Grundejerforeninger - tvunget medlemsskab af antenneforening

Print

Skrevet af Morten Mark Østergaard d. 30/6 - 2014

Højesteret har afsagt dom om vedtægtsbestemt pligt til medlemsskab i fælles antenneforening.

I sagen havde en række grundejere meldt sig ud af en antenneforening og i stedet meldt sig ind i en anden landsdækkende antenneforening. På grundejernes ejendomme var der tinglyst deklarationer om, at "ejeren af parcellerne er forpligtet til at deltage i udgifterne til drift og vedligeholdelse af en for det stedlige område etableret antenneforsyning. Evt. administreres dette af en grundejerforening."

Med hjemmel i planlovens § 43 - og under henvisning til dagældende planlovens § 15, stk. 2, nr. 11, meddelte kommunen påbud om, at grundejerne skulle genindmelde sig i antenneforeningen.

Grundejerne indbragte påbuddet for byrretten i Kolding. Sagen blev imidlertid løftet til Vestre Landsret, da sagen var af principiel betydning, jf. herved retsplejelovens § 226, stk. 1.

Landsretten fandt som kommunen, at forhold om medlemspligt til en antenneforening efter dagældende planlov var et forhold, som der kan optages bestemmelser om i en lokalplan, hvorfor kommunen herefter som påtaleberettiget efter deklarationen også kunne håndhæve deklarationen med hjemmel i planlovens § 43. Under sagen gjorde grundejerne gældende, at planloven var under ændring således at fællesantenneanlæg ikke længere skulle være omfattet af § 15. Landsretten lagde imidlertid vægt på, at det i forarbejderne udtrykkeligt var anført, at ændringerne af bestemmelsen ikke skulle medføre ændringer i gældende lokalplaner om tilslutningspligt.

Sagen blev anket til Højesteret, hvor grundejerne gennem syn og skøn forsøgte at føre bevis for, den ydelse, som områdets antenneforening leverede var uigennemsigtig, og at der derfor reelt blev betalt for andet end levering af antennesignal, som beskrevet i deklarationen, herunder eksempelvis levering af internet. Højesteret fandt imidlertid, at dette forhold var uden betydning for tilslutningspligten, og Højesteret fandt det ikke godtgjort, at grundkontingentet til antenneforeningen var påvirket af de supplerende ydelser.

På denne baggrund stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

Dommen illustrerer afvegningen af hensynene overfor fællesskabet i en grundejerforening overfor hensynene til den enkelte grundejer, men også spørgsmålet om, hvorvidt der er behov for "antenneforeninger" i et it-samfund, hvor tv- og radiosignaler kan leveres på en lang række andre måder end via et fællesantenneanlæg.

Under sagen havde den pågældende kommune truffet en principbeslutning, som blev offentliggjort, om tilslutningspligt til antenneforeninger. Grundlæggende gik beslutningen ud på, at kommunen alene ville imødekomme ønsker om ophævelse af tilslutningspligt, hvis der for alle brugere i det pågældende område var et reelt alternativ til fællesantenneanlægget, herunder i forhold til pris. Man ville således ikke give enkeltdispensationer, men ville kræve, at der i antenneforeningen (eller grundejerforeningen) var truffet lovlig beslutning om at opløse foreningen. Forvaltningen lagde endvidere vægt på, at der skulle være økonomi i forslaget om at nedlægge foreningen til, at et eksisterende antenneanlæg kunne fjernes.

Højesterets dom af 5. februar 2013