale om en tilskadekomst som arbejdsgiveren bærer ansvaret for, kan arbejdstager således forlange fuld kompensation. Herved er også antydet, at dette udgangspunkt kan fraviges i skadestilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke er ansvarlig – eksempelvis ulykker under en privat skiferie.

Det er vigtigt at understrege, at sidstnævnte betragtning kun gør sig gældende ved egentlig tilskadekomst, og ikke, eksempelvis, ved sædvanlig sygdom. Herudover kan forholdet være reguleret i lønmodtagerens favør ved kollektiv overenskomst.