Gode råd til forældre (in spe)

Print

Skrevet af Helene Treschow d. 10/9 - 2019

Hvad medfører det juridisk at have børn? Læs med her, og få et par gratis råd med på vejen i første del ud af to. De er lige til at gå til og tager ikke lang tid at læse - som mor til tre skønne børn kender jeg til følelsen af indimellem at mangle et par timer i sin hverdag.

Vi er i tvivl om, hvad vores barn skal hedde – hvornår skal vi beslutte os?

I skal anmelde jeres barns navn senest 6 måneder efter fødslen. Uanset om jeres barn skal døbes eller ej. I kan finde en navneblanket på personregistrering.dk. Efter anmeldelsen får l tilsendt jeres barns første sygesikringskort.

Rejselystne børn og forældre

Jeres barn skal have sit eget pas, hvis I skal ud at rejse. Har I fælles forældremyndighed, skal I begge give samtykke til, at jeres barn får et pas.

Ofte er der en sagsbehandlingstid på 14 dage hos kommunen. Skemaet til bestilling af pas til jeres barn kan som regel hentes på kommunens hjemmeside. Husk at medbringe et billede af jeres barn. Og husk: ønsker I at rejse med jeres barn, inden det er ½ år gammelt, er det vigtigt, at jeres barn har fået sit navn i god tid inden afrejse, så kommunen kan nå at udstede passet.

Hvad er et børnetestamente egentlig, og er det vigtigt for mig/os?

Du har brug for et børnetestamente, hvis du har børn, og jo yngre dine børn er, desto mere vigtigt er det. Som forælder er du den, der bedst ved, hvor dine børn kan få en tryg og kærlig opvækst. Det er denne viden du nedfælder i et børnetestamente. Et børnetestamente er en hensigtserklæring til Familieretshuset, hvor I oplyser, hvad der er jeres børns bedste, og hvem I ønsker skal have forældremyndigheden, hvis en af jer eller I begge dør, inden jeres børn fylder 18 år.

Har I fælles forældremyndighed og sker der det ulykkelige, at én af jer dør, inden jeres børn fylder 18 år, overtager den anden forælder forældremyndigheden automatisk.

Har den ene af jer forældremyndigheden selv, og dør denne forælder, vil forældremyndigheden som udgangspunkt tilfalde børnenes anden forælder, der har en fortrinsstilling. Mener du, at den anden forælder under ingen omstændigheder skal have forældremyndigheden, vil et børnetestamente med en uddybende begrundelse indgå i Familierettens vurdering af, hvem der skal tage sig af børnene i den situation.

Dør begge forældre, inden børnenes fyldte 18. år, afgør Familieretshuset, hvem der skal have forældremyndigheden over jeres dyrebareste.

Et børnetestamente er den bedste måde, hvorpå I som forældre kan få indflydelse på, hvad der skal ske med jeres barn i situationer, som heldigvis er yderst sjældne. Har du brug for at vide mere, end det jeg har skrevet om her, er du velkommen til at maile til mig på htr@forumadvokater.dk, eller ringe til mig på 53737179. Og ellers hold øje med næste del, som udkommer i løbet af september måned.