Part i voldgiftssag frigjort fra voldgiftsaftale på grund af urimelig lang tid med sagsbehandlingen.

Print

Oprettet d. 5/1 - 2005

Sagen vedrører én statsautoriseret revisors køb af en andens forretning. I den forbindelse aftalte parterne, at der skulle indsættes en voldgiftsklausul i aftalen, hvorefter uenighed om kontrakten skulle afgøres ved en voldgiftsret bestående af praktiserende statsautoriserede revisorer.

Sælger anlagde i november 2000 en voldgiftssag mod køber, med påstand om betaling af kr. 330.000 med den begrundelse, at køber havde misligholdt købsaftalen. Retten besluttede i første omgang at
begrænse sagen til spørgsmålet om, hvorvidt sagen i det hele taget kunne behandles af retten, eller hvorvidt voldgiftsklausulen medførte, at sagen skulle afgøres ved voldgift.

Parterne udpegede i januar 2001 sine voldgiftsmænd. Ved brev af 20. april 2001 anmodede sælgers advokat voldgiftsretten om at fastsætte en frist for afgivelse af svarskrift, således at voldgiftsmændene kunne udpege en opmand.

Der var herefter en del korrespondance mellem parterne. Sælger fo-reslog bl.a., at opmanden skulle være en jurist, hvilket køber ikke kunne acceptere, idet han ifølge voldgiftsklausulen skulle være statsaut. revisor. I september 2001 blev parterne enige om en statsaut. revisor som opmand.

I oktober meddeltes det, at voldgiftsretten ville afholde møde den 1. november 2001. Samtidig fik købers advokat en frist på 14 dage til at fremkomme med svarskrift. Dette skete den 31. oktober 2001. Den 5. november udbad købers advokat sig en nærmere redegørelse fra op-manden vedrørende beregningen af goodwill. Den 5. december fremsendte sælgers advokat voldgiftsreplik og anmodede om fastsættelse af frister for fremlæggelse af yderligere processkrifter og berammelse af domsforhandling, og han rykkede efterfølgende i februar og marts for svar fra voldgiftsretten.

Den 25. marts 2002 indkaldte voldgiftsrettens opmand voldgiftsmændene til domsforhandling enten den 3. eller 4. april 2002. Indkaldelsen blev sendt til parternes advokater til orientering. I et nyt brev af 27. marts 2002 meddelte opmanden voldgiftsmændene, at han mente, at der kunne være en risiko for kritik, hvis ikke købers advokat fik mulighed for at fremkomme med yderligere kommentarer, og endvidere tilkendegav han, at de to parter og deres advokater skulle være til stede ved domsforhandlingen. På denne baggrund foreslog han to nye datoer for domsforhandling, den 9. eller 12. april 2002.

Sælgers advokat meddelte, at sælger ville være i udlandet i april og foreslog, at sagen blev berammet til domsforhandling i begyndelsen af juni. Købers advokat fremlagde nu duplik i sagen. Den indeholdt bl.a. en opfordring til sælger om at fremkomme med yderligere oplysninger.

Den 9. april foreslog opmanden parternes advokater, at voldgiftsret-ten fik fuldmagt til at indhente et juridisk responsum til belysning af en række spørgsmål af juridisk karakter. Endvidere opfordrede han hver af parterne til at deponere kr. 50.000 til sikkerhed for voldgiftsrettens omkostninger.

Sælgers advokat oplyste den 12. april, at han ikke mente, at der var spørgsmål i sagen, som nødvendiggjorde indhentelse af et juridisk responsum og gentog sin anmodning om berammelse af domsforhandling i juni.

Købers advokat meddelte den 22. april, at han ikke havde indsigelser imod, at voldgiftsretten indhentede et juridisk responsum og anførte endvidere, at han kunne acceptere, at voldgiftsretten traf en afgørelse på det allerede foreliggende grundlag.

Et telefonmøde mellem opmand og voldgiftsmænd i begyndelsen af maj 2002 kunne ikke gennemføres, fordi den ene voldgiftsmand ikke havde svaret på indkaldelsen.

Den 17. maj 2002 havde begge parter deponeret. Samme dato anmodede sælgers advokat voldgiftsretten om at færdiggøre sagsbehandlingen, således at der kunne finde en forhandling sted. I modsat fald ville sælger anse sig for frigjort af voldgiftsaftalen.

Herefter rykkede opmanden adskillige gange – senest den 30. oktober 2002 - sælgers advokat for fremsendelse af materialesamling, således at han kunne tage stilling til et eventuelt indledende foreløbigt retsmøde.

Den 27. juni 2002 havde sælger anlagt søgsmål ved byretten med påstand om, at sælger på trods af voldgiftsklausulen i aftalen ikke (længere) var forpligtet til at lade tvisten afgøre ved voldgift.

Byretten bemærker i sin dom indledningsvis, at udgangspunktet er bestemmelsen i Voldgiftslovens § 2 stk. 1, som siger, at når der verserer en voldgiftssag, kan denne ikke samtidig indbringes for domstolene. Der skal derfor være vægtige grunde, der taler for, at retten kan tage stilling til voldgiftsrettens kompetence.

Retten finder, at disse vægtige grunde er til stede, fordi der næsten gik et år, fra sælger indledte voldgiftssagen til køber afgav svarskrift, og fordi voldgiftsretten ikke - da køber afgav duplik i foråret 2002 sørgede for en afsluttende behandling af sagen.

Skylden for den langsomme sagsbehandlingen pålægges køber, men retten mener også, at voldgiftsretten har forsømt at tilrettelægge en passende procedure til gennemførelse af voldgiftssagen.

Når det tages i betragtning, at det er en væsentlig grund til at vedtage voldgiftsbehandling, at denne er hurtig, finder Retten, at der er gået urimelig lang tid, uden at man er kommet nærmere en afgørelse af tvisten, hvorfor sælger er berettiget til at anse sig for frigjort af voldgiftsaftalen.

Vestre Landsret stadfæstede denne afgørelse. (Vestre Landsrets dom UfR 2003/2412).

Kommentar: Dommen viser, at det under ganske særlige omstændig-heder kan lade sig gøre at indbringe en sag for de ordinære domstole på trods af, at der mellem parterne er vedtaget en voldgiftsklausul. Der skal være væsentlige grunde til det, og af denne sag fremgår det, at opmand og voldgiftsmænd ikke formåede at etablere en fast procedure for parternes indgivelse af processkrifter, således at det lykkedes den ene part at forsinke sagen.

Herudover fremgår det efter min mening også, at opmand og voldgiftsmænd ikke følte sig ”klædt på” til at afgøre sagen, idet dens juridiske elementer formodentlig gjorde, at de ikke følte sig rede til at
afslutte sagen.

Det er klart, at når en voldgiftsag af den ene eller anden grund ikke kan gennemføres hurtigt, vil det være i parternes interesse at få tvisten løst ved de ordinære domstole, hvor man ikke først skal ”sætte retten” dvs. træffe beslutning om dommere/voldgiftsmænd, og hvor proceduren ligger fast, men når en voldgiftssag gennemføres korrekt, er det stadig en hurtig måde at få afgjort en tvist på, herunder også fordi voldgiftskendelsen ikke kan appelleres.