70 - Den nye aldersgrænse i dansk erhvervsliv; godt eller skidt?

Print

Skrevet af FORUM ADVOKATER d. 2/7 - 2007

Fra årsskiftet 2008 er det ikke længere tilladt for medarbejderaverterende virksomheder at avertere særskilt for arbejdskraft under 70 år. Ej heller kan en medarbejder afskediges grundet aldet førend det 70. år. Indtil årsskiftet vil en medarbejder lovligt kunne afskediges når alderen 65 nås, uanset om medarbejderens alder er den eneste årsag til afskedigelsen.

I 2005 blev lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. udvidet til også at omfatte begreberne alder og handicap som værende forhold, på baggrund af hvilke, der ikke må udøves hverken direkte eller indirekte forskelsbehandling. Hidtil havde alder været et lovligt kriterium at lægge vægt på – også selv om vægtningen faldt negativt ud til medarbejderens eller den jobsøgendes side. Det har dog været lovligt at tillægge alderen 65 betydning i en særlig situation – nemlig som grundlag for at sende medarbejderen på pension.

Med den ny lov, der som ovenfor anført træder i kraft pr. 1. januar 2008, er der indført en ret for medarbejderen til at blive i sin stilling frem til og med året hvori medarbejderen fylder 70. Arbejdsgiveren kan dog stadig afskedige medarbejderne, såfremt der foreligger en kontrovers der, under de givne omstændigheder berettiger arbejdsgiveren til at opsige pågældende medarbejder.

Der er delte meninger om den ny lov. Såvel arbejdsretlige teoretikere som det praktisk orienterede erhvervsliv har delt sig i to lejre.

Beskæftigelsesministeren mener, at en højere aldersgrænse vil betyde en bedre samfundsøkonomi, og mulighed for, at ”det grå guld” virkelig kan udfolde sig. Det skal dog erindres, at selvom alderen for lovlig diskrimination sættes i vejret, da forbliver alderen for tildeling af folkepension det samme sted – nemlig på 65 år (om kort tid vil denne alder dog formentlig stige til 67), hvilket kan komme til at harmonere dårligt med intentionen om, at de ældre skal blive længere på arbejdsmarkedet. De ældre ønsker som oftest selv at ophøre med at arbejde snarest muligt, hvorfor en forhøjet aldersgrænse kan have den virkning, at erhvervslivet vil opleve flere aldersmotiverede opsigelser fra medarbejderne. Der vil således være mulighed for, at medarbejderne selv fastholder den tidligere aldersgrænse, og således indirekte sætter loven ud af kraft. Men uanset om medarbejderne siger op når de fylder 65, så er der en gruppe af medarbejdere der formentlig vil tage rigtig godt imod lovændringen; - Direktørerne. Ofte har det været en byrde for en direktør at skulle påtage sig at ophøre med at være erhvervsaktiv ”blot” fordi han er fyldt 65. Nu kan han med loven i hånden kræve at forblive i sin stilling indtil det fyldte 70. år.

Erhvervslivet, specielt i form af arbejdsgiverne, er ikke udelt begejstrede for den ny lov, for selv om det kan være et aktiv at have de ældre i længere tid på arbejdsmarkedet, så er byrden med at skulle administrere loven for stor, særlig i overgangsfasen.

Det tyder på, at den tungeste byrde loven bibringer, er de rent praktiske problemer. Ansættelsesbevisloven foreskriver, at arbejdsgiveren skal oplyse medarbejderen om alle væsentlig vilkår for ansættelsesforholdet. Det vil betyde, at det absolutte flertal af de ansættelseskontrakter der er på det danske arbejdsmarked skal revideres. Rent praktisk kan arbejdsgiverne dog ”nøjes” med at udstede et tillæg til de originale ansættelsesbeviser, men det er stadig ressourcer der skal benyttes. Tid er penge.

Men hvorfor så? Hvorfor en lovændring, der udløser negative reaktioner i erhvervslivet? Vi lever i et samfund, hvor flere og flere lever sundere og derfor bliver ældre. Selv med en støt stigning af de såkaldte folkesygdomme (fedme, rygning o. lign) stiger gennemsnitsalderen for den almindelige dansker. De ældre er ikke udbrændt på samme måde som tidligere når de går på pension. Samtidig skal det erindres, at de næste mange år vil blive præget af de små generationer. Der vil simpelthen komme til at mangle arbejdskraft. Konsekvenserne for dansk økonomi, hvis arbejdskraften udebliver, kan blive katastrofale, hvilket betyder, at noget må gøres – og gerne nu. Det er bedre at forebygge end at helbrede – og er den danske økonomi først rigtig på vej ned af bakke skal der mere end blot en hævet aldersgrænse for hvornår der lovligt kan diskrimineres til at vende udviklingen.

En for staten og kommunerne glædelig sidegevinst ligger naturligvis i det skattemæssige aspekt. Hvis hver enkelt arbejdstager arbejder 5 år længere betyder det en betragtelig øgning af den samlede skat den enkelte arbejdstager betaler i hele sit aktive erhvervsliv. Ved overvejelserne om lovændringen har dette aspekt formentlig også spillet en rolle – en rolle der ikke kan bortses fra.

Kun tiden kan vise, hvordan loven kommer til at virke i praksis – om medarbejderne selv fastholder den tidligere aldersgrænse eller om der rent faktisk er et reelt ønske om, at blive længe på arbejdsmarkedet. Ingen kan sige det, alle kan gætte, men kun tiden vil afsløre.