Højesteret frifandt to bestyrelsesmedlemmer for ansvar. Begge var dømt af by- og landsret

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/2 - 2013

Advokat(H) Allan Ohms, Forum Advokater, har ført og vundet en principiel sag om bestyrelsesansvar for foreningsmedlemmer. By- og landsret havde dømt bestyrelsesmedlemmerne, men Højesteret er ikke enig i den ansvarsmålestok de to retter har anvendt. De har bedømt ansvaret for hårdt og det har Højesteret nu rettet op på i en enstemmig og meget klar afgørelse.

- En god afgørelse for forenings-Danmark og de tusinder, der yder en værdifuld indsats der, siger advokat Allan Ohms. Efter min mening havde det været helt uoverskueligt, hvis landsrettens dom var blevet opretholdt. Det skete heldigvis ikke.

Sagen har principiel interesse for alle frivilligt arbejdende bestyrelsesmedlemmer. Den handler om hvornår et frivilligt arbejdende bestyrelsesmedlem risikerer at pådrage sig et personligt erstatningsansvar.

Højesteret udtaler, at et medlem af bestyrelsen i en grundejerforening kan blive erstatningsansvarlig for en retsstridig, tabsforvoldende handling, der kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Hvis en bestyrelse handler ud fra et rimeligt beslutningsgrundlag, vil fejlskøn som udgangspunkt ikke være ansvarspådragende for bestyrelsens medlemmer.

Højesteret fastslog herefter, at formanden og bestyrelsesmedlemmet, der ved iværksættelsen af anken havde handlet efter anbefaling fra foreningens advokat, hverken herved eller under det efterfølgende forløb havde handlet ansvarspådragende, og de blev derfor frifundet for erstatningsansvar.

Spørgsmålet i sagen var nærmere, om formanden og et andet medlem af bestyrelsen i en grundejerforening havde pådraget sig et personligt erstatningsansvar over for en kommune for sagsomkostninger, som foreningen under en ankesag var blevet dømt til at betale til kommunen. De to bestyrelsesmedlemmer var af både by- og landsret blevet frifundet for ansvar for anlæggelse af sagen i første instans, men blev altså dømt for at ankesagen.

Byretten dømte foreningen til at betale omkostninger med 300.000 kr og landsretten dømte til betaling af yderligere 200.000 kr. Det holdt foreningens pengekasse ikke til.

Byretten og landsrettens kritikpunkter mod bestyrelsesmedlemmerne kan sammenfattes sådan:

1. De to bestyrelsesmedlemmer gav kun kort varsel til bemærkninger fra den øvrige bestyrelse – og der kom ingen bemærkninger.
2. Der forelå således hverken en udtrykkelig bestyrelsesstillingtagen eller en udtrykkelig generalforsamlingsstillingtagen.
3. Pkt 1 og 2 udgør et gult kort, som potentielt kan bevirke, at en anke kan være ansvarspådragende.
4. Retten afvejer herefter vejledningen fra grundejerforeningens advokat om, at pålagte omkostninger måtte forventes væsentligt nedsat – overfor det forhold, at udtrædende bestyrelsesmedlemmer umiddelbart efter anken påpegede, at beslutningen kunne medføre betalingsstandsning eller konkurs.
5. Dette sammenholder retten med årsregnskabet 2007-2008 – hvor retten finder, at appellanterne burde have indset, at foreningen var ”så illikvid, at en fortsættelse af ankesagen, såfremt den blev tabt, ville påføre sagsøgerne tab”.
6. Retten påpeger, at ”der ikke ses at være gjort en væsentlig indsats for at skaffe midler til foreningen udover det årlige kontingent ca. 200 medlemmer kunne forventes at betale”.
Højesteret begrunder frifindelsen i disse hovedpunkter:

Ansvarsnormen er en handling, der er forsætlig eller uagtsom. Bestyrelsen skal handle i foreningens interesse og den skal ikke drive erhvervsvirksomhed, men varetage medlemsinteresser. Der skal tages hensyn til, at medlemmerne vælges blandt medlemmerne og bestyrelsen udgør ikke en professionel organisation. Derfor udløses ikke erstatningsansvar, selvom der konkret måtte være begået et fejlskøn.

Beslutningen om anke er udført som et led i det almindelige bestyrelsesarbejde og i overensstemmelse med vedtægterne.

Højesteret lægger – modsat by- og landsret – til grund, at både sagsanlæg og ankebeslutning er sket i henhold til generalforsamlingsbeslutning og grundlaget for – og bestyrelsens beslutning om at anlægge sag - kan ikke kritiseres.

Bestyrelsesmedlemmerne var berettiget til at træffe beslutning om anke, sådan som det skete. De kunne på baggrund af den rådgivning, deres advokat gav dem, med rette forvente, at omkostningsbeløbet var forkert fastsat af byretten og selvom de måtte forudse, at kassebeholdningen ikke rakte til en mulig stadfæstelses af omkostningsmodellen, så finder Højesteret ikke, at dette kan føre til, at det skulle være ansvarspådragende at træffe beslutning om at få prøvet byrettens dom ved anke som anbefalet af advokaten.

Højesteret fastslår, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel til at stille krav om sikkerhed for sagsomkostninger, heller ikke under anke og Højesteret finder ikke, at det var ansvarspådragende for bestyrelsen at undlade at sikre, at foreningen kunne betale sagsomkostninger til modparten i værste fald.

Derfor ændrer Højesteret by- og landsrettens domme og frifinder bestyrelsens medlemmer og dømmer kommunen til at betale sagsomkostninger for by-, lands- og Højesteret.

Dommen kan læses fuldt ud her
http://www.domstol.dk/hojesteret/nyheder/Afgorelser/Pages/Bestyrelsesans...