Fortsat fælles forældremyndighed over 4-årig dreng, som bor hos F i Danmark, mens thailandsk mor bor i Holland

Print

Skrevet af Viggo Bækgaard d. 2/12 - 2015

Højesteret har den 24. november truffet afgørelse i en sag om fælles forældremyndighed, der desværre ikke efterlader befolkningen i større afklaring om retsstillingen.

Problemstillingen var disse. Der var tale om en dansk far og en thailandsk mor, som lærte hinanden at kende i 2010 på en ferie i Thailand. Faren arbejdede dengang i Holland, og parret flytter sammen der, hvor de får en datter i december 2011.

De ophæver samlivet i oktober 2012. En hollandsk domstol bestemmer, at faren må tage datteren med til Danmark, hvilket han så gjorde i august 2013.

Herefter har moren et relativt sporadisk samvær i farens hjem i Danmark ca. en gang om måneden. Samværet synes vanskeliggjort af, at faren ikke tillader moren at tage barnet med på et almindeligt samvær, da han frygter, at moren vil tage barnet med ud af landet. Mors økonomi synes at være årsag til det ret sporadiske samvær, da det er bekosteligt at rejse til Danmark og indlogere sig på hotel.

Derudover er der nogenlunde hyppig skype-kontakt mellem mor og barn. Datteren taler kun dansk.
Der er en del uoverensstemmelser mellem forældrene om flere forskellige forhold. De har lidt sprogforvikling, da deres interne sprog er engelsk, som de kun synes at beherske begrænset. Religiøse uoverensstemmelser har rod i, at mor er buddist og far kristen.

Far siger, at der ikke rigtig er noget samarbejde. Mor at det sådan set fungerer nogenlunde.

Byrettens begrundelse:
Som sagen er belyst gennem parternes forklaringer, er der ikke uvilje til samarbejde fra nogen af parterne. Imidlertid bevirker alene det forhold, at sagsøger bor i Danmark og sagsøgte i Holland, at samarbejdet vanskeliggøres. De sproglige barrierer har efter parternes forklaringer allerede afstedkommet nogle misforståelser omkring bl.a. fornyelse af Cs pas, og parternes vanskeligheder ved at kommunikere på et fælles sprog må også fremadrettet forventes at give problemer til skade for barnet. Der findes derfor grundlag for at fravige hovedreglen om fælles forældremyndighed, og sagsøgers påstand tages til følge.
(altså eneforældremyndighed til F).
Landsrettens begrundelse:

Det lægges også efter bevisførelsen for landsretten til grund, at der ikke er uvilje til samarbejde mellem parterne. Parterne har således bl.a. kunnet samarbejde om kontakt via telefon og facetime og om Bs samvær med C under besøg i Danmark.

Det forhold, at parterne bor i hver sit land, og at der er sproglige barrierer, som kan besværliggøre samarbejdet, giver ikke i sig selv tilstrækkeligt grundlag for at antage, at parterne ikke kan samarbejde om Cs forhold til Cs bedste.

Herefter og efter det i øvrigt foreliggende er der ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed.
(Fælles forældremyndighed)

Højesterets begrundelse:
Tre dommere – Poul Søgaard, Poul Dahl Jensen og Hanne Schmidt – udtaler:
Sagen angår, om B og As fælles forældremyndighed over deres barn, C, skal ophæves, og forældremyndigheden tillægges A alene.

Forældreansvarsloven bygger på et udgangspunkt om, at et barn har ret til to forældre, og at barnet har krav på, at begge forældre påtager sig ansvaret og omsorgen for barnet. Efter loven fortsætter den fælles forældremyndighed, selv om forældrene har ophævet samlivet eller er blevet separeret eller skilt. Den fælles forældremyndighed kan kun ophæves, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt.

Efter forældreansvarsloven fra 2007 kunne den fælles forældremyndighed kun ophæves, hvis der forelå tungtvejende grunde. Dette kriterium blev ændret i 2012, således at der skete en lempelse i adgangen til at ophæve den fælles forældremyndighed. Det klare udgangspunkt er dog fortsat fælles forældremyndighed. Ifølge forarbejderne til ændringsloven i 2012 kan retten kun ophæve den fælles forældremyndighed, hvis der kan påvises konkrete holdepunkter for, at forældrene må antages ikke at kunne samarbejde – også fremadrettet – til bedste for barnet. Det kan ved vurderingen tillægges betydning, i hvilken grad forældrene kommunikerer med hinanden om barnet og barnets forhold, idet kommunikationen skal kunne danne grundlag for et egentligt samarbejde.

Fælles forældremyndighed forudsætter således, at forældrene realistisk set er i stand til sammen og inden for en rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnet. Det kræves dog fortsat ikke, at der er enighed mellem forældrene om samtlige spørgsmål vedrørende barnet. Det fremgår endvidere af forarbejderne til 2012-lovændringen, at forældreansvarslovens overordnede intention om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed fortsat skal være afsættet for vurderingen af, om den fælles forældremyndighed skal fortsætte eller ophæves.

B og A mødte hinanden, da A i 2010 var på ferie i Thailand. Kort efter flyttede B til Holland, hvor A havde arbejde. De blev gift i november 2011, og C blev født den 11. december 2011.

Samlivet blev ophævet i oktober 2012, hvorefter parterne skiftedes til at tage sig af C, indtil A sammen med C i august 2013 flyttede til Danmark. I tiden herefter har B, der fortsat bor i Holland, haft samvær med C hos A i Danmark ca. en gang om måneden i nogle dage. Desuden har B haft kontakt med C via telefon og Facetime nogle gange om måneden.

Efter bevisførelsen lægger vi til grund, at både B og A har udvist evne og vilje til at samarbejde om C også efter As flytning til Danmark med C. Forældrene har samarbejdet om Bs samvær med C, ligesom de har samarbejdet om den løbende kontakt mellem C og B. Forældrene har desuden begge forklaret, at de har kontakt til hinanden via mail og telefon, og at de besvarer hinandens henvendelser. De mindre uoverensstemmelser vedrørende pasudstedelse til C og om hendes navn er nu løst, og der er efter forældrenes forklaringer ikke aktuelt konflikter mellem dem om C. Vi lægger derfor til grund, at forholdet mellem forældrene, de sproglige vanskeligheder og den geografiske afstand ikke vanskeliggør kommunikationen mellem dem på en sådan måde, at de ikke er i stand til at have et egentligt samarbejde om Cs forhold. Det bemærkes herved, at det efter vores opfattelse ikke er en nødvendig forudsætning for, at B kan indgå i et sådant samarbejde, at hun taler dansk og har kendskab til danske forhold.
På den baggrund finder vi, at der ikke er påvist konkrete holdepunkter for at antage, at forældrene ikke vil kunne samarbejde til bedste for C. Der er derfor ikke grundlag for at ophæve den fælles forældremyndighed, jf. forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., og vi stemmer for at stadfæste landsrettens dom om frifindelse af B.

Dommerne Marianne Højgaard Pedersen og Lars Apostoli udtaler:
Efter forældreansvarslovens § 11, 2. pkt., kan der kun ske ophævelse af den fælles forældremyndighed, hvis der er holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan samarbejde om barnets forhold til barnets bedste. Afgørelser efter loven skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, jf. lovens § 4.

Af forarbejderne til lov nr. 600 af 18. juni 2012 fremgår bl.a., at erfaringerne fra den oprindelige forældreansvarslov fra 2007 viste, at der var behov for en opstramning, fordi anvendelsesområdet for hovedreglen om fælles forældremyndighed var blevet for bredt. Den ændrede formulering af betingelsen for ophævelse af den fælles forældremyndighed i medfør af § 11, 2. pkt., havde til formål at sikre en bedre balance mellem hensynet til ønsket om at fastholde forældrenes fælles ansvar for barnet bl.a. gennem et udgangspunkt om fælles forældremyndighed og hensynet til forudsætningen om forældrenes evne og vilje til samarbejde om forældremyndigheden. Man ønskede derfor at give domstolene et større rum for at skønne over, om opretholdelse af fælles forældremyndighed er til barnets bedste, herunder om forældrene kan og vil samarbejde om udøvelsen af forældremyndigheden. Vurderingen af barnets bedste forudsætter ifølge lovforarbejderne en mere konkret vurdering af forældrenes evne og vilje til samarbejde og til at deltage i barnets liv. I denne vurdering indgår en nærmere bedømmelse af forældrenes kommunikation om barnets forhold, idet kommunikationen danner fundamentet for et egentligt samarbejde og opnåelse af enighed om spørgsmål af væsentlig betydning for barnet. Det skal således være realistisk, at forældrene er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om spørgsmål om barnets forhold.

A og C har siden skilsmissen, hvor C var knap 2 år, boet alene sammen i Danmark, hvor faderen har sin familie, som hjælper ham med afhentning og pasning af barnet. B har aldrig boet i Danmark, men blev efter skilsmissen boende i Holland, hvor hun har sit arbejde og en kæreste, som hun skal giftes med. B og C, der nu er knap 4 år, kan ikke tale sammen, da C kun taler dansk, som B hverken taler eller læser. Kontakten mellem forældrene foregår på engelsk, som B taler og forstår til hverdagsbrug. B har haft samvær med C fra lørdag til søndag en gang om måneden uden overnatning og uden samvær i ferier mv.

Forældrene er enige om, at Bs samvær og kontakt med C er positivt og væsentligt for barnet, og at de samarbejder godt herom. Denne kontakt vil kunne fortsætte og udbygges uafhængigt af, om forældrene har fælles forældremyndighed.

A har forklaret, at han ønsker at få forældremyndigheden alene, bl.a. fordi det er svært at træffe aftale om Cs forhold med B. Kontakten er svær, navnlig fordi hun bor langt væk og ikke forstår dansk. Hun har endvidere ikke kendskab til, hvad der er bedst for C.

Vi lægger efter bevisførelsen til grund, at der har været uoverensstemmelser mellem forældrene om væsentlige beslutninger vedrørende Cs forhold, idet forældrene ikke var enige om ændring af barnets navn og pasfornyelse. Disse spørgsmål samt spørgsmålet om barnedåb blev afgjort af A alene i perioden efter byrettens dom, hvor han havde forældremyndigheden alene.

Vi lægger endvidere til grund, at kontakten mellem forældrene om Cs forhold efter flytningen til Danmark primært angår tilrettelæggelsen og afviklingen af de månedlige samværsbesøg samt den øvrige kontakt mellem mor og barn. Forældrene drøfter ikke – eller i hvert fald kun i meget begrænset omfang – de væsentlige forhold, som de efter forældreansvarslovens § 3 skal være enige om.

Vi vurderer, at årsagen til, at forældrenes kommunikation og samarbejde er begrænset til formidlingen af kontakten og samværet mellem mor og barn og ikke tillige omfatter udøvelsen af forældremyndigheden, har sammenhæng med den geografiske afstand, de sproglige problemer og med Bs begrænsede kendskab til Cs liv i Danmark. Også de tidligere uoverensstemmelser om barnets forhold må antages at have sammenhæng hermed. De sproglige problemer betyder, at hun ikke uden hjælp kan tale med sit barn og forstå, hvad barnet siger til hende.

Endvidere er hun begrænset i sin kommunikation med faderen om barnets forhold. Hendes kendskab til Cs liv i Danmark er samlet set så begrænset, at hun kun har et meget spinkelt grundlag for en bedømmelse af, hvad der er bedst for barnet. Forældrenes manglende kommunikation om Cs forhold – bortset fra forhold, der angår samværet og kontakten mellem mor og barn – må endvidere antages at have sammenhæng med, at forældrene ophævede samlivet, inden barnet var fyldt et år, og at et egentligt samarbejde om hendes forhold ikke var etableret før skilsmissen. Af disse grunde er det ikke realistisk, at forældrene er i stand til sammen og inden for rimelig tid at blive enige om de væsentlige spørgsmål om Cs forhold, som den fælles forældremyndighed kræver.

På denne baggrund er der efter vores opfattelse holdepunkter for at antage, at forældrene ikke kan eller vil samarbejde om forældremyndigheden over C. Opretholdelse af den fælles forældremyndighed vil derfor ikke være til barnets bedste, og betingelsen for at fravige lovens hovedregel om fælles forældremyndighed er således opfyldt, jf. § 11, 2. pkt. Vi stemmer herefter for at stadfæste byrettens dom, således at forældremyndigheden tillægges A alene.
Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, således at landsrettens dom om opretholdelse af den fælles forældremyndighed stadfæstes.
(fortsat fælles forældremyndighed)

Kommentar:
Det klareste budskab er, at der stadigvæk skal rigtig meget til for at ophæve fælles forældremyndighed. Desværre har Højesterets 5 dommere i sagen delt sig i et flertal på 3 og et mindretal på 2. Da sager af denne type som udgangspunkt vurderes ud fra de konkrete forhold, kan det være en smule svært at drage sikre konklusioner af sagen.
Det er rigtig svært at overtale Procesbevillingsnævnet til at acceptere, at en forældreansvarssag prøves i Højesteret. Nævnet skal anse sagen for principiel, for at det kan tilladels. Derfor er det rigtig ærgerligt, at Højesterets afgørelse bliver så grumset, som det er tilfældet her.

Det gælder selvfølgelig også i Højesteret ligesom i vores demokratiske samfund i øvrigt, at ”de fleste er de fleste og derfor de bedste” (klogeste) frit oversat efter Niels Hausgaard.

Så konklusionen er egentlig, at det trods lovændringen i 2012 fortsat er meget, meget svært at få ophævet fælles forældremyndighed i al fald ved Højesteret. Afgørelsen vil selvfølgelig få nogen betydning, men det må dog forventes, at landsretterne også i fremtiden vil finde situationer, hvor man vil vurdere, at fælles forældremyndighed ikke vil være bedst for barnet.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg er meget mere enig med mindretallet og i dets begrundelse. Begrundelsen er meget mere stringent og følger i langt højere grad efter min opfattelse de intentioner, som var med lovændringerne i 2012.