LIVSARVINGERS TVANGSARV

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/10 - 2013

Da den ny arvelov blev forberedt, blev det overvejet, om - og i hvilket omfang - der fortsat er grundlag for livsarvingers tvangsarveret. Resultatet blev, at der fortsat er tvangsarveregler, men i mindre grad end før 1. januar 2008, hvor den ny arvelov trådte i kraft.

Lovforarbejdet viser, at man var inde på, at en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan begrundes med, at livsarvingerne i langt de fleste tilfælde vil være mellem 45 og 60 år ved arveladerens død. Forsørgelsesmæssige eller etableringsmæssige hensyn har derfor ikke længere samme vægt som et argument for bevarelse af tvangsarv. I mange tilfælde vil tvangsarv endda først komme til udbetaling, når den længstlevende ægtefælle dør efter at have været i uskiftet bo. Et traditionsbaseret hensyn, hvorefter slægtens tarv skal varetages gennem arv, harmonerer heller ikke med nutidens samfund, der er baseret på forsørgelse og pleje af ældre, syge og handicappede gennem offentlige pensioner, plejehjem, hjemmehjælpsordninger mv. For en afskaffelse af livsarvingernes tvangsarveret kan det efter forarbejderne endvidere anføres, at det bør være op til arveladeren, der har samlet eller bevaret formuen, at bestemme, hvad der skal ske med formuen ved sin død, og at arveladeren ved dispositioner i levende live fuldstændig frit kan råde over sin formue. Dertil kommer, at familiestrukturen er ændret siden vedtagelsen af den gamle arvelov. Det store antal skilsmisser har medført, at mange har en ægtefælle eller samlever nummer to eller tre og har børn i det nye forhold. Tvangsarv kan være en hindring for den, der vil sikre det nye forhold. En arvelader kan endvidere have lødige grunde til at ønske en anden fordeling af arven, f. eks. ved at springe en generation over og lade arven gå til børnebørnene eller ved at bestemme, at en virksomhed, der er arveladers væsentligste aktiv, skal gå til en bestemt arving, fordi denne arving er bedst til at videreføre virksomheden. Afskaffelse af tvangsarveretten vil således kunne lette gennemførelse af generationsskifte.

For en bevarelse af livsarvingernes tvangsarveret kan efter lovforarbejderne bl.a. tale, at en afskaffelse vil være et brud med en rodfæstet retstradition. Desuden er tvangsarveret for børn formentlig i pagt med, hvad de fleste finder naturligt. Tvangsarveretten yder i et vist omfang endvidere en livsarving beskyttelse mod pression fra arveladerens side i relation til valg af erhverv, ægtefælle og livsstil. Som et væsentligt argument peger udvalget endvidere på, at tvangsarvereglerne beskytter arveladerens særbørn, og udvalget peger på, at denne gruppe af arvinger er i stadig vækst på grund af de ændrede familiemønstre. Selv om det må antages, at tvangsarveretten – i hvert fald i dens nuværende udformning – kan vanskeliggøre generationsskifte i nogle tilfælde, kan det efter udvalgets opfattelse ikke berettige til en afskaffelse af tvangsarven for livsarvinger, og det vil næppe være muligt at afskaffe tvangsarv alene for virksomhedskapital.

Efter en afvejning af disse hensyn fandt man, at det ville være for vidtgående at afskaffe livsarvingernes tvangsarveret. Man fandt dog, at der var et betydeligt behov for en beskæring af livsarvingernes tvangsarv, og resultatet blev, at livsarvingernes tvangsarv blev reduceret fra ½ til ¼ af den legale arvelod, som tilkommer livsarvingerne. I forlængelse af dette forslag pegede lovforarbejderne på, at et typisk ønske fra fleregangsgifte med hver sit hold børn og eventuelle fællesbørn er, at der ved førstafdødes død skal sørges bedst muligt for længstlevende, men at der ved længstlevendes død skal ske en ligestilling mellem parternes børn. Denne ligestilling kan enten være, at hver part skal dele en halvdel, eller at man ønsker en fuldstændig ligedeling. Dette kunne ikke altid lade sig gøre efter den gamle arvelov, noget afhængig af antallet af børn. Den ny arvelovs regel om en begrænsning af livsarvingernes tvangsarveret har gjort dette problem mindre.

Man så i denne forbindelse særligt på, hvorledes en ændring af reglerne om livsarvingers tvangsarv kunne lette gennemførelse af generationsskifte i erhvervsvirksomheder. En nedsættelse af livsarvingernes tvangsarv til ¼ af boet indebærer, at det bliver muligt at testere en større del af boet til den arving – ofte en livsarving – der skal videreføre erhvervsvirksomheden. Med henblik på yderligere at lette gennemførelsen af generationsskifte af erhvervsvirksomheder fandt man på en helt ny regel, som siger, at der nu er adgang til ved testamente at beløbsbegrænse en livsarvings tvangsarv til en million kroner (pristalsreguleret). En adgang til beløbsbegrænsning vil navnlig være hensigtsmæssig ved generationsskifte af større boer, hvor en erhvervsvirksomhed med betydelige værdier skal tilfalde en livsarving, og hvor der også er øvrige tvangsarvinger, der skal tilgodeses. Med en beløbsbegrænsning fastsættes der endvidere en beløbsmæssig øvre grænse for de sociale hensyn, som reglerne om tvangsarv også traditionelt har varetaget. Samtidig fastholdes i nogen grad det element af slægtsansvar, som er en del af baggrunden for tvangsarv. Beløbsbegrænsningsreglen vil kun have betydning i forholdsvis få store boer, men vil formentlig netop i disse boer kunne få en væsentlig betydning for tilrettelæggelse af et hensigtsmæssigt generationsskifte. En lignende beløbsbegrænsningsregel findes i den norske arvelov, og der er gode erfaringer i Norge med reglen.

Man drøftede en beløbsbegrænsning på enten 500.000 kr. eller 1 mio. kr. til hver livsarving og man endte på 1 million kroner (pristalsreguleret).

Er en livsarving død, skal det også være muligt ved testamente at begrænse dennes livsarvingers tvangsarv til deres andel af tvangsarven på 1 mio. kr.

Tvangsarvereglerne

Det følger nu af arveloven, at en fjerdedel af en livsarvings arvelod er tvangsarv. Arveladeren kan ved testamente begrænse arvelodden til hvert af sine børn til en værdi af 1.000.000 kr.

Tvangsarvinger er ægtefælle og børn (livsarvinger). Arven til en ægtefælle kan ikke begrænses efter million-kroners-reglen. Den gælder kun for børn. Arveladeren kan ikke ved testamente råde over tvangsarv, medmindre dette er hjemlet ved lov. Arveladeren kan ved testamente bestemme, at en livsarving skal have sin tvangsarv udbetalt kontant. Arveladeren kan endvidere ved testamente give en livsarving ret til for sin tvangsarv at overtage bestemte aktiver eller aktiver efter eget valg til vurderingsbeløbet. Det kan ved testamentet bestemmes, at denne ret også kan gives til aktiver, der overstiger værdien af den pågældendes arvelod mod, at livsarvingen betaler det overskydende beløb kontant til boet. Ægtefællens ret efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, skal respekteres.

Stk. 3. En arvelader, som efterlader sig både fælleseje og fuldstændigt særeje, kan med respekt af ægtefællens rettigheder efter § 11, stk. 1, og § 91, stk. 2, ved testamente bestemme, om en livsarvings ret til tvangsarv skal dækkes af fællesejet eller af særejet.

Arvelovens § 11 bestemmer, at den længstlevende ægtefælle kan forlods udtage genstande, som
1) udelukkende tjener til den pågældendes personlige brug, hvis deres værdi ikke står i misforhold til ægtefællernes formueforhold, eller
2) er erhvervet til mindreårige børns brug. Den længstlevende ægtefælle kan endvidere af boet udtage så meget, at værdien heraf sammenlagt med den længstlevendes bos- og arvelod samt fuldstændige særeje udgør indtil 600.000 kr. Beløbsgrænsen pristalsreguleres. I beregningen af 600.000 kr-grænsen indgår forsørgertabserstatning, livsforsikringer samt pensionsydelser og lignende ydelser, der kommer til udbetaling til den længstlevende ægtefælle i anledning af dødsfaldet. Længstlevendes øvrige rettigheder, der er uoverdragelige eller i øvrigt af personlig karakter, medregnes kun i den udstrækning disse rettigheder, hvis de var fælleseje, ville indgå i ligedelingen på skifte i den længstlevende ægtefælles levende live.

En særlivsarving efter den førstafdøde ægtefælle kan dog overtage et aktiv mod at betale vurderingsprisen kontant til boet, hvis aktivet har en særlig erindringsværdi for den pågældende, medmindre aktivet er omfattet afægtefælles ret, se foran eller der er tale om et fællesejeaktiv som nævnt i § 91, stk. 2

Arvelovens § 91 stk. 2 bestemmer, at ægtefællen kun med den anden ægtefælles samtykke kan testere over 1) fast ejendom eller andelsbolig, der tjener til familiens bolig, eller hvortil ægtefællernes eller den anden ægtefælles erhvervsvirksomhed er knyttet, 2) indbo i det fælles hjem, 3) den anden ægtefælles arbejdsredskaber, eller 4) et motorkøretøj, der har været anvendt af den anden ægtefælle.

Spørgsmål om denne artikel kan rettes til advokat (H) Allan Ohms – du kan kontakte mig på ao@forumadvokater.dk eller +45 4638 0321