Erstatning for opsigelse af eneforhandleraftale, der havde varet i 40 år

Print

Oprettet d. 15/1 - 2004

En forhandler, der drev virksomhed i interessentskabsform, havde i ca. 40 år været eneforhandler af en international koncerns produkter inden for arbejdssikkerhedsudstyr. I juli 1999 opsagde koncernen samarbejdet med eneforhandleren med virkning fra august 1999. Begrundelsen for opsigelsen var, at eneforhandleren ikke længere kunne anses for at være en passende repræsentant for koncernen i Danmark.

Eneforhandleren tilbageholdt herefter nogle betalinger, han havde modtaget for salg af koncernens produkter. Koncernen anlagde herefter sag i Danmark mod eneforhandleren med påstand om betaling for produkterne. Under denne sag rejste eneforhandleren modkrav om betaling af erstatning som følge af ophævelsen.

Såvel Landsretten som Højesteret gav eneforhandleren medhold i, at opsigelsesvarslet på én måned var for kort. Højesteret udtalte, at i et eneforhandlerforhold som det foreliggende, var det udgangspunktet, at eneforhandleren har krav på et opsigelsesvarsel på 6 måneder. Der var ikke grundlag i den konkrete sag til at fravige dette udgangspunkt, og Højesteret fastsatte derefter erstatningen for ophævelse til 1,6 mio. kr. Herfra skulle trækkes det beløb, som eneforhandleren havde tilbageholdt. (Højesterets dom UfR 2003/45)

Kommentar: En (ene)forhandler driver virksomhed i eget navn og for egen regning, mens en agent driver virksomhed i agenturgivers navn og for dennes regning.

Forholdet mellem producent og (ene)forhandler er et område, som ikke er reguleret ved lov, i modsætning til forholdet mellem agenturgiver og agent, hvor der findes EU- og anden lovgivning.
Det er derfor meget vigtigt, at den aftale, som indgås mellem producent og (ene)forhandler indeholder bestemmelser, der regulerer alle forhold mellem parterne, da der ikke er nogen lovgivning, som man kan ”falde tilbage på”, hvis der savnes konkrete bestemmelser i aftalen.

Hvis aftalen ikke indeholder bestemmelser om, hvordan der skal forholdes ved ophør af samarbejdes, er det nødvendigt, at parterne bliver enige om disse spørgsmål. Dette er erfaringsmæssigt vanskeligt for parterne på et tidspunkt, hvor de går fra hinanden. Derfor bliver det ofte nødvendigt at indbringe sagen for domstolene, med de omkostninger både af økonomisk og tidsmæssig karakter, dette medfører. Ved en detaljeret aftale, som er oprettet ved samarbejdsforholdet begyndelse, kan mange søgsmål undgås.

Når et (ene)forhandlingsaftale ophører, opstår spørgsmålet om erstatning til (ene)forhandleren sædvanligvis, især hvis denne føler, at varslet er for kort, således at han ikke får rimelig tid til at indrette sig på den nye situation.

I samarbejdsforhold af kortere varighed er det sædvanligt, at domstolene slår fast, at et varsel på 3 måneder er passende, men i den foreliggende sag, hvor det har varet i ca. 40 år, går Højesteret helt op til 6 måneder på grund af længden.

Det fremgår ikke af dommen, hvorledes Højesteret er nået frem til er-statningsbeløbets størrelse. Sædvanligvis anvendes et gennemsnit af de sidste 3 års fortjeneste som beregningsgrundlag.