Ikke fradrag for tab ved internetsnyd

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 2/3 - 2016

Landsskatteretten har i en kendelse fastslået, at såfremt man har været udsat for snyd på internettet, kan man ikke få fradrag for tabet, hvis man ikke kan godtgøre hvem man er blevet snydt af.

En skatteyder så en annonce for en traktor. Han rettede henvendelse til den angivelige sælger. Skatteyderen og sælgeren blev enige om, at skatteyderen skulle købe traktoren for € 33.833, og at halvdelen af købesummen skulle betales forud, mens den anden halvdel af købesummen skulle betales ved levering. Betaling af den første halvdel af købesummen forløb planmæssigt. Med anden halvdel af købesummen og leveringen af traktoren begyndte problemerne.

Skatteyderen sendte anden halvdel af købesummen til den aftalte konto. Nogle få dage senere rettede sælger henvendelse til skatteyderen og meddelte, at anden halvdel af købesummen på grund af problemer med banken skulle betales til en anden konto.

Efter at skatteyderen havde betalt til den anden konto fik han af sælgeren oplyst, at han skulle tilbagekalde betalingen og betale på en tredje måde. Skatteyderen meddelte, at dette ikke kunne lade sig gøre, da betaling af anden halvdel af købesummen allerede var kørt igennem. Sælgeren lovede herefter at levere traktoren.

Efter ca. 3 uger uden levering af traktor anmeldte skatteyderen svindlen til Politiet. Politiet henlagde sagen, da de ikke kunne finde sælgeren eller den eller de, som havde hævet de to betalinger, som skatteyderen havde foretaget. Skatteyderen foretog et fradrag i sin kapitalindkomst for tabet.

I sin afgørelse konstaterer Skat, at skatteyderen har anmeldt forholdet til Politiet, og at der herefter ikke er sket yderligere. Skat henholder sig herefter til praksis, der kræver, at der skal være et retligt krav mod en skyldner, hvor betalingskravet er anerkendt, og det skal efterfølgende være konstateret uerholdeligt ved forgæves udlæg. Skat nægtede derfor fradrag for tabet.

Landskatteretten lægger i klagesagen til grund, at skatteyderen ikke var bekendt med imod hvem han skulle rette tilbagebetalingskravet vedrørende købesummen. I konsekvens heraf havde skatteyderen ikke godtgjort, at han havde en fordring (et pengekrav), som han kunne gøres gældende ved domstolene.

Kommentar:
Landsskatterettens afgørelse er formalistisk og kommer til et for de fleste overraskende resultat. Ved læsningen af afgørelsen er der ingen tvivl om, at skatteyderen er blevet snydt. Det lægger såvel Skat som Landsskatteretten til grund. Landsskatteretten og Skat anvender herefter nogle regler, der er udviklet i retspraksis lang tid før internettets opståen, ligesom der ikke ses på realiteten i det begåede bedrageri.
Såvel Skat som Landsskatteretten kræver, for at anerkende tabet, at der kan identificeres en skyldner. Internetbedrageri er netop kendetegnet ved, at der sjældent kan findes en gerningsmand og dermed en skyldner. Med den praksis som Landsskatteretten lægger op til, er der kun grund til at være endnu mere påpasselig ved internethandel. Når man handler med Tju-Bang Trade fra Kina, bør det altså undersøges, om Tju-Bang Trade er den som det udgiver sig for eller om det er noget helt andet.