Der sidder nogle landsdommere i Østre Landsret og rødmer.

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 30/7 - 2012

Frifindelse på grund af manglende forsæt til udbredelse i sag om forhånende og nedværdigende udtalelser om muslimer. Landsretten fik en huskekage med venlig hilsen fra Højesteret.

T fremsatte under et båndet interview optaget T's hjem nogle udtalelser om muslimers syn på voldtægt og om voldtægt af børn i muslimske familieforhold. Interviewet, der også blev billedoptaget med en mobiltelefon, hvilket T dog ikke var vidende om, blev natten efter offentliggjort på en internetside med både lyd- og billedgengivelse.

Byretten fandt T's udtalelser forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som de vedrørte, og dermed omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1. Byretten fandt imidlertid ikke grundlag for at tilsidesætte T's forklaring om, at han gik ud fra, at han ville få udtalelserne til godkendelse inden udsendelsen, og at T ikke havde til hensigt at offentliggøre udtalelserne i den foreliggende form.

Byretten frifandt derfor T på grund af manglende forsæt.

Landsretten tiltrådte, at udtalelserne var omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1, og med bemærkning bl.a., at T »burde have indset, at hans udtalelser ville blive offentligt udbredt til en videre kreds«, dømte landsretten T for overtrædelse af § 266 b, stk. 1.

Højesteret fastslog, at udsagn som dem, T var fundet skyldig i at have fremsat, og som indeholder det budskab, at muslimer generelt begår grov kriminalitet, er strafbare efter straffelovens § 266 b, stk. 1, hvis de fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Højesteret bemærkede herom, at landsretten om T's subjektive forhold udtrykkeligt havde fastslået, at T havde handlet uagtsomt, ikke forsætligt.

Efter landsrettens bevisresultat vedrørende T's subjektive forhold havde der derfor ikke været grundlag for at dømme T for at have handlet med forsæt til udbredelse af sine udsagn til en videre kreds. Højesteret frifandt derfor T.

Højesteret bemærkede, at der ikke var grundlag for at hjemvise sagen til fornyet