Ændret beskatning på ejendomme i udlandet

Print

Skrevet af Erik Øvlisen d. 1/1 - 1970

I begyndelsen af 2009 trådte nye love i kraft i flere EU-lande deriblandt Danmark og Spanien. Disse love er yderst relevante for personer, som har erhvervet eller ønsker at erhverve fast ejendom i udlandet.

Danmark og Frankrig

Ved bekendtgørelse nr. 14. af 27. juni 2008 opsagde Danmark dobbeltbeskatningsoverenskomsterne med Spanien og Frankrig. Disse opsigelser får betydning for beskatningen fra den 1. januar 2009.

En af konsekvenserne ved opsigelserne er, at de personer, som har fuld skattepligt i Danmark, fremover skal betale ejendomsværdiskat i Danmark af deres franske ejendomme.

Der er dog en undtagelse for de personer, som pr. 28. november 2007 havde fuld skattepligt i Danmark, og som på dette tidspunkt ejede fast ejendom i Frankrig. Disse personer vil forblive fritaget for at betale dansk ejendomsværdiskat af deres ejendomme, så længe de er fuldt skattepligtige til Danmark og så længe de forbliver ejere af ejendommen.

Spanien

Opsigelsen af Danmarks dobbeltbeskatningsoverenskomst med Spanien har også nogle konsekvenser i Spanien.

Fra den 1. januar 2009 vil danske selskaber, som ejer en ejendom i Spanien, være tvunget til at betale en ekstra 3 % i ejendomsskat til den spanske stat. Dette skyldes, at Spanien kræver betaling af en ekstra ejendomsskat fra selskaber, som ejer ejendomme i Spanien, og som er hjemmehørende i et land, med hvilket Spanien ikke har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst. Såfremt Spanien og Danmark indgår en ny overenskomst vil denne skat bortfalde.

Men det er også gode nyheder for danskere, som ejer eller ønsker at eje ejendomme i Spanien.

Ved lov 4/2008 af 23. december 2008 har det spanske parlament godkendt afskaffelse af formueskat i Spanien. Loven trådte i kraft den 1. januar 2009. Konsekvensen af den nye lov er, at danskere, som ejer ejendomme i Spanien, ikke længere skal betale formueskat i Spanien. Heller ikke formueskat vedrørende år 2008, som normalt betales i 2009.

Kroatien

Der er også gode nyheder for danskere, som ønsker at købe fast ejendom i Kroatien.

Indtil nu har danskere ikke kunnet købe fast ejendom i Kroatien i privat regi, men var tvunget til at købe gennem et kroatisk selskab. Danskere kunne ikke købe fast ejendom, fordi de kroatiske myndigheder anvendte reciprocitetsprincippet, og da kroatiske statsborgere med bopæl i Kroatien ikke kunne erhverve fast ejendom i Danmark, kunne danskere således heller ikke købe fast ejendom i Kroatien.

Fra den 1. februar 2009 er markedet liberaliseret i Kroatien, reciprocitetsprincippet er bortfaldet, og EU-statsborgere kan købe ejendomme i privat regi.

Dette vil alt andet lige medføre en større interesse for køb af fast ejendom i Kroatien, da det var en tung proces at oprette et kroatisk selskab. Man risikerede også at blive beskattet i Danmark i henhold til Ligningslovens § 16, som foreskriver rådighedsbeskatning af hovedaktionærer og direktører.