KONKURSBOER SKAL OGSÅ OVERHOLDE LIGEBEHANDLINGSLOVEN

Print

Skrevet af Mette Bjørndal Laursen d. 13/1 - 2014

Retten i Randers afsagde den 18. november 2013 dom i en sag om opsigelse af tre medarbejdere i en frisørsalon. De tre medarbejdere var henholdsvis gravide eller på barselsorlov.

Dagen efter afsigelse af konkursdekretet opsagde og fritstillede konkursboet de tre medarbejdere. Fem andre medarbejdere fik lov at blive på arbejdspladsen, der blev solgt til den tidligere ejer. Køberen indtrådte dermed i ansættelseskontrakterne for disse fem medarbejdere.

De tre opsagte medarbejdere mente, at opsigelsen var sket på grund af deres graviditet/barsel. De anmeldte derfor et krav om godtgørelse for overtrædelse af ligebehandlingsloven i konkursboet. Kurator afviste kravene.

Den ene medarbejder anlagde herefter sag mod konkursboet med krav om, at konkursboet skulle anerkende, at opsigelsen var i strid med ligebehandlingsloven.
Ligebehandlingsloven beskytter mod, at en arbejdsgiver opsiger en medarbejder på grund af medarbejderens graviditet, barselsorlov eller adoption.

Det særlige i sagen var, om konkursboet var ”arbejdsgiver” i ligebehandlingslovens forstand.

Retten i Randers nåede frem til, at konkursboet ved at bestemme, hvilke medarbejdere der skulle henholdsvis opsiges og overdrages til den nye ejer, reelt havde opført sig som arbejdsgiver overfor samtlige medarbejdere. Det var i den forbindelse uden betydning, at konkursboet ikke formelt var indtrådt i ansættelseskontrakterne.

Retten kom derfor frem til, at ligebehandlingsloven fandt anvendelse i sagen, og at opsigelsen var i strid med loven. Den pågældende medarbejder blev derfor tilkendt en godtgørelse svarende til 9 måneders løn.

Kommentar:
Dommen viser, at konkursboer skal være varsomme, når de overdrager en virksomhed med en række udvalgte medarbejdere, hvis der samtidig sker opsigelse af medarbejdere beskyttede efter ligebehandlingsloven. Konkursboerne skal således kunne dokumentere, at udvælgelsen af medarbejdere udelukkende er sket efter saglige kriterier. Bevisbyrden kan være svær at løfte.

Dommen viser også, at hensynet til kreditorerne ikke vejer tungere end hensynet til beskyttelsen af medarbejderne.

Sagen er anket til landsretten.
Sag BS SKSk-16/24/2012