Naturbeskyttelseslovens § 8 - klitfredning

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 20/10 - 2009

Restriktiv fortolkning af naturbeskyttelseslovens § 8 om klitfredning førte til afslag på dispensation til ombygning og udvidelse af et sommerhus.

Bestemmelse om klitfredning blev i 1992 indføjet i naturbeskyttelseslovens § 8, der viderefører reglerne i den tidligere sandflugtslov. Sandflugtsloven havde til formål at beskytte navnlig den jyske vestkyst mod indgreb, der kunne medføre en forøgelse af sandflugten. Sandflugtslovens bestemmelser blev således administreret meget restriktivt, og det fremgår af lovbemærkninger til naturbeskyttelsesloven, at denne praksis skulle videreføres.

Samtidig med at klitfredningsreglerne blev en del af naturbeskyttelsesloven, fik de tillige til formål at varetage de samme landskabelige, biologiske og rekreative hensyn som strandbeskyttelseslinjereglerne i naturbeskyttelseslovens § 15.

Naturklagenævnets og domstolenes praksis vedrørende de to bestemmelser synes da også efterfølgende at være ensartede.

I den konkrete sag var spørgsmålet om der kunne meddeles dispensation fra klitfredningslinjen til ombygning og udvidelse af et sommerhus. Det nedslidte, eksisterende sommerhus var på 49 m2 med et tilhørende udhus på 21 m2. Dette skulle erstattes med et nyt sommerhus på 99 m2 boligareal samt 30,5 m2 kælder.

Miljøcentret meddelte afslag på dispensationen fra naturbeskyttelseslovens § 8, idet centret henviste til, at der ville ske en fordobling af boligarealet m.v., og at det ansøgte forudsatte bortgravning af klitten.

Afgørelsen blev påklaget af ansøgeren til Naturklagenævnet, der blandt andet henviste til Skov- og Naturstyrelsens vejledning om 300 m strandbeskyttelses- og klitfredningszone, hvoraf det følger, at:

”… det også er en tilstandsændring, hvis der foretages ombygning af en eksisterende bygning, hvorved dens ydre fremtræden ændres.”

Naturklagenævnet henviste endvidere til, at der efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 alene i særlige tilfælde, kan gøres undtagelse fra forbudsbestemmelsen.

Nævnet fremhævede, at miljøcentret i sin afgørelse blandt andet havde lagt vægt på hidtidig praksis for mindre udbygning af ældre sommerhuse til forbedring af sanitære forhold. Herudover lagde nævnet vægt på, at det ansøgte ville fordoble boligarealet og øge udhusarealet med 50%, at det ansøgte forudsatte bortgravning af klitten, og at en øget husbredde ville øge højden af huset.

På denne baggrund stadfæstede Naturklagenævnet miljøcentrets afgørelse.

I en lignende sag stadfæstede Østre Landsret den 4. februar 2009 Naturklagenævnets afgørelse, hvori Naturklagenævnet havde stadfæstet et miljøcenters afslag på dispensation fra naturbeskyttelseslovens § 15, jf. § 65 til opførelse af en tilbygning på 18 m2 til et eksisterende fritidshus på 132 m2.

Af landsrettens præmisser fremgik det, at:

”Det fremgår af bemærkningerne til lovens § 65 (FT 1991-92, tillæg ASP.1490-91), at den hidtidige praksis, hvorefter bestemmelsen i § 15 om strandbeskyttelseslinjen er et forbud, der sjældent gøres egentlig undtagelse fra, skal opretholdes. Efter Naturnævnets praksis tillades der for mindre sommerhuse begrænsede tilbygninger, 6-8 m2, til modernisering af de sanitære forhold.”

Landsretten udtalte videre, at selv om der var tale om en relativt mindre tilbygning, der skulle vende bort fra vandet, og derfor ikke ville være synlig for offentligheden, måtte den meget restriktive praksis, som i lovens forarbejder er forudsat opretholdt, føre til, at Naturklagenævnets afgørelse skulle stadfæstes.

Naturklagenævnets afgørelse fra 13. marts 2009 og Østre Landsretsdom af 4. februar 2009 illustrerer ganske udmærket den restriktive praksis, som er knyttet til administrationen af klitfrednings- og strandbeskyttelseslinjen i henholdsvis § 8 og § 15 i naturbeskyttelsesloven.

Dispensation fra bestemmelserne skal ske med hjemmel i naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1, hvoraf det følger, at der ”i særlige tilfælde” kan gøres undtagelse fra bestemmelserne. Eksempler på sådanne særlige tilfælde er, som det også følger af Østre Landsrets dom, omtalt ovenfor, og udgør f.eks. mindre udvidelser der er begrundet i renovation af ældre huse, hvorved sanitære forhold bringes op på et tidssvarende niveau.

Herudover kan det nævnes, at Naturklagenævnet i Naturklagenævnets orienteringsbrev nr. 404 fra januar 2007 fandt, at indretningen af en overetage i et sommerhus på et klitfredet areal ikke var i strid med forbuddet om tilstandsændringer i § 8, stk. 1, og derfor ikke krævede dispensation. Skov- og Naturstyrelsens afslag blev således ophævet at Naturklagenævnet.

Naturklagenævnet lagde i denne afgørelse vægt på, at der ikke skete ydre bygningsmæssige ændringer (bortset fra en ny skorsten), at loftetagen i forvejen var forsynet med vinduer, at husets anvendelse som sommerhus for én familie ikke blev ændret, og at den ansøgte ændring alene drejede sig om en begrænset udvidelse af boligarealet fra 55 til 84 m2.

Naturklagenævnets afgørelse af 13. marts 2009, j.nr. NKN-134-00021.

(Østre Landsrets dom af 4. februar 2009, 12. afdeling, B-1721-08.)