Dom i swapsag: landsretten ændrer byrettens dom og frifinder banken

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 19/11 - 2015

Vestre Landsret har den 19. november 2015 frifundet Jyske Bank A/S i en sag om renteswapaftale, hvor A/B Engskoven krævede erstatning på små 20 millioner kroner. Foreningen havde fået medhold i byretten, men tabte alt i landsretten.

Landsrettens præmisser gennemgås her i ti punkter og derefter indsættes en kommentar.

1.
Landsretten fastslår, at Jyske Bank A/S ”ikke på tilstrækkelig tydelig måde gjorde andelsboligforeningen opmærksom på, at renteswapaftalen kombineret med kreditforeningslånene ikke ved et rentefald kunne imødekomme foreningens ønske og behov for en sikring af boligafgiften”. Eller på dansk: banken forklarede ikke godt nok, at swapaftalen ikke kunne opfylde ønsket om en garanti mod stigninger i boligafgiften.

2.
Banken burde have rådgivet nærmere om forskellene og risiciene ved swappen.

3.
Banken rådgav ikke, da swapaftalen blev sendt til underskrift.

4.
Banken burde have sikret sig, at andelsboligforeningen ”var indforstået med vilkårene” (altså at bestyrelsen forstod betingelserne).

5.
Landsretten er herefter enig med byretten i, at bankens rådgivning om (1) sikring mod stigning af boligafgift (2) valg af swaptype og (3) vilkårene i serviceaftalen var ”mangelfuld og ikke opfyldte de krav, der kunne stilles til en fyldestgørende rådgivning”. Men, siger landsretten, det er ikke bevist, at andelsboligforeningen ikke ville have indgået swapaftalen, hvis den havde fået korrekt oplysning om vilkårene (”konveksitet og rentemarginalen på 0,15%”). Dertil kommer, at det i 2006 ikke var sædvanlig praksis at ”rådgive om konveksitet eller interbankrenten” og derfor ”har banken ikke i relation til disse forhold tilsidesat sin rådgivningsforpligtelse”.

6.
Landsretten er ”enig med byretten i, at manglerne ved rådgivningen var væsentlige og hævebegrundende”.

Landsretten finder dog også, ligesom byretten, at andelsboligforeningens påstand i sagen ”er ubestemt og upræcis” og derfor vil landsretten ikke tage stilling.

Det anføres i landsrettens dom, at andelsboligforeningen bl.a. har påstået, at ”den indgåede aftale om renteswap…er uforbindende” for andelsboligforeningen. Banken gjorde gældende, at de nedlagte påstande ”ikke er egnede til at danne grundlag for sagens behandling, da de er ubestemte og upræcise”. Det var landsretten enig i og her må man forvente, at andelsboligforeningen vil skulle have en alvorlig samtale med foreningens advokat om hgvorfor påstanden er formuleret forkert, således at det ikke har ført til det resultat landsretten lægger op til.

Med andre ord frifindes på grund af en forkert formulering af påstanden. Landsretten bestemmer tillige, at andelsboligforeningens subsidiære påstand også er ”ubestemt og upræcis” og derfor heller ikke kan føre til et andet resultat.

7.
Markedsværdien af swaplånet var konstant negativ (med mellem 4 og 2 millioner kroner).På et møde i 2009 ville andelsboligforeningen ikke drøfte swapaftale og mulighed for at udtræde mod betaling af 1,1 mio. kr., trods forudgående møde med advokat. Landsretten finder, at andelsboligforeningen har haft flere anledninger til at protestere mod aftalens gyldighed. Indsigelse kom først 14. maj 2010 og det er, siger landsretten, for sent. Derfor har andelsboligforeningen – ved at reagere for sent – tabt en eventuel indsigelsesret ved passivitet.

8.
Banken har ”pådraget sig et erstatningsansvar”, konstaterer landsretten. Kravet fra andelsboligforeningen er først sket under sagens behandling ved landsretten (under hovedforhandlingen, hvor påstanden forsøgtes forhøjet til 19,7 mio kr). Denne forhøjelse er sket for sent, anfører landsretten, og derfor afvises den. Derfor forholder landsretten sig kun til andelsboligforeningens ”foreløbige” påstand om erstatning på 16,8 mio kr.

9.
Hvis andelsboligforeningen i stedet for swapaftalen havde valgt et fastforrentet lån, ville det have betydet merudgifter til husleje på 2,1 mio kr. Dette er der ikke taget højde for i foreningens krav og dertil kommer, siger landsretten, at den negative markedsværdi af swappen ”ændrer sig fra dag til ag”, hvorfor der ikke er tale om et realiseret tab. Samlet set mener landsretten derfor ikke, at andelsboligforeningen har dokumenteret, at der er lidt et økonomisk tab.

10.
Samlet fører dette til, at banken frifindes. Andelsboligforeningen skal betale 1.150.000 kr i sagsomkostninger til banken.

KOMMENTAR:

Landsrettens dom indeholder en utvetydig kritik af banken. Når der alligevel sker frifindelse skyldes det flere forhold. For det første synes landsretten at mene, at foreningen har begået nogle fodfejl ved formulering af de krav, der er gjort gældende. Det er reelt en kritik af den advokat, der har ført sagen for foreningen. For det andet når landsretten frem til, at foreningen kunne og burde have gjort indsigelse langt før det skete og endelig mener landsretten ikke, at foreningen har løftet bevisbyrden for, at den har tabt penge.

Jeg gætter på, at sagen vil blive forsøgt indbragt for Højesteret. Det kræver en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet og den tror jeg godt foreningen kan få, da sagen er både væsentlig og principiel. Jeg tror ikke Højesteret vil være enig i, at der foreligger rettighedsfortabende passivitet og jeg kan godt forestille mig, at Højesteret vil kunne være tættere på at nå byrettens frem for landsrettens resultat.

Den rigtige løsning – som har været forsøgt, men uden held – ville efter min mening have været, at man var noget til et økonomisk kompromis. Det er ikke muligt ud fra landsretsdommen nærmere at vurdere baggrunden for formuleringen af foreningens påstande og heller ikke spørgsmålet om dokumentation for tabet. Det skal blive spændende at se, om sagen kommer for landets højeste domstol.