Transport og kommunikation - angivelse af modtager

Print

Oprettet d. 11/8 - 2003

Et speditionsfirma påtog sig at virke som afsenderspeditør af 2 containere til Pakistan. Containerne indeholdt reservedele til lastbiler fra en lastvognsophugningsvirksomhed, for hvem transporten skulle udføres. Speditionsfirmaet engagerede et transportfirma til at stå for transporten. Speditøren, der ikke havde påtaget sig forpligtelsen til at bistå ved indklareringen af godset i Pakistan, foranledigede efter henvendelse fra trans-portfirmaet - men uden at drøfte spørgsmålet med ophugningsvirksomheden – at navnet på en person i Pakistan, som virksomheden tidligere havde handlet med, blev indsat som modtager i konnossementerne.

Containerne blev afsendt til Pakistan, uden at ophugningsvirksomheden havde sikret sig, at en køber kunne og ville betale købesummen og dermed blive berettiget til at modtage og råde over godset.

Indholdet af containerne blev efter losning i en havn i Pakistan beskadiget. Speditionsfirmaet bistod herefter ophugningsvirksomheden med at reeksportere containerne fra Pakistan.

Ophugningsvirksomheden krævede erstatning hos spe-ditionsfirmaet og hos transportfirmaet, mens speditionsfirmaet på sin side krævede erstatning hos ophugningsvirksomheden for sine ekstraudgifter i forbindelse med bistanden til reeksporten.

Da hovedårsagen til de opståede vanskeligheder måtte antages at være, at ophugningsvirksomheden ikke havde sørget for en aftager af godset og i øvrigt fortsat havde været i besiddelse af de konnossementer, der var den eneste lovlige adgang til at disponere over containerne og deres indhold, blev speditionsfirmaet frifundet, uanset at firmaet burde have kontaktet ophugningsvirksomheden inden indførelsen af modtagernavnet i konnossementerne.

Da transportfirmaet havde påført modtagernavnet på konnossementet i tillid til de oplysninger, det havde modtaget fra speditionsfirmaet, og da transportfirmaet ikke havde haft pligt til at afvente, at den berettigede modtager efter konnossementerne sørgede for at modtage godset inden for den aftalte liggetid for skibet, blev også transportfirmaet frifundet.

Det bemærkes, at der under sagen ikke forelå sikre oplysninger om, hvem der havde forestået udpakningen af containerne på havnen, og at transportfirmaet i forbindelse med reeksporten ikke havde tilside-sat sine forpligtelser til i rimeligt omfang at søge at varetage op-hugningsvirksomhedens interesser.

Endelig blev ophugningsvirksomheden under de givne omstændigheder frifundet for speditionsfirmaets krav om dækning af ekstraudgifter i forbindelse med reeksporten.

(Højesterets dom UfR 2003.525)

Kommentar: Dommen viser, at man som ejer og afsender af gods ikke blot kan overdrage ansvaret for, at der er en modtager, der kan tage hånd om godset ved ankomsten, også selv om speditør (og evt. transportør) er behjælpelig med at indsætte et navn på en modtager. Speditøren er alene ansvarlig for transporten af godset og – muligvis – for de skader, der måtte opstå under transporten, også selv om det er ham, der har opgivet en modtager.

Ophugningsvirksomheden havde begået den fejl, at man i hele forløbet var i besiddelse af alle eksemplarer af konnossementet, som er det dokument, der bemyndiger den, der har det i hænde, til at få udleveret godset. Uanset de andre problemer, der var med godset, da det var blevet lodset, var der ingen på stedet, som havde mulighed for at kræve godset udleveret på grund af denne fejl, som blev tillagt stor vægt af Højesteret.

Når speditionsfirmaet ikke fik erstatning for de ekstraomkostninger, de havde afholdt ved at bistå ophugningsvirksomheden med at re-eksportere godset, skyldtes det, at de efter Højesterets opfattelse heller ikke havde håndteret sagen optimalt.

Transportfirmaet, som var en slags underentreprenør for speditionsvirksomheden, blev frifundet for kravet på erstatning for de skader, der var sket på godset efter lodsningen med den begrundelse, at de med rette havde kunnet stole på oplysningerne fra speditions-firmaet om modtageren, og at de så godt det kunne lade sig gøre havde varetaget ophugningsvirksomhedens interesser. Højesteret anerkender således, at den målestok, der skal anvendes, kan variere alt efter, hvilke betingelser, der eksisterer på det sted, hvor begivenhederne udspiller sig.