To drenge på 8½ og 9½ år skulle tilbage til deres far i Østrig, selvom det kunne være til skade for deres helbred

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 3/2 - 2016

I forbindelse med en børnebortførelsessag afholdt den børnesagkyndige psykolog to samtaler med drengene, hvorefter hun afgav en børnesagkyndig udtalelse. Det fremgik af udtalelsen blandt andet, at drengene havde en modenhed svarende til deres alder, og at begge drenges sjælelige og i nogen grad legemlige sundhed ville kunne være udsat, hvis der skete tilbagegivelse. Det fremgik videre, at en tilbagegivelse måtte skønnes at kunne påvirke drengenes sunde udvikling i negativ retning til potentiel skade for deres emotionelle og øvrige udviklingsforløb.

Fogedretten nægtede at fremme sagen med følgende begrundelse:
»Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger, herunder den børnesagkyndiges vurdering og børnenes forklaringer om deres forhold i Østrig versus Danmark såvel i familie- som skole- og fritidsforhold, finder fogedretten derfor, at en tilbagegivelse til rekvirenten vil være til skade for børnenes sjælelige sundhed ligesom der ved børnenes konsistente forklaringer bør tages hensyn til at de modsætter sig tilbagegivelse.«

Landsretten tog anmodningen om udlevering af børnene til følge med følgende begrundelse:
»Det følger af børnebortførelseslovens § 10, stk. 1, at børn, som ulovligt tilbageholdes her i landet, skal tilbagegives til den, som barnet tilbageholdes fra, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerkonventionen. Landsretten tiltræder, at der ikke er grundlag for at antage, at [F] har givet samtykke til, at børnene varigt fik bopæl i Danmark.

Da begge børn er født i Østrig, hvor de har boet frem til efteråret 2014, hvor [M] blev i Danmark sammen med dem, finder landsretten, at børnene ikke i kraft af opholdet her i landet har skiftet bopæl fra Østrig til Danmark.
Efter børnebortførelseslovens § 10, stk. 2, nr. 1 og 2, er en tilbageholdelse ulovlig, hvis den strider mod forældremyndighedsindehaverens rettigheder ifølge loven i den stat, hvor barnet havde bopæl umiddelbart før tilbageholdelsen, og rettighederne blev udøvet på det tidspunkt, hvor barnet blev tilbageholdt, eller de fortsat ville være udøvet, hvis den ulovlige handling ikke var foretaget.

Den østrigske centralmyndighed har afgivet en erklæring i medfør af børnebortførelseslovens § 14, stk. 3. Det fremgår af erklæringen, at moderens tilbageholdelse af børnene i Danmark er ulovlig i forhold til østrigsk lov vedrørende forældremyndighed, hvorefter en forældremyndighedsindehaver ikke må flytte barnet til udlandet, uden den anden forældremyndighedsindehavers samtykke eller rettens godkendelse.

Det er ubestridt, at [F] og [M] havde fælles forældremyndighed, da [M] blev i Danmark sammen med børnene. Erklæringen må derfor forstås således, at [M's] tilbageholdelse af børnene i Danmark er i strid med østrigsk ret. [M's] tilbageholdelse af børnene i Danmark er dermed ulovlig, jf. børnebortførelseslovens § 10, stk. 2.

Det følger af børnebortførelseslovens § 11, nr. 2 og 3, at tilbagegivelse efter lovens § 10, stk. 1, kan nægtes, hvis der er en alvorlig risiko for, at tilbagegivelsen vil være til skade for barnets sjælelige eller legemlige sundhed eller på anden måde sætte det i en situation, som det ikke bør tåle, eller barnet selv modsætter sig tilbagegivelsen, og barnet har nået en sådan alder og modenhed, at der bør tages hensyn til dets mening.

Børnene er efter det oplyste faldet godt til og trives i Danmark. Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af dem på trods heraf vil være til skade for deres sjælelige og legemlige sundhed eller på anden måde sætte børnene i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2.
Børnene har efter psykologens erklæring en modenhed svarende til deres alder. Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at børnene ved deres udtalelser har modsat sig tilbagegivelse på en sådan måde, at børnebortførelseslovens § 11, nr. 3, er til hinder for tilbagegivelsen.

Landsretten tager derfor [F's] påstand til følge.«
KOMMENTAR:
Denne type sager er vanskelige og det er umuligt at sige, hvad der er 100% rigtigt. Det er svært selv med indgående kendskab til sagen, men særlig svært ud fra et domsreferat.

Ud fra læsningen er resultat ikke selvforklarende. Landsretten siger:
”Børnene er efter det oplyste faldet godt til og trives i Danmark. Det er imidlertid ikke sandsynliggjort, at der er alvorlig risiko for, at tilbagegivelse af dem på trods heraf vil være til skade for deres sjælelige og legemlige sundhed eller på anden måde sætte børnene i en situation, som de ikke bør tåle, jf. børnebortførelseslovens § 11, nr. 2. Børnene har efter psykologens erklæring en modenhed svarende til deres alder”.

For en umiddelbar læsning virker det på mig som om der er gode grunde for at nå frem til, at børnene skal blive i Danmark. Det klarer retten ved at sige følgende: ”Der er imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at børnene ved deres udtalelser har modsat sig tilbagegivelse på en sådan måde, at børnebortførelseslovens § 11, nr. 3, er til hinder for tilbagegivelsen”. Den forklaring forstår jeg ikke, men det kan skyldes, at jeg kun kender forholdene fra det korte domsreferat.

Uanset hvad der er rigtigt i denne sag, så er det helt sikkert, at det er en tabersag for børnene. Ulykkeligt at forældrene ikke har været i stand til at tage ansvar og selv nå frem til en afgørelse.

VLK af 14. oktober 2015, B-1447-15, 3. afd.