HAR DU HUSKET AT REGISTRERE DIT SELSKAB I EJERREGISTRET?

Print

Skrevet af Mette Bjørndal Laursen d. 4/5 - 2015

Vi har tidligere orienteret om, at det offentlige ejerregister går i luften den 15. juni 2015
(http://forumorientering.dk/det-offentlige-ejerregister-bliver-en-realite...).

Ejerregistret er et offentligt tilgængeligt register over ejere, stemmeberettigede og panthavere, der ejer eller besidder mere end fem procent af kapitalandelene eller stemmerne i et selskab, og registreringspligten påhviler alle aktie-, anparts-, iværksætter- og partnerselskaber.

Selskaber stiftet før den 15. december 2014 skal være registreret senest den 15. juni 2015. Selskaber stiftet efter den 15. december 2014 har 14 dage fra stiftelsesdagen til at registrere oplysningerne.

Dagen for offentliggørelsen nærmer sig så småt, og har du endnu ikke registreret dit selskab, er det derfor ved at være tid. Manglende registrering kan medføre bødestraf.

Registrering sker på www.virk.dk.