Mere fleksible bevisregler (syn og skøn m.v.) fra den 1. juli 2017.

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 11/1 - 2017

Fra 1. juli 2017 bliver det – som noget nyt i dansk ret - muligt at anvende to (eller flere) skønsmænd med samme faglige baggrund. Der er også mulighed for, at retten kan beslutte fra starten at udpege to (eller flere) skønsmænd med samme faglige baggrund til at vurdere det samme spørgsmål, ligesom muligheden for at få udmeldt et nyt syn og skøn ved en anden skønsmand udvides i et vist omfang.

Med loven indføres endvidere udvidede muligheder for fremlæggelse af andre sagkyndige beviser end syn og skøn i civile retssager. Loven indebærer således en lovfæstelse af den udvidede adgang for parterne i en civil sag til at fremlægge sagkyndige erklæringer, der er ensidigt indhentet af den enkelte part forud for sagens anlæg, som har udviklet sig i retspraksis. Loven giver samtidig modparten adgang til i sådanne tilfælde at fremlægge en ensidigt indhentet ”modererklæring”, selv om denne først har kunnet indhentes efter sagsanlægget.

Loven indebærer endelig, at parterne i en civil sag i enighed og med rettens tilladelse kan beslutte, at der som led i bevisførelsen kan fremlægges sagkyndige erklæringer, som parterne hver især indhenter efter sagsanlægget, enten som supplement til eller i stedet for syn og skøn.

De nye regler kan læses her:
https://www.retsinformation.dk/Forms/R0710.aspx?id=186001