ER AKTIV DØDSHJÆLP TILLADT?

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 7/10 - 2013

Er aktiv dødshjælp (eutanasi) tilladt i Danmark?

Reglerne om dødshjælp er på papiret relativt enkle. Men som alt andet gælder det også her: det virkelige liv overgår fantasien og i dagligdagen er der hver dag situationer, hvor vi må konstatere, at her rækker reglerne slet ikke. Når det går uden de store problemer er det nok fordi der blandt de involverede parter er enighed om at tingene skal løses og at de bliver det.

Aktiv dødshjælp er drab

Aktiv dødshjælp er forbudt. Så enkelt kan det siges. Det følger af straffelovens § 237: ”Den, der dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid”. Eller med andre ord: Den, der med vilje foretager en handling, som har til formål at fratage en anden livet, straffes efter reglerne om mord. Det nytter ikke at forklare handlingen med henvisning til, at den myrdede havde smerter, var syg osv (medlidenhedsdrab).

Ved udmålingen af straffen kan der tages hensyn til f.eks. motiverne til handlingen og straffen kan på det grundlag nedsættes. Det følger af straffelovens § 85, men straffereglen handler altså om intet mindre end overlagt mord.

Anmodning om drab

I dansk ret har man en særlig regel, der gælder tilfælde, hvor den dræbte selv har ønsket at blive dræbt. Der findes to regler, den ene handler om hjælp til selvmord og den anden om drab på begæring. Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage. Reglen skal tages bogstaveligt. Der skal være tale om en ”bestemt begæring”. Den skal være klar og den der beder om det, skal være tilregnelig og gammel nok til at forstå samtykkets betydning. En begæring kan (naturligvis) kaldes tilbage når det skal være og det antages, at den af sig selv falder bort efter nogen tid.

Den, som medvirker til at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller hæfte. Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år. I modsætning til § 239 er der her tale om, at den der ønsker at dø, selv udfører den afgørende handling, men får hjælp hertil. Også her kræves, at den dræbte skal være i stand til at forstå rækkevidden af anmodningen om hjælp til at begå selvmord. Der kan være tale om både fysisk og psykisk hjælp.

Er der aftale mellem to om samtidigt dobbelt selvmord og den ene overlever, vil vedkommende efter retspraksis være straffri.

Med bøde eller fængsel indtil 2 år straffes den, som, uagtet det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, undlader 1) efter evne at hjælpe nogen, der er i øjensynlig livsfare, eller
2) at træffe de foranstaltninger, som af omstændighederne kræves til redning af nogen tilsyneladende livløs, eller som er påbudt til omsorg for personer, der er ramt af skibbrud eller anden tilsvarende ulykke.

Bevis

Som det fremgår er der stor forskel på strafferammerne i §§ 237, 239 og 240. Det er svært at afgøre om den ene eller anden bestemmelse finder anvendelse, bl.a. fordi hovedpersonen jo er død og derfor kun kan bidrage til opklaring, hvis der efterlades beviser eller ligefrem skriftlige begæringer. Det er derfor ikke ufarligt at medvirke til en andens selvmord eller ligefrem tilføje et andet menneske døden - og det gælder uanset der er nok så tungtvejende grunde.

Aktiv dødshjælp på hospitaler

Vi ser på hospitalerne anvendelse af noget, der kan betegnes som en form for dødshjælp: den aktive form, hvor en bevidst aktion fører til døden og så den passive form, hvor standsning af behandling medfører døden.

Her er tale om komplekse og vanskelige spørgsmål, der er reguleret i lægeloven sammenholdt med straffelovens regler. Aktiv dødshjælp er her tilladt, når to betingelser er opfyldt: for det første skal der være tale om at døden er uafvendelig, dvs patienten er døende uden nogen chance for at blive rask. Den anden betingelse er, at behandlingen har til formål at lindre smerter (motivet må ikke være at patienten skal dø for derved at fjerne smerten - dvs andre former for smertelindring skal være udelukket). Især denne betingelse er i det virkelige liv svær at kontrollere - f.eks. vil morfindrop ofte betyde at patienten glemmer at trække vejret efter en tid - men hvem kan dokumentere, at der skulle opdoseres for at mildne smerten. Hvis lægen har forsæt til at dræbe patienten, kan læge pådrage sig strafansvar enten efter straffelovens § 237 eller § 239.

Hvis patienten selv er i stand til at tage stilling, skal læge (naturligvis) indhente patientens udtrykkelige samtykke, men denne situation er ikke typisk. Lægen skal i denne fase undersøge, om der er oprettet livstestamente og i bekræftende fald skal indholdet heri efterkommes.

Lægens afgørelse skal være helt konkret. Sundhedsstyrelsen har i en vejledning om morfindrop udtalt, at automatisk opdosering ikke er tilladt.

Passiv dødshjælp

Hvor længe skal en døende holdes i live ? Afbrydelse af en lægelig behandling kan være strafbart. Som udgangspunkt må en behandling ikke afbrydes. En undtagelse herfra er den situation, at en behandling, der med sikkerhed kun vil udskyde dødens indtræden hos en døende, dvs behandlingen lindre eller helbreder ikke, den forlænger livet uden gavn for den døende.

Hvis patienten ikke er døende, må behandlingen ikke afbrydes. Det gælder f.eks. patienter der er i koma under en eller anden form. De er ikke døende og derfor må en behandling ikke afbrydes. Der er næppe tvivl om, at der alligevel også i disse situationer sker behandlingsafbrydelse, typisk efter samråd med familien og retspraksis herom er kort fortalt sådan, at så længe handlingen kan betegnes som værende i overensstemmelse med god lægeskik, vil den ikke blive betragtet som strafbar. Der er her tale om en retlig standard, som hele tiden vil være i bevægelse, påvirket af samfundsholdninger, debat mv.

Pligt til at hjælpe

I visse tilfælde har lægen ret til - eller er måske forpligtet til - ikke at påbegynde eller fortsætte behandlingsmæssige foranstaltninger. Lægens ret til at afstå fra behandling har først og fremmest betydning, når sådanne foranstaltninger kun (kortvarigt) kan udskyde tidspunktet for den inhabile patients død. En patient er uafvendeligt døende, når døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde inden for dage eller uger trods anvendelse af de behandlingstilbud, der er til rådighed. Det er en rent lægefaglig vurdering at tage stilling til, om patienten er uafvendeligt døende.

Det er dog et problem, at der i Danmark ikke findes en egentlig definition af, hvornår et menneske er uafvendeligt døende. Det nærmeste man kommer på en definition findes i en vejledning fra Sundhedsstyrelsen, der omhandler lægers forpligtelser i relation til livstestamenter. Heri hedder det: "Det er ikke muligt generelt at definere, i hvilke situationer og indenfor hvilke tidsrammer en patient er uafvendeligt døende. I relation til indholdet af livstestamente er det Sundhedsstyrelsens opfattelse, at en patient er uafvendeligt døende, når døden med stor sandsynlighed forventes at indtræde indenfor dage til uger trods anvendelse af de – ud fra den tilgængelige viden om grundsygdommen og dens eventuelle følgetilstande - foreliggende behandlingstilbud" (Sundhedsstyrelsens Vejledning nr. 158 af 15. september 1998).

Patientens begæring

Den patient, der er i stand til det, kan selv kræve en behandling indstillet. Sker det, har lægen pligt til at følge begæringen. På dette felt er der en vanskelig gråzone over til reglerne om drab på begæring og hjælp til selvmord. Den læge, der standser en behandling på begæring, men hvor lægen ved, at det vil føre til omgående død, risikerer at blive ramt af reglerne i straffeloven. Det er formentlig kun et teoretisk problem - vi har ikke set det i den trykte retspraksis. Det kunne være ønskeligt at få større sikkerhed om fortolkningen på dette område.

Ofte vil en patient ikke være i stand til selv at bede om at en behandling standses. Andre kan efter lovens regler ikke gøre det i patientens sted. Hvis patienten har oprettet livstestamente, skal det følges og der er mulighed for i livstestamentet at give udtryk for, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvis der er tale om invaliditet, som betyder, at patienten f.eks. varigt vil skulle ligge i respirator eller aldrig vil blive i stand til at komme i kontakt med omverdenen.

Hvem bestemmer

Det er ikke let at give en præcis beskrivelse af, hvem der har bestemmelsesretten, men nogle hovedkonklusioner kan opstilles.

1. Er patienten uafvendeligt døende

Hvis en patient er uafvendeligt døende bestemmer læge (sundhedspersonen).

Hvis patienten ikke er uafvendeligt døende, overtager værgen eller nærmeste pårørende i udgangspunktet den inhabile patients informerede samtykke.

Hvis sundhedspersonen skønner, at værge eller nærmeste pårørende træffer en beslutning, som kan skade patienten, kan vedkommende gennemføre behandlingen imod værgen eller pårørendes ønske, såfremt sundhedspersonen får tilslutning fra relevante embedslægeinstitution. De pårørende/værgen kan således ikke afvise, at en inhabil patient behandles med blod eller blodprodukter, ligesom de heller ikke har beslutningskompetence, hvor patienten er uafvendeligt døende.

Hvis patienten er inhabil og uafvendeligt døende, men har oprettet et gyldigt livstestamente
og heri bestemt, at han ikke ønsker livsforlængende behandling i denne situation, så skal lægen rette sig efter patientens ønske. Her er det altså i princippet patienten selv, der har bestemmelsesretten, selv om han eller hun aktuelt er inhabil.
Hvis den inhabile patient i livstestamentet har bestemt, at han eller hun ”ikke ønsker livsforlængende behandling i tilfælde af, at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop el.lign. har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv fysisk og mentalt” er dette kun vejledende for lægen.

2.Vil afbrydelse af en behandling kunne medføre, at patienten umiddelbart herefter afgår ved døden

Er patienten ikke er uafvendeligt døende, vil det kunne være en ulovlig handling at afbryde en behandling, hvis det betyder, at patienten umiddelbart herefter dør.

Selvom patienten er habil har han eller hun altså ikke ret til at forlange behandlingen afbrudt. Derfor har sundhedspersonen ikke pligt - og efter omstændighederne heller ikke ret - til at efterkomme sådanne ønsker.

3. Situationer hvor lægens ret til at foretage uopsættelig behandling gælder

Lægen er berettiget til at iværksætte uopsættelig livsnødvendig behandling, når patienten er inhabil og ikke er uafvendeligt døende. Det gælder både, når den uopsættelige behandling er potentielt livsreddende, og når den kan sikre et bedre behandlingsresultat. Der kan altså være tidspunkter i behandlingen af en uhelbredelig patient, som ikke er uafvendeligt døende, hvor sundhedspersonen har ret til at iværksætte behandling, uden at indhente nærmeste pårørende eller værges informerede samtykke. Men lægen har ikke en pligt hertil.

Hvordan opretter du et livstestamente

I et livstestamente kan du ikke begære aktiv dødshjælp. Livstestamentet handler om, at du ikke vil holdes (kunstigt) i live i en situation, hvor du selv er ude af stand til at ytre dig og hvor alt håb om en bedring af situationen er opgivet.

Hvis du selv er ved bevidsthed og derfor selv kan fremsætte dine ønsker, bliver de respekteret. Testamentet træder først i kraft, hvis læger og pårørende ikke kan komme i kontakt med dig og aldrig vil komme det igen.

Du kan læse mere om oprettelse af livstestamente her.

Du kan også løse mere om regler om dødshjælp her

Denne artikel er skrevet af advokat(H) Allan Ohms (februar 2009) – kan kontaktes på ao@forumadvokater.dk eller 4638 0321