Flere årsager til mén og erhvervsevnetab.

Print

Skrevet af d. 11/10 - 2011

Skadelidte havde ikke dokumenteret, at hele hans erhvervsevnetab og varige mén var forårsaget af en strømstødsulykke.

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER

En mand var i marts 2000 blevet udsat for en arbejdsskade, da han under afslutning af en højspændingstest af et olierør blev udsat for elektrisk stød. Han kom på sygehuset, der konstaterede, at han ikke umiddelbart havde fået nogen fysiske skader ved ulykken. Efterfølgende klagede han over gener i form af træthed, svimmelhed og fik dertil konstateret sukkersyge M.V..

Allerede i august 2000 mente skadelidte, at han ikke havde nogen mulighed for at varetage et almindeligt arbejde på grund af generne. Han kom aldrig tilbage til arbejdsmarkedet.

Selve skaden blev i november 2000 anerkendt som en arbejdsskade.

Skadelidte blev blandt andet undersøgt af en neurolog, der ikke kunne konstatere en sammenhæng mellem sukkersygen og skaden. Neurologen mente derudover, at sukkersygen måtte have været latent på tidspunktet for strømstødet.

På baggrund af en række lægeerklæringer fastsatte Arbejdsskadestyrelsen i oktober 2001 skadelidtes foreløbige varige mén til 8 % og hans erhvervsevnetab til mindre end 15 %, hvorfor han ikke fik tilkendt nogen godtgørelse. Begrundelsen for erhvervsevnetabet var, at han modtog kontanthjælp og derfor principielt stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

I oktober 2002 fastsatte Arbejdsskadestyrelsen erhvervsevnetabet til 35 %, fordi skadelidte på dette tidspunkt havde fået tilkendt mellemste førtidspension.

I marts 2004 traf Arbejdsskadestyrelsen på ny afgørelse om skadelidtes varige mén og fastsatte dette til 15 %.

Kort herefter fik skadelidte tilkendt højeste førtidspension fra kommunen, der mente, at skadelidtes erhvervsevne var nedsat med 100 %. På baggrund heraf traf Arbejdskadestyrelsen i august 2004 endelig afgørelse om, at fastsætte erhvervsevnetabet til 60 %. Arbejdsskadestyrelsen mente ikke, at hele erhvervsevnetabet stammede fra ulykken.

Skadelidte ankede begge dele til Ankestyrelsen, der stadfæstede i det hele. Skadelidte stævnede herefter Ankestyrelsen og nedlagde påstand om, at styrelsen skulle anerkende 100 % erhvervsevnetab og 50 % i varigt mén.

Sagen blev forelagt Retslægerådet, der blev bedt om at udtale sig om årsagssammenhængen mellem ulykken og de gener, der hindrede skadelidte i at udføre arbejde. Retslægerådet udtalte forholdsvis klart, at de ikke mente, at der var en sammenhæng mellem i hvert fald sukkersygen og ulykken.

Landsretten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte de skøn, som Ankestyrelsen havde foretaget, særlig da det kunne konstateres, at der var flere årsager til generne, hvoraf ikke alle fandtes at stamme fra ulykken.

Højesteret stadfæstede.

Højesterets dom af 21. juni 2011, UfR 2001.2608 H.

KOMMENTAR

Sager om strømstød er specielle derved, at det først og fremmest kan være svært at bevise, at der overhovedet er sket skader, og derudover at de følgevirkninger, der er for skadelidte, stammer fra strømstødet. Netop de bevisproblemer, skadestypen afføder, har medfør, at Højesteret har udtalt sig om strømstødsskader to gange indenfor de seneste 10 måneder.

Gener fra strømstød kan udvikle sig meget forskelligt fra person til person. I ovenstående sag var det først og fremmest sukkersygen, der spillede ind ved vurderingen af, om der var grundlag for at fastsætte en højere méngrad og erhvervsevnetab end Ankestyrelsen i første omgang havde gjort.

Hvis en skadelidt forud for ulykken lider af en sygdom eller i øvrigt er disponeret for en særlig sygdom, eksempelvis sukkersyge, så kan skadevolder ikke forpligtes til at betale erstatning for sådanne forudbestående gener. Det samme gælder, hvis der er såkaldt konkurrerende skadesårsager, og det ikke kan siges præcis hvad, der er årsagen til, at en skadelidt eksempelvis ikke er i stand til at arbejde i fuldt omfang.

Skadelidte skal tages, som skadelidte er, men det skal ikke være et spørgsmål om held eller uheld for skadevolder, at en lidelse ikke endnu har haft indflydelse på skadelidtes arbejdsevne. Derfor må årsagssammenhængen mellem de faktiske gener og ulykken nøje vurderes af eksperter, i forbindelse med erstatningsopgørelsen.