Højesteret: Fritagelse for at afgive vidneforklaring

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 10/2 - 2011

Højesteret har den 9. februar 2011 afsagt kendelse i den såkaldte lækagesag.

Anklagemyndigheden havde anmodet om, at det blev pålagt nyhedschef Michael Dyrby og journalist Rasmus Tantholdt fra TV 2 at afgive forklaring om, hvem der i april 2007 til en eller flere medarbejdere ved TV 2 videregav fortrolige oplysninger om Forsvarets planlagte udsendelse af Jægerkorpset til Irak.
Anklagemyndigheden havde endvidere anmodet om, at det blev pålagt DR at udlevere kopi af den lydfil, som journalist Nils Giversen – mens han var ansat i DR – den 25. januar 2010 optog af en telefonsamtale, hvori det angiveligt nævnes, hvem der i april 2007 videregav oplysningerne.

Højesteret tog ikke anklagemyndighedens anmodninger om vidnepligt og om udlevering af lydfilen til følge.

Højesterets afgørelse i sagen er begrundet således:

”Straffelovens § 152
Højesteret finder efter de foreliggende oplysninger, at an¬klagemyndigheden har tilstrækkelig anledning til at under¬søge, om der fore¬ligger en overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 2, og at sagen derfor angår en overtrædelse af denne bestemmelse, jf. retsplejelovens § 172, stk. 6. An¬modningen om vidnepligt og edition kan herefter ikke af¬vises, allerede fordi et eventuelt strafbart forhold alene kan henføres til straffelovens § 152, stk. 1, med den virkning, at for¬holdet er forældet.

Vidnepligt for Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt, TV 2

Ifølge retsplejelovens § 172, stk. 6, 2. pkt., kan der ikke pålægges redaktører og redaktionelle medarbejdere mv. vidnepligt, hvis forfatteren eller kilden har villet afdække forhold, hvis of¬fentliggørelse er af samfundsmæssig be¬tydning.
Højesteret finder, at bestemmelsens forarbejder ikke giver grundlag for en forståelse af be¬stemmelsen, der afviger fra, hvad den klare ordlyd fører til. Det må således an-tages, at der ved tavshedsbrud, som alene omfattes af straffelovens §§ 152-152 c, ikke – som efter retspleje¬lovens § 172, stk. 5, om lovovertrædelser af alvorlig ka-rakter – skal foretages en afvejning af hensynet til sagens opkla¬ring over for massemediernes behov for at kunne be¬skytte deres kil¬der. Der skal udelukkende foretages en vurdering af, om forfatteren eller kilden har villet af¬dække forhold, hvis offentliggørelse er af samfundsmæssig be¬tydning.
Jægerkorpsets indsættelse havde karakter af en forstærk¬ning af de danske styrker i Irak, og beslutningen herom blev forelagt for Det Udenrigspolitiske Nævn. Højesteret finder, at oplys¬ninger om indsættelsen er et forhold, hvis offentliggørelse må anses for at være af sam¬funds¬mæssig betydning såvel før som efter Jægerkorpsets ankomst til Irak.
Herefter kan der ikke pålægges Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt vidnepligt efter retsple¬je¬lovens § 172, stk. 6.

Edition over for DR

Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at de oplysninger, som journalist Nils Giversen modtog under telefonsamtalen den 25. januar 2010, herunder om hvem der forud for udsendelsen af Jægerkorpset i 2007 videre¬gav oplysninger herom til en journalist, var omfat¬tet af Nils Giversens redaktionelle arbejde for DR. Niels Giver¬sen er derfor ikke forpligtet til at afgive vidneforklaring herom, medmindre pålæg kan gives i medfør af retspleje¬lovens § 172, stk. 6.
På baggrund af det anførte vedrørende vidnepligt for Michael Dyrby og Rasmus Tantholdt finder Højesteret, at det heller ikke ville kunne pålægges Nils Giversen at af¬give vidneforkla¬ring om kilden til oplysningen om Jæger¬korpsets indsættelse. Allerede som følge heraf kan DR ikke pålægges at udlevere lydfilen, jf. retsplejelovens § 804, stk. 4.

Konklusion

Med denne begrundelse stadfæster Højeste¬ret landsrettens kendelse.”