20.000 lejere risikerer udsmidning

Print

Skrevet af Allan Ohms d. 25/9 - 2012

De har fremlejet andelsboliger, men i tusindvis af tilfælde er udlejningen ulovlig.
En aktuel trussel i disse dage om udsmidning af en lille snes studerende er kun en lillebitte sag i sammenligning med det virkelige problem omkring lejemål i andelsboliger.

Det siger cheføkonom Jesper Larsen, Lejernes landsorganisation, til Jyllands-Posten.
"Det er naturligvis meget ærgerligt og trist for de unge, at de har lejet lejligheder af boligsvindlere, og i LLO prøver vi at hjælpe dem, så godt som muligt, men
disse boligsvindlere udgør en meget lille del sammenholdt med det reelle og meget værre forhold," forklarer cheføkonomen.

Dette problem involverer omkring 20.000, som sidder i fremlejede andelsboliger.
Vær på vagt

I Danmark er der omkring 200.000 andelsboliger, og fraflytningerne udgør løbende 15-20 pct. Det er vanskeligt at sælge, så mange vælger at fremleje boligen.
En andelsbolig, der fremlejes, er noget, man skal være rigtig meget på vagt over for som lejer, forklarer Jesper Larsen.

"I alle disse lejligheder bor folk med en potentiel trussel om udsmidning hængende over hovedet, måske uden at vide det," siger LLO's cheføkonom.

Er det overhovedet lovligt at udleje?

Når en andelsbolig-ejer vil leje sin bolig ud til en anden, er det for det første slet ikke sikkert, at det er tilladt.

Det skal udtrykkeligt fremgå af andelsboligforeningens vedtægter.
Ofte vil der i disse vedtægter stå, at fremleje kan ske efter lejelovgivningens regler.
Lejeloven ikke nogen garanti.

Står det skrevet i den kontrakt, som andelsbolig-ejeren giver til sin fremlejer, er man bestemt ikke af den grund på sikker grund.

For i det tilfælde er det altså højst to år, man kan bo i den fremlejede bolig. Og udlejeren skal have en "lovlig grund" for overhovedet at fremleje.

"Et typisk problem er, at vi står med en andelsboligejer, som vil prøve at flytte sammen med kæresten i dennes bolig. Så udlejes andelsboligen, men det at flytte sammen med kæresten er altså ikke noget, man forstår ved en "lovlig grund"," forklarer cheføkonom Jesper Larsen, LLO.

"Lovlig grund" kan være f.eks. arbejde andetsteds eller sygdom.
Hvad skal man gøre?

Står du med et tilbud om at leje en lejlighed, er det klogt at spørge om eller selv finde ud af, om det er en andelsbolig. Det står nemlig ikke på lejekontrakten.

Er det en andelsbolig, skal du kræve at se andelsboligforeningens vedtægter.
Her kan du få det rigtige svar på, om din udlejer overhovedet må fremleje boligen.
Læser du i vedtægterne for andelsboligforeningen, at fremleje kan ske, og at det følger lejelovgivningens regler, så spørg grundigt ind til, hvorfor udlejer vil leje ud.
Det er for at finde ud af, om hans forklaring er en "lovlig grund".

Når det er gået galt, sker skaden, og andelsboligforeningen kan få dig sat på gaden, må du gå vejen gennem retssystemet, hvis han ikke uden videre giver dig dit depositum tilbage.

Det er nemlig det eneste, du har krav på. Din betalte husleje ser du aldrig mere. Du har jo haft tag over hovedet for pengene.