Fuldbyrdelse af frivilligt forlig kunne ikke ske, da kreditor ikke accepterede den af skyldner tilbudte afdragsordning

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 23/2 - 2010

Østre Landsret har i en ny kendelse taget stilling til, om et frivilligt forlig kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, hvis kreditor ikke har accepteret den afdragsordning, som skyldner har tilbudt i forliget.

I den pågældende sag havde skyldner i et frivilligt forlig erkendt at skylde kreditor en gæld på kr. 36.589,88. I forliget var endvidere anført, at

”Dette frivillige forlig kan uden domserhvervelse anvendes som selvstændigt eksekutionsgrundlag, jf. RPL § 478, og sendes direkte i fogedretten...”

Efter dette fulgte der et underskriftsfelt, som debitor havde udfyldt, og der var derefter anført en rubrik, hvori skyldner havde mulighed for at tilbyde en afdragsordning. I rubrikken med afdragsordningen havde skyldner tilbudt kr. 1.000 pr. måned fra den 1. april 2009. Der var under rubrikken anført, at

”Afdragsordning er betinget af, at kreditor kan godkende denne og hvis kreditor vælger ikke at godkende eller hvis afdragsordningen ikke overholdes er hele ovennævnte gæld forfalden til betaling og sagen kan forventes indbragt direkte for fogedretten og kan uden domserhvervelse inddrives på grundlag af dette forlig ved eksekution, jf. RPL. § 478.”

Der fulgte herefter et nyt underskriftsfelt, som debitor også havde udfyldt.

Afdragsordningen blev imidlertid afvist af kreditor, der indbragte sagen for fogedretten med anmodning om, at der skulle ske tvangsfuldbyrdelse i henhold til det underskrevne forlig.

Fogedretten fandt, at:

”Bestemmelserne i dette frivillige forlig, hvorefter det overlades helt til kreditor at afslå den af skyldneren tilbudte afdragsordning og samtidig fastholde forliget som grundlag for en begæring om udlæg for hele gælden, findes ikke at opfylde betingelserne i retsplejelovens § 478, stk. 1 nr. 4, hvor det i forliget skal være udtrykkeligt bestemt, at det indgåede forlig kan tjene som tvangsfuldbyrdelsesgrundlag”

Kreditor har ikke accepteret skyldnerens forligstilbud, og skyldneren er således ikke bundet af tilbuddet og derfor har skyldneren heller ikke anerkendt den gæld, der er angivet i forligsudkastet eller at denne er forfalden eller at udkastet kan anvendes som grundlag for udlæg ifølge retsplejelovens. § 478, stk. 1 nr. 5.

Fogedretten finder derfor, at den konkrete formulerede forligstekst ikke kan anvendelse af kreditor til at påberåbe sig bestemmelsen i forliget om tvangsfuldbyrdelse, da kreditor ikke har accepteret afdragsordningen, hvorefter forliget derefter ikke kan tvangsfuldbyrdes.”

Sagen blev herefter nægtet fremmet af fogedretten, hvorefter kreditor kærede fogedrettens kendelse til Østre Landsret, som stadfæstede afgørelsen i henhold til de af fogedretten anførte grunde.

Kommentar:

Afgørelsen er i overensstemmelse med tidligere landsretspraksis, hvori man også tidligere har afvist fuldbyrdelse af lignende skylderklæringer, som dog havde en anden ordlyd. Man må på baggrund af afgørelsen konkludere, at uanset hvor klar man fra kreditors side er i formulering af, at skylderklæringen ikke er betinget af kreditors accept af afdragsordningen, vil sådanne forlig ikke kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.

Denne og tidligere afgørelser forhindrer det praktisk ved, at debitor i samme skrivelse både kan erkende det skyldige beløb og fremkomme med et forslag til afvikling af denne. Skylderkendelse og aftale om afdragsordning bør således også for fremtiden ske adskilt, hvis man ønsker, at skylderklæringen skal kunne danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse.