Dom om vigtigheden af sproglig præcision

Print

Skrevet af Forum Advokater d. 6/12 - 2012

I en engelsk retsafgørelse, mistede en virksomhed for nylig muligheden for at forfølge et krav på 2 mio £, blandt andet på grund af, at parterne havde anvendt ordet ”may” i stedet for ordet ”shall” i en kontraktbestemmelse. Afgørelsen viser dels vigtigheden af præcision i ordvalget, når man formulerer kontrakter, og dels vigtigheden af at forstå nuancerne i det engelske sprog, hvis man begiver sig ud i at forsøge at lave kontrakter efter engelsk ret.

I sagen Ener-G Holdings plc v Philip Hormell havde Ener-G Holdings sagsøgt Philip Hormell. Ener-G Holdings havde købt et selskab af Philip Hormell, og mente, at sælger havde givet urigtige garantier.

I aftalen var der en regel om, at hvis køberen fandt, at han ville gøre et garantikrav gældende, skulle han dels give meddelelse om, at han ville gøre det, og hvis det ikke blev løst, senest 12 måneder derefter udtage stævning, hvis han ville fastholde.

Den første meddelelse om, at køberen ville gøre krav gældende, blev afleveret til Hormell ved, at en konvolut blev lagt foran hoveddøren hos ham den 30. marts 2010, som han senere samme dag samlede op. For en sikkerheds skyld sendte køberen meddelelse endnu engang samme dag, denne gang med anbefalet post, og denne konvolut blev modtaget to dage senere, altså 1. april 2010.

Stævningen blev forkyndt for sælgeren den 31. marts 2011.

Hvis man lægger til grund, at sælgeren havde fået meddelelse den 30. marts 2010 på dørtrinnet, er stævningen således udtaget for sent, men hvis man lægger til grund, at meddelelsen først er modtaget med det anbefalede brev, der kom to dage senere i 2010 er stævningen ikke forkyndt for sent. Spørgsmålet om, hvorvidt sælgeren havde fået meddelelsen om kravet den 30. marts eller den 1. april er således omdrejningspunktet for, hvorvidt stævningen var rettidig eller ej og dermed for, om kravet, der var på 2 mio. £ kunne rejses eller ikke.

Ved vurderingen af, om den første forkyndelse var lovlig, så man på, hvad der var aftalt i kontrakten. Af kontrakten fremgik det, at hvis man skulle give meddelelse, skulle det ske ved brev afleveret personligt, eller ved anbefalet post. Under sagen skete der herefter det, at sagsøgeren, der havde sendt meddelelsen, argumenterede for, at hans egen meddelelse fra den 30. marts 2010, som blev afleveret i en kuvert foran sælgerens hoveddør ikke opfyldte betingelserne i kontrakten, fordi den ikke var afleveret personligt. Lige så særegent var det naturligvis, at sagsøgte argumenterede for, at sagsøgte faktisk havde afleveret meddelelsen på lovlig vis den 30., hvilket han jo var nødt til at argumentere for, så han kunne komme igennem med, at stævningen var indleveret et år og en dag senere og derfor skulle afvises af retten.

Formuleringen i kontrakten var, at meddelelser ”may be served by delivering it personally or by sending it by pre-paid recorded delivery post”.

Et flertal af dommerne fandt, at ”personal” levering kræver, at dokumenterne overdrages fra hånd til hånd til modtageren, hvilket ikke var sket her. I udgangspunktet var forkyndelsen den 30. marts derfor ikke tilstrækkelig efter kontrakten.

Sagsøgte argumenterede imidlertid videre for, at sagsøgers forkyndelse overfor ham ved kuvert afleveret ved hans hoveddør alligevel var lovlig, idet ordlyden i kontrakten ikke udelukkede andre former for afgivelse af meddelelse. I juridiske termer argumenterede sagsøgte for, at mulighederne for at forkynde meddelelser ikke var udtømmende beskrevet i kontrakten, men at man også måtte kunne bruge andre former for aflevering af meddelelser.

Domstolen nåede frem til, at ved, at man havde brugt ordet ”may” , havde man indikeret, at man med sætningen blot ville beskrive, hvad der kunne lade sig gøre, men ikke hvad der ikke kunne lade sig gøre, og man havde herved ikke afskåret sig fra at give meddelelse på andre måder, for eksempel ved at aflevere meddelelsen i en kuvert foran hoveddøren. Domstolen fandt, at hvis man ville have begrænset mulighederne for at give meddelelse til det, der stod i kontrakten, og som altså blev forstået som anbefalet brev eller håndlevering, skulle man have brugt ordet ”shall”.

Overført til dansk ret ville det i sagens natur svare til, at man i kontraktbestemmelsen skrev, at meddelelse kan afgives ved anbefalet brev eller håndlevering i modsætning til, hvis man havde skrevet skal afgives ved anbefalet brev eller håndlevering.

Hermed blev sagsøgeren afskåret fra at gøre sit krav gældende for domstolene, idet hans stævning var en dag for sent afleveret.

(Court of Appeal (Civil Division), England& Wales, decision dated 31 July 2012 – Ener-G Holdings plc v Philip Hormell [2012] EWCA Civ 1059).

Flemming Keller Hendriksen HD (U)
Solicitor of the Supreme Court of England and Wales