Aktiv dødshjælp og livstestamente

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 1/1 - 1970

Aktiv dødshjælp- medlidenhedsdrab - eutanasi, ja der er mange navne for det og vi ser at spørgsmålet dukker op med jævne mellemrum i forbindelse med den langsomt vågnende debat om tabuemnet: døden. Aktiv dødshjælp er forbudt i Danmark, men der er mange grader af dødshjælp og i denne artikel beskæftiger jeg mig med disse facetter og tegner et billede af udviklingen og status. Hvad må lægen? Hvad skal lægen og hvad må de pårørende og hvordan kan du ved et livstestamente selv være med til at bestemme?

Reglerne om dødshjælp er på papiret relativt enkle. Men som alt andet gælder det også her: det virkelige liv overgår fantasien og i dagligdagen er der hver dag situationer, hvor vi må konstatere, at her rækker reglerne slet ikke. Når det går uden de store problemer er det nok fordi der blandt de involverede parter er enighed om at tingene skal løses og at de bliver det.

Aktiv dødshjælp - det er et komplekst problem. Handler det om at vi ikke vil give døden den tid, den tager. Er det for hårdt at være pårørende og ønsker vi blot at det bliver muligt at slukke på kontakten uden for mange dikkedarer. Eller handler det om at vi teknisk er blevet så dygtige, at det giver problemer, fordi teknikken kan vinde over det menneskelige. Handler det om, at teknikken tager magten fra os, hvis vi ikke siger fra og selv vil have ret til at bestemme. Er vi for bange til at turde tale om døden?

Alle disse spørgsmål rejser sig, når vi taler om død og aktiv hjælp til at dø. Det handler også om det store ansvar, som pårørende, læger og sygeplejersker sidder med hver dag året rundt. Og som vi lader dem sidde med uden rigtig at tage hånd om debatten. Uden rigtig at tage stilling.

Aktiv dødshjælp er drab

Aktiv dødshjælp er forbudt. Så enkelt kan det siges. Det følger af straffelovens § 237:

"Den, der dræber en anden, straffes for manddrab med fængsel fra 5 år indtil på livstid". Eller med andre ord: Den, der med vilje foretager en handling, som har til formål at fratage en anden livet, straffes efter reglerne om mord. Det nytter ikke at forklare handlingen med henvisning til, at den myrdede havde smerter, var syg osv (medlidenhedsdrab).

Ved udmålingen af straffen kan der tages hensyn til f.eks. motiverne til handlingen og straffen kan på det grundlag nedsættes. Det følger af straffelovens § 85, men straffereglen handler altså om intet mindre end overlagt mord.

Anmodning om drab

I dansk ret har man en særlig regel, der gælder tilfælde, hvor den dræbte selv har ønsket at blive dræbt. Der findes to regler, den ene handler om hjælp til selvmord og den anden om drab på begæring.

Straffelovens § 239:
"Den, som dræber en anden efter dennes bestemte begæring, straffes med fængsel indtil 3 år eller med hæfte ikke under 60 dage". Reglen skal tages bogstaveligt. Der skal være tale om en bestemt begæring. Den skal være klar og den der beder om det, skal være tilregnelig og gammel nok til at forstå samtykkets betydning. En begæring kan (naturligvis) kaldes tilbage når det skal være og det antages, at den af sig selv falder bort efter nogen tid.

Straffelovens § 240:
"Den, som medvirker til at nogen berøver sig selv livet, straffes med bøde eller hæfte. Hvis handlingen foretages af egennyttige bevæggrunde, er straffen fængsel indtil 3 år?".
I modsætning til § 239 er der her tale om, at den der ønsker at dø, selv udfører den afgørende handling, men får hjælp hertil. Også her kræves, at den dræbte skal være i stand til at forstå rækkevidden af anmodningen om hjælp til at begå selvmord. Der kan være tale om både fysisk og psykisk hjælp.

Er der aftale mellem to om at begå samtidigt dobbelt selvmord og den ene overlever, vil vedkommende efter praksis være straffri.

Bevis

Som det fremgår er der stor forskel på strafferammerne i §§ 237, 239 og 240. Det kan være vanskeligt at afgøre om den ene eller anden bestemmelse finder anvendelse, bl.a. fordi hovedpersonen jo er død og derfor kun kan bidrage til opklaring, hvis der efterlades beviser eller ligefrem skriftlige begæringer. Det er derfor ikke ufarligt at medvirke til en andens selvmord eller ligefrem tilføje et andet menneske døden - og det gælder uanset der er nok så tungtvejende grunde.

Aktiv dødshjælp på hospitaler

Vi ser på hospitalerne anvendelse af noget, der kan betegnes som en form for dødshjælp: den aktive form, hvor en bevidst aktion fører til døden og så den passive form, hvor standsning af behandling medfører døden.

Her er tale om komplekse og vanskelige spørgsmål, der er reguleret i lægelovens § 6 sammenholdt med straffelovens regler. Aktiv dødshjælp er her tilladt, når to betingelser er opfyldt: for det første skal der være tale om at døden er uafvendelig, dvs patienten er døende uden nogen chance for at blive rask. Den anden betingelse er, at behandlingen har til formål at lindre smerter (motivet må ikke være at patienten skal dø for derved at fjerne smerten - dvs andre former for smertelindring skal være udelukket). Især denne betingelse er i det virkelige liv svær at kontrollere - f.eks. vil morfindrop ofte betyde at patienten glemmer at trække vejret efter en tid - men hvem kan dokumentere, at der skulle opdoseres for at mildne smerten.

Hvis patienten selv er i stand til at tage stilling, skal læge (naturligvis) indhente patientens udtrykkelige samtykke, men denne situation er ikke typisk. Lægen skal i denne fase undersøge, om der er oprettet livstestamente og i bekræftende fald skal indholdet heri efterkommes.

Lægens afgørelse skal være helt konkret. Sundhedsstyrelsen har i en vejledning om morfindrop udtalt, at automatisk opdosering ikke er tilladt.

Passiv dødshjælp

Hvor længe skal en døende holdes i live ? Afbrydelse af en lægelig behandling kan være strafbart, ja som udgangspunkt må en behandling ikke afbrydes. En undtagelse herfra er den situation, at en behandling, der med sikkerhed kun vil udskyde dødens indtræden hos en døende, dvs. behandlingen lindre eller helbreder ikke, den forlænger livet uden gavn for den døende.

Hvis patienten ikke er døende, må behandlingen ikke afbrydes. Det gælder f.eks. patienter der er i koma under en eller anden form. De er ikke døende og derfor må en behandling ikke afbrydes. Der er næppe tvivl om, at der alligevel også i disse situationer sker behandlingsafbrydelse, typisk efter samråd med familien og retspraksis herom er kort fortalt sådan, at så længe handlingen kan betegnes som værende i overensstemmelse med god lægeskik, vil den ikke blive betragtet som strafbar. Der er her tale om en retlig standard, som hele tiden vil være i bevægelse, påvirket af samfundsholdninger, debat mv.

Patientens begæring

Den patient, der er i stand til det, kan selv kræve en behandling indstillet. Sker det, har lægen pligt til at følge begæringen. På dette felt er der en vanskelig gråzone over til reglerne om drab på begæring og hjælp til selvmord. Den læge, der standser en behandling på begæring, men hvor lægen ved, at det vil føre til omgående død, risikerer at blive ramt af reglerne i straffeloven. Det er formentlig kun et teoretisk problem - vi har ikke set det i den trykte retspraksis. Det kunne være ønskeligt at få større sikkerhed om fortolkningen på dette område.

Ofte vil en patient ikke være i stand til selv at bede om at en behandling standses. Andre kan efter lovens regler ikke gøre det i patientens sted. Hvis patienten har oprettet livstestamente, skal det følges og der er mulighed for i livstestamentet at give udtryk for, at man ikke ønsker livsforlængende behandling, hvisd er er tale om invaliditet, som betyder, at patienten f.eks. varigt vil skulle ligge i respirator eller aldrig vil blive i stand til at komme i kontakt med omverdenen.

Hvordan opretter du et livstestamente

I dag har lægerne muligheder for at forlænge livet også i tilfælde, hvor der ikke er håb om bedring. Som det fremgår af denne artikel er det ofte ganske vanskeligt for såvel læger som pårørende at gøre noget hvis denne vanskelige situation skulle opstå. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at man siger til sine familiemedlemmer, at hvis situationen opstår, så ønsker man at dø uden kunstig forlængelse af livet.

Folketinget har for at imødegå disse problemer vedtaget en lov om livstestamenter. I et livstestamente kan man ikke begære aktiv dødshjælp. Livstestamentet handler om, at man ikke vil holdes (kunstigt) i live i en situation, hvor man selv er ude af stand til at ytre sig og hvor alt håb om en bedring af situationen er opgivet.

Hvis man selv er ved bevidsthed og selv kan fremsætte sine ønsker, bliver de respekteret. Testamentet træder først i kraft, hvis læger og pårørende ikke kan komme i kontakt med dig og aldrig vil komme det igen.

Krav til testamentet

Testamentet består af en lille blanket, som udfyldes ved afkrydsning. Du kan i testamentet træffe tre beslutninger:

Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling, hvis jeg er i en situation, hvor jeg er uafvendeligt døende.

Jeg ønsker ikke livsforlængende behandling i tilfælde af at sygdom, fremskreden alderdomssvækkelse, ulykke, hjertestop eller lignende har medført en så svær invaliditet, at jeg varigt vil være ude af stand til at tage vare på mig selv fysisk og mentalt.

Jeg ønsker under den i punkt 1 nævnte situation at blive holdt fri for smerter med smertestillende/beroligende midler, selv om det skulle medføre risiko for fremskyndelse af dødstidspunktet.

Det underskrevne testamentskort sendes til Livstestamenteregisteret. Der fremsendes en bekræftelse og en regning på 50 kr.