Højesteretsdom - kemikalieforurening - hæftelse

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 29/3 - 2012

Højesteret har idag nedsat erstatningsbeløb som to virksomhedsejere var blevet dømt til at betale Miljøstyrelsen som erstatning for styrelsens udgifter til bortskaffelse af kemikalieaffald.

Sagen drejede sig om, hvorvidt to direktører og hovedanpartshavere i anpartsselskabet var erstatningsansvarlige for udgifter afholdt af Miljøstyrelsen og det tidligere Storstrøms Amt på ca. 6,7 mio. kr. til bortskaffelse af kemikalieaffald oplagret på den grund, hvorfra selskabet drev virksomhed.

Fra 1960 havde et aktieselskab drevet virksomhed med produktion af kemikalier. De to sagsøgte personer indtrådte i 1989 som direktører i aktieselskabet. I 1990 udtrådte de af direktionen og blev medlemmer af bestyrelsen. Efterfølgende indtrådte de igen i direktionen. I 1994 gik aktieselskabet konkurs. De to sagsøgte stiftede et anpartsselskab, der erhvervede og gennem flere år videreførte aktieselskabets aktiviteter.

Aktieselskabet modtog i 1982 en miljøgodkendelse, der blandt andet indeholdt regler om affaldshåndtering og bortskaffelse samt håndtering af kemikalierne.

Anpartsselskabet overtog forpligtelserne i henhold til miljøgodkendelsen. Anpartsselskabet havde imidlertid svært ved at opfylde kravene i miljøgodkendelsen og modtog efterfølgende påbud om blandt andet bortskaffelse af affald. Miljøklagenævnet nedlagde på et tidspunkt forbud mid fortsat drift af virksomheden under henvisning til miljøbeskyttelseslovens § 41, stk. 2 og stk. 5.

I 1997 blev anpartsselskabet erklæret konkurs.

Der blev herefter indledt straffesag mod de sagsøgte og anpartsselskabet under konkurs for 8 overtrædelser af miljølovgivningen. Byretten frifandt delvist de sagsøgte. Dommen blev anket til Østre Landsret, der i 1999 i væsentligt omfang fandt selskabet og sagsøgte skydlige.

Under denne sag gjorde miljøstyrelsen gældende at de udstedte påbud var lovlige og gyldige, og at de sagsøgte som direktører i anpartsselskabet var erstatningsansvarlige overfor Miljøstyrelsen. Styrelsen gjorde gældende, at ledelsen efter den dagældende anpartsselskabslov kunne ifalde erstatningsansvar direkte overfor tredjemand for medvirken til selskabets tilsidesættelse af dets forpligtelser, herunder også overfor miljømyndighederne. Hertil kom, at de sagsøgte var hovedanpartshavere i selskabet.

Det blev gjort gældende, at anpartsselskabet ved overtagelsen af aktiviteterne i aktieselskabet succederede i aktieselskabets forpligtelser, og at anpartsselskabet derfor også var hæftede for bortskaffelse af affald produceret af aktieselskabet.

De sagsøgte gjorde blandt andet gældende, at anpartsselskabet skulle have været sagsøgt, og at der skulle have været rejst krav mod anpartsselskabet. Det blev også bestridt, at de almindelige betingelser for erstatning var opfyldt, herunder at der var et ansvarsgrundlag og årsagsforbindelse mellem tabet og ansvarsgrundlaget.

Både landsretten og Højesteret fandt, at der var hjemmel til at prøve de udstedte påbud, og fandt disse gyldige. Begge instanser fandt, at der forelå et ansvarsgrundlag hos de sagsøgte.

Men omkring årsagsforbindelse fandt begge instanser at det måtte lægges til grund, at aktieselskabets aktiviteter var blevet indstillet, hvis ikke anpartsselskabet havde overtaget disse. Derfor ville miljømyndighederne under alle omstændigheder skulle have afholdt udgifter til oprensning af aktieselskabets affaldsdeponering, hvis anpartsselskabet ikke havde overtaget aktiviteterne.

Landsretten fandt på denne baggrund, at erstatningsbeløbet skulle fastsættes til 1.325.000 kr. Da Miljøstyrelsen herefter alene havde fået medhold i ca. 1/5 af det påståede erstatningskrav blev styrelsen pålagt at betale omkostninger med ialt 225.000 kr. til de sagsøgte.

Højesteret nedsatte erstatningsbeløbet til 534.000 kr., idet Højesteret fandt, at det overfor forøgelsen af mængden af nyt affald, som fandt sted i anpartsselskabets driftsperiode, måtte tages i betragtning, at der samtidig skete en reduktion af mængden af gammelt affald.

Højesterets dom af 29. marts 2012 - sag 296/2009