Annoncehajer i farvandet - pas på!

Print

Oprettet d. 1/1 - 1970

Fremgangsmåden er den samme; En annoncesælger ringer til dig på et tidspunkt, hvor du har allermest travlt. Vedkommende oplyser, at du har haft en annonce i 1 år, gratis, og at det fremover skal koste penge. Du kender ikke noget til en annonce, og har heller ikke bedt om en sådan.

Samtalen ender med ? du har travlt ? at der skal annonceres videre. Du får oplyst en pris, du vil gerne betale og at firmaet sender en ordrebekræftelse. Så er du da kommet af med den emsige sælger.

Efterfølgende modtager du en ordrebekræftelse, der slet ikke passer med det I har aftalt. Du ringer tilbage med det samme - eller de ringer til dig, og I drøfter indholdet af ordrebekræftelsen. De kan anerkende, at den ikke svarer til aftalen, men lover meget helligt, at de retter den til. Du skal bare underskrive og returnere den for en god ordens skyld. Det er her, at annoncehajen har bidt sig fast i dine haser. Der kommer en lind strøm af regninger fra alle mulige firmaer. Du ringer naturligvis og reklamerer over de fremsendte fakturaer og får at vide, at du bare skal betale, så kommer der ikke flere - eller den mere aggressive udgave, at du så ryger over i firmaets juridiske afdeling med efterfølgende inkassosag og flere omkostninger.

Dette er det typiske forløb af, hvordan de såkaldte annoncehajer opererer.

I disse dage er de meget aggressive og fremsender endda falske stævninger i farvetryk med logoer fra Københavns Byret og Sø- og Handelsretten, underskrevet af en falsk advokat.

Vores råd er følgende:

* lad være med at indgå telefoniske aftaler med annoncesælgere
* bed altid om et skriftligt tilbud med en præcis beskrivelse af den ydelse, du skal betale for.
* skriv aldrig under på en ordrebekræftelse, der ikke er i overensstemmelse med en evt. telefonisk aftale
* læs altid firmaets leveringsbetingelser
* hvis du indgår en aftale, så sørg for at have bevis for det i form af kopi af de underskrevne dokumenter
* betal ikke regninger, som du modtager for påståede annoncer, som du ikke mener, du har bestilt og ikke skal betale for
* bed altid om dokumentation for en påstået bestilling
* afvis kravet skriftlig og gør det klart, at du agter at overgive sagen til din advokat hvis du hører fra dem igen.

Forbrugerombudsmanden har udsendt en vejledning om telefonannoncer og er opmærksom på de stigende fup-fakturaer. Det kan du læse mere om på nedenstående link:

http://www.forbrug.dk/klage/retogpligt/rykkerguide/fupfaktura/erhverv/

Der er også et eksempel på et brev, som du kan sende til annoncefirmaet, hvis du vil afvise deres krav. Endelig er der hjemmesiden www.annoncehajer.dk hvor du kan søge yderligere informationer, råd og vejledning.