Bryllupsgaven mange overser

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 1/1 - 2006

Det nybagte brudepar er glade: hvilket pragtfuldt gavebord. Hvilken oplevelse. Og de fleste overser helt den vigtigste gave: Fællesejet. Dette uskyldige ord dækker over noget lidt langhåret noget de færreste brudepar orker at tænke over: den juridiske formueordning mellem gifte. Jeg vover den påstand, at 99% af dem der ved, hvad fælleseje betyder ville fravælge det ! Alligevel slipper fællesejet upåagtet ind i de fleste ægteskaber og det koster hver dag blod, sved og fortvivlede tårer. Hvorfor så det ? Fordi den formueordning, der følger med i giftepakken er gammeldags og ikke passer til det samfund vi har i dag. Juraen halter altid bagefter udviklingen og det går ud over dem, der ikke opdager det i tide. Jeg vil fortælle dig om "fælleseje" og om hvordan du selv kan vælge bedre ordninger. Jeg tror mange læsere af denne kronik vil have deres på det tørre, men de ønsker at kigge nysgerrigt med. Til jer vil jeg bede om hjælp: udbred budskabet til dem, der burde lave om på tingene. Din datter, din bror, din far. Giv dem kronikken og tag en snak om emnet.

De fleste tror, at "fælleseje" betyder, at ægtefællerne råder over fællesformuen i fællesskab, at ægtefællerne hæfter for al gæld i fællesskab, og at ægtefællerne skal dele deres fællesformue lige ved ægteskabets ophør. Men sådan er det bare ikke.

Når du er gift, så kan du kun råde over din egen formue. Du kan stifte gæld og hæfter selv for den. Underskriver din mand en kautionserklæring hæfter han ? du gør ikke. Og selvom I har fælleseje er det ikke sikkert I skal dele lige, når ægteskabet ophører. Hvis din mand har en nettoformue (aktiver - gæld), der er negativ (han skylder mere væk end han ejer) på f.eks. 600.000 kroner og du har en positiv nettoformue på f.eks. 400.000 kroner, så deles "fællesejet" ved at du afleverer 200.000 kroner til din mand. Din mand beholder hans egen gæld. Hvis ægteskabet ophører, fordi din mand dør, så skal du aflevere halvdelen af din nettoformue til din mands dødsbo - i eksemplet 200.000 kroner. Det føles ikke som "ligedeling", siger mange - desværre er det for sent, når det først opdages efter ægteskabets ophør.

Fælleseje er en underlig juridisk figur. Det er faktisk lidt svært at forstå, hvad det er. Jeg tror det hænger sammen med at fællesejet først begynder, når ægteskabet holder op ! Pludselig viser virkningerne sig og det er for mange en chokerende oplevelse.

Eksempel: Din mand ejer huset. Du står ikke som medejer. Bilen er også købt i din mands navn. I bidrager begge til betalingen. Din mand dør og det viser sig, at han har en gæld, der er større end friværdien i hus og bil. Du har en bankkonto og værdipapirer og kun en mindre gæld. I den situation ryger hus og bil og du skal aflevere halvdelen af det, du ejer. Eller huset står i din hustrus navn

Du råder selv over det, du indbringer i ægteskabet, det du tjener, arver eller modtager som gave. Loven forpligter dig til at opføre dig økonomisk fornuftigt og selvom du er ejer, kan du ikke ubegrænset handle på egen hånd. F.eks. kræves ægtefælles samtykke til salg og pantsætning af fast ejendom, der tjener til familiens bolig og til indboet i jeres fælles hjem.

Du hæfter ikke for din ægtefælles gæld. Dog er der visse undtagelser: Dette gælder gæld fra sædvanlige indkøb til den daglige husholdning eller til børn. Har din hustru købt dagligvarer på kredit hæfter I begge for betalingen. Selvom vi lever i ligestillingstider hæfter ægtemænd for deres hustruers retshandler til fyldestgørelse af hustruens særlige behov, f.eks. tøjndkøb. Der gælder ikke en tilsvarende regel den modsatte vej. Urimeligt for mænd ? men fællesejereglerne er ikke blevet tunet til tiden efter årtusindeskiftet.

Du hæfter du også for din ægtefælles skat ? men hæftelsen hører op ved samlivsophævelse, separation eller skilsmisse. Endelig gælder, at ægtefæller siden 1. juli 1998 har hæftet solidarisk for tilbagebetaling af særlig støtte til dækning af udgifter til renter og afdrag vedrørende ejerboliger og andelsboliger, jf. § 92, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik ! Selv om det ikke fremgår af lovens tekst, gælder hæftelsen formentlig kun for hjælp, der er ydet under ægteskabet. Hæftelsen bortfalder ikke ved samlivsophævelse, separation eller skilsmisse.

Og så er der midt i tristessen en glad meddelelse: du kan fravælge "fælleseje". Loven giver mulighed for at vælge "særeje". Mange danskere ved ikke hvad særeje er - de fleste har en idé om, at det nok er lidt odiøst og i hvert fald kun et redskab der bruges, når ægteskabet hænger i en tynd tråd eller blandt meget velhavende mennesker. Denne fordom er næsten lige så vedholdende og skadelig som Janteloven. Hvor ville meget være anderledes, hvis det blev legitimt at tale om særeje og ægtepagt ! I dag er det sådan at hvis en mand kommer hjem og fortæller, at han synes der skal laves ægtepagt, så tror hustruen han har fundet en yngre model og det er et skidt udgangspunkt for at drøfte de mange fordele, der ligger i at sammensætte formueordningen, som det passer bedst henset til familiens forhold.

Til oktober er det 15 år siden reglerne om særeje blev moderniseret. Desværre fastholdt man "fælleseje" som hovedreglen og derfor skal de, der vil benytte sig af de moderne regler foretage sig noget aktivt: oprette en ægtepagt, hvori formueordningen sættes sammen. Og her er rigtig mange muligheder. Reglerne om særeje er nu så fleksible, at der kan tages hensyn til alle relevante forhold. Den største og bedste mulighed kaldes ?skilsmissesæreje?. Når du vælger skilsmissesæreje beslutter du at din formue kapsles ind i en juridisk model, som bevirker, at du ved ægteskabets ophør ved skilsmisse tager det med ud du bragte ind + det, der er kommet til under ægteskabet. Ophører ægteskabet ved død, skifter skilsmissesærejet karakter til fælleseje og det kan give problemer. Derfor anvendes i praksis en model, der blandt jurister har fået denne mundrette betegnelse: ?ægtefællebegunstigende kombinationssæreje?. Hvis et ægtepar råder over 1,2 millioner kroner kan modellen f.eks. gå ud på at hver ægtefælle ejer 600.000 kr som skilsmissesæreje. Ophører ægteskabet ved skilsmisse udtager hver ægtefælle vedkommendes andel, her 600.000 kr. Hvis ægteskabet derimod ophører ved død, vil længstlevendes andel skifte karakter til fuldstændigt særeje, mens førstafdødes formue ændres til fælleseje. Hvis manden dør først, så bliver hustruens 600.000 kroner hendes fuldstændige særeje og indgår ikke i boet efter manden. Mandens 600.000 kroner bliver fælleseje og det betyder, at hustruen først får halvdelen og dernæst arver 1/3, mens børnene arver resten. Hvis der er tilknyttet et testamente, så arver hustruen 2/3 og børnene 1/3 og det betyder, at hustruen sidder tilbage med 11/12 af formuen.

Hvis manden i eksemplet har brugt formuen og har en gæld på f.eks. 200.000 kr, så betyder ordningen at hustruen beholder hendes 600.000 kr og ikke skal aflevere noget til mandens kreditorer. Havde der været fælleseje skulle hustruen have afleveret halvdelen af hendes formue.

Reglerne giver mulighed for at vælge fuldstændigt særeje, blandede ordninger med både fælleseje og særeje, I kan tidsbegrænse særejet eller nedtrappe det og I kan lave brøkdelssæreje. Disse muligheder kan være praktiske i nogle tilfælde. Nogle foretrækker fælleseje, men vælger f.eks. at beskytte ægtefællens ejerskab af en virksomhed, hvorfor denne holdes udenfor fællesejet. Mulighederne er legio ? det er blot at forholde sig til dem og så sammensætte en formueordning, som begge parter føler er rimelig. Nogle ægtepagter er blevet brugt til at cementere en voldsom økonomisk skævhed. Det går ofte galt, så ægteskabet ophører. Om det hænger sammen med en berettiget mistanke om mulighederne eller om den økonomiske skævhed gnaver ægteskabet i stykker ved jeg ikke, men jeg er sikker på det er fornuftigt for den økonomisk stærkeste part at være large og give den svageste part et økonomisk råderum.

Særeje etableres enten ved ægtepagt eller ved at tredjemand bestemmer, at en gave eller en arv skal være særeje under en eller anden form. Jeg anbefaler alle, der vil gifte sig at vælge særeje og jeg anbefaler forældre, der opretter testamente at sikre, at arven efter dem bliver en form for særeje for børn og børnebørn.